AarhusWiki – et brugerdrevet digitalt opslagsværk

Emnerne, der behandles, spænder vidt og omfatter alt, der har at gøre med:

  • Personer
  • Natur
  • Steder
  • Historiske perioder & temaer
  • Samfund
  • Erhverv
  • Kultur & fritid.

Et online leksikon

For at gøre AarhusWiki så brugervenlig og alsidig som muligt er hjemmesiden opbygget som en traditionel wiki (et online leksikon). Det betyder, at man som bruger kan være med til at præge indholdet på AarhusWiki. Man får mulighed for at dele ud af den viden og de gode historier, man har om Aarhusområdet.

I praksis fungerer det sådan, at alle, der har lyst og interesse, kan oprette sig som brugere. Herefter kan man komme med bidrag til leksikonet enten i form af nye artikler eller ved at redigere eller supplere allerede eksisterende artikler. Alle kan være med – også nybegyndere.

AarhusWikis egen historie og organisation

AarhusWiki bygger videre på indholdet fra Århus Leksikon, der blev grundlagt af Aarhus Kommunes Biblioteker og Lokalhistorisk Samling i 1997. Den oprindelige tanke var at lade opslagsordene blive til som følge af de forespørgsler, Lokalhistorisk Samling fik. Medarbejdere fra byens øvrige kulturhistoriske institutioner og lokalarkiver skrev også artikler til leksikonet sammen med en kreds af aktive byhistorikere.

Aarhus Stadsarkiv overtog vedligeholdelsen af AarhusWiki kort før lanceringen i 2012 og er i dag ansvarlig for driften og udviklingen af hjemmesiden.