Gå til hovedindhold

Ugens Aarhushistorie: Befrielsen i billeder

I denne uge er det 75 år siden, at Danmark efter fem års tysk besættelse atter var frit. I Stadsarkivets samling ligger mange unikke billeder fra befrielsesdagene. Billeder, der dækker over enestående fortællinger fra tiden.

  • Læs op

Indhold

    Mange af arkivets billeder fra befrielsesdagene er underlagt ophavsret og kan derfor kun ses på www.aarhusarkivet.dk, men vi har fundet et udpluk af billeder, som godt må deles her på siden.

    Du kan selv gå jagt efter mange andre enestående billeder her: https://www.aarhusarkivet.dk/search?events=110093.

     

    En by i rødt og hvidt

    Øverste billede: Efter befrielsesbudskabet blev transmitteret i radioen 4. maj kl. 20.35, strømmede aarhusianerne ud på gader og stræder. De forhadte mørklægningsgardiner blev hevet ned, lys blev sat i vinduerne, dannebrogsflag i alle størrelser blev fundet frem, og snart var byen klædt i rødt og hvidt.

    Her er vi i en regnvåd og flagklædt Søndergade i befrielsesdagene. På trods af den glade stemning er krigens ar tydelige. Butiksvinduer er blændet af, og hvis man bevægede sig lidt ned ad Søndergade, ville man kunne se brandtomten fra bomberamte bygninger.

    Billedet kan ses på AarhusArkivet her: https://www.aarhusarkivet.dk/records/000161446

    Fotograf Hans Bloch, 1945, Aarhus Stadsarkiv.

     

    Da englænderne kom

    Den 8. maj trillede 40 engelske militærkøretøjer ind gennem Aarhus, måske til de største jubelscener byen til dags dato har set. Hele vejen fra Viby til rådhuset stod folk tætpakket for at tiljuble de engelske helte, som havde kæmpet sig gennem det krigshærgede Europa. Her er kortegen ved at passere Frederiksbroen. I Aarhus var opgaven at hjælpe med at ”smide tyskerne på porten”. Efter den officielle velkomst på rådhuset var der middag for de 140 engelske soldater på Hotel Royal. At komme igennem den store menneskemængde blev ikke noget problem for de engelske ”tommyer”, da de bogstaveligt talt blev båret derned. Ved Store Torv var menneskemængden så tæt, at de sidste soldater måtte løftes ind af vinduerne.

    Billedet kan ses på AarhusArkivet her: https://www.aarhusarkivet.dk/records/000241789

    Fotograf Aksel Nymann, 1945, Aarhus Stadsarkiv.

     

    Hjælp til de trængende

    '

    Midt i euforien over atter at være fri blev der også tid til at tænke på dem, som besættelsen havde været ekstra hård ved. I befrielsesdagene fandt flere indsamlinger sted. Norges nationaldag 17. maj blev eksempelvis brugt på en storstilet indsamling kaldet Norgeshjælpen, der var blevet etableret tilbage i 1940. Men der var også mange andre indsamlinger, som her ved Rådhuspladsen, hvor der bliver samlet ind til faldne frihedskæmperes efterladte.

    Billedet kan ses på AarhusArkivet her: https://www.aarhusarkivet.dk/records/000241786

    Fotograf Aksel Nymann, 1945, Aarhus Stadsarkiv

     

    Kommandocentral i koncertpalæet

    Med befrielsen kom også det store retsopgør. Nu skulle opgøret tages med alle dem, som havde været lidt for tætte med besættelsesmagten under krigen. I koncertpalæet i Kannikegade blev indrettet en kommandocentral for modstandsbevægelsen, og hertil blev blandt andet ført værnemagere, stikkere, ”tyskertøser” og medlemmer af Hipokorpset til afhøring. Her tager en frihedskæmper et hvil på bagsmækken af en bil foran koncertpalæet, mens nysgerrige aarhusianere er stimlet sammen bagved.

    Billedet kan ses på AarhusArkivet her: https://www.aarhusarkivet.dk/records/000254583

    Fotograf Herluf Ingemann Jensen, 1945, Aarhus Stadsarkiv.

    Sidst opdateret: 8. november 2023