Ugens Aarhushistorie: Det gamle rådhus har haft en broget historie

Aarhus Rådhus, Hammerschmidt Foto, 1907, Aarhus Stadsarkiv.

Billede: Det gamle rådhus på Domkirkepladsen fotograferet i 1907 efter en større ombygning. I dag rummer bygningen museet KØN og Besættelsesmuseet. Foto: Hammerschmidt Foto, 1907, Aarhus Stadsarkiv.

 

Fredede bygninger i Aarhus

Artiklen er en del af artikelserien "Fredede bygninger i Aarhus".

Aarhus rummer mange spændende og bevaringsværdige bygninger. Men en gruppe træder frem. Det er de bygninger, der siden bygningsfredningsloven i 1918 er blevet fredet. I en ny artikelserie ser Stadsarkivet nærmere på udvalgte fredede huse, deres historie og deres særlige kvaliteter. Find meget mere om husene på www.Aarhuswiki.dk.

 

Fra baller til moderne administrationsbygning

Fra midten af 1400-tallet lå byens rådhus på Store Torv lige foran domkirkens hovedindgang. Det ældste rådhus var blevet opført nogle århundreder tidligere lidt længere mod nord, men også på torvet.  I bygningens kælder lå både byens arrest og vinkælder, og efter en ombygning i 1700-tallet var her også plads til store borgermøder og baller. Bygningen var dog i løbet af 1800-tallet blevet utidssvarende, og det blev derfor besluttet, at købstaden Aarhus skulle have et nyt, moderne administrationshus, der skulle fungere som både råd-, dom- og arresthus.

Den nye bygning skulle stadig ligge tæt ved domkirken, men blev nu placeret på kirkens nordlige side. Oprindeligt lå biskoppens store gård her, men da biskoppen fik en ny bolig på den anden side af domkirken, flyttede lensmanden ind i 1500-tallet. De store bygninger blev ikke vedligeholdt og blev med tiden erstattet af nye bygninger. I 1765 blev her opført en stiftsprovstebolig, og i 1842 kunne Nationalbanken slå dørene op for en filial.

Arkitekten Thielemann kom til at stå for at tegne det nye rådhus, og 22. og 23. februar 1855 blev der afholdt offentlig licitation over leverancer af materialer og inventar til opførelsen af den nye bygning. Her kunne håndværkere og entreprenører byde ind på leverancen af alt fra sokkelsten og sandgrus til kakkelovne og ”privettønder”. Murermester Bang fra Aalborg kom med det mindste bud på 42.350 rigsdaler. For at bygningen overhovedet kunne opføres, måtte den gamle stiftsprovstebolig nedbrydes, hvilket Bang også kom til at stå for. I sidste ende løb projektet op i 58.000 rigsdaler.

 

Kamp om pladsen

Knap tre år senere fandt indvielsen sted 29. december 1857 med Dannebrog vajende fra balkonen. To sange, der efterfølgende var gengivet i fuld længde i Stiftstidende, blev sunget, der var taler fra stiftamtmand Graah og borgmester Hertz, og højtidelighederne blev afsluttet med et nifoldigt hurra for landets konge og et flere gange gentaget ”Længe leve kammerherre, stiftamtmand Graah”. Samme aften blev begivenheden atter fejret med et festmåltid på Hotel Royal.

Den store nye bygning skulle som bekendt ikke blot huse byens råd, men her blev også plads til militærvagten, domhus og arresthus. Der gik dog kun ganske få år, før byens eksplosive udvikling i sidste halvdel af 1800-tallet overhalede rådhusets kapacitet – især efter 1879, hvor politiet overtog militærvagtens lokaler i ejendommen. For at komme pladsmanglen til liv havde både arresten og politiet afdelinger andre steder i byen.

Domhuset og arrestens pladsproblemer blev løst i 1906, hvor Ting- og Arresthuset blev indviet på Vester Allé. For en stund gav det bedre plads i Thielemanns bygning på Domkirkepladsen, men efterhånden som byen fortsatte sin vækst steg pladsbehovet for den kommunale administration, og flere og flere funktioner lå snart uden for selve rådhusbygningen. Udviklingen var uholdbar, og 28. april 1937 udskrev byrådet en arkitektkonkurrence for opførelse af et nyt rådhus, der skulle kunne rumme hele den kommunale administration i én bygning. Det nye rådhus stod færdigt i 1941. Samme år som byen kunne fejre 500-års købstadsjubilæum og rundede 100.000 indbyggere.

 

Gestapo flytter ind

Nu kunne politiet pludseligt boltre sig i hele bygningen, men også dette blev kun for en kort stund. I september 1944 besluttede besættelsesmagten at internere det danske politi, og de politifolk, der ikke nåede at gå under jorden, blev sendt i koncentrationslejr. Politistationen blev i stedet overtaget af Gestapo, der indrettede et hovedkvarter i ejendommen, efter at deres tidligere hovedkvarter på universitetet, var blevet bombet af engelske bombefly i oktober 1944.

Efter krigen flyttede politiet tilbage i bygningen. Historien kom dog til at gentage sig selv, og bygningen var fra første færd for lille til at rumme alle politiets afdelinger. Allerede i 1941 var politiet blevet lovet en egentlig politigård, men byrådet og justitsministeriet kunne ikke enes om en passende grund. Løsningen kom først i 1975, hvor staten købte Sabro-grunden på hjørnet af Dynkarken og Sønder Allé. I januar 1981 blev første spadestik taget på grunden, og i september 1983 kunne politiet i Aarhus endeligt flytte ind i en rigtig politigård.

 

Museer og fredning

Den nu tomme bygning blev for en kort periode hjem for ”hjemløse” aarhusianske foreninger, mens bygningens endelig fremtid blev diskuteret. Der var mange, der gerne ville flytte ind i bygningen – herunder katedralskolen – men planen var, at bygningen skulle indrettes til et bymuseum, hvilket i 1984 blev officielt udmeldt af byrådet. Finansieringen var dog ikke på plads, og i stedet etablerede henholdsvis kvinde- og besættelsesmuseerne sig samme år i bygningen. Drømmen om et bymuseum var ikke død, men i 1988 fik både Kvindemuseet og Besættelsesmuseet lov til at blive yderligere fem år i bygningen, mens etableringen af et bymuseum måtte vente, til finansieringen var på plads. Bymuseet flyttede som bekendt aldrig ind i bygningen, der i stedet siden har været hjem for kvindemuseet – i dag KØN – og Besættelsesmuseet, som nu er en del af Den Gamle By.

I 1996 blev bygningen blev fredet, fordi den i sit ydre var et smukt proportioneret eksempel på et provinsbyrådhus opført i nyrenæssancestil. Bygningen var inspireret af Bindesbølls statshospital i Risskov, men var forædlet gennem arkitekten Thielemanns skoling i empirens og senklassicismens formsprog. Ved fredningen blev der desuden lagt vægt på, at arkitekt S.F. Kühnel ved en større ombygning i 1907 tilføjede værdifulde nationalromantiske interiører i foyeren, trappeafsnittet samt byrådssalen og forværelset.