Gå til hovedindhold

Nyt på AarhusArkivet

AarhusArkivet er Stadsarkivets arkivportal på nettet.
Her kan du se registreringer af tusindvis af arkivalier, der omfatter alt fra små private fotosamlinger til det store kommunearkiv.
AarhusArkivet bliver løbende opdateret, og herunder kan du se, hvad der er blevet lagt online den seneste månedstid.

  • Læs op

Indhold

    Øverste billede: Fotograf Ib Nicolajsen, 2017, Aarhus Stadsarkiv.

    Fotografier fra arkivets husfotograf

    Ib Nicolajsen er som frivillig Stadsarkivets husfotograf. Ib tager løbende billeder, som kan bruges i diverse formidlingsprojekter og til at dokumentere byens udvikling. Ib afleverer løbende billeder til Stadsarkivet og denne gang er det billeder fra Ceresbyen, Sydhavnen og Godsbanen, der er blevet uploadet til AarhusArkivet.

     

     

     

    Landsbymiljø i 1970’erne

    Over 350 ”nye” gård- og husbilleder fra blandt andet Skødstrup, Ajstrup og Malling kan nu ses på AarhusArkivet. Billederne stammer fra en stor landsbymiljørapport, der blev udført for kommunen i 1970'erne. Rapporten er omfattende, og AarhusArkivet vil over det næste stykke tid løbende blive opdateret med flere spændende billederne fra kommunens mange landsbyer og forstæder.

     

    Billede: Købmand i landsbyen Ravnholt syd for Tranbjerg, fotograf Jens Kjeldsen, ca. 1975, Aarhus Stadsarkiv.

     

    Aarhus anno 2019

    I denne billedserie taget af Phillip Fangel i 2019 kommer vi rundt i Aarhus – fra det gamle forsamlingshus i Todbjerg til af det nye bykvarter på Aarhus Ø.

    Billede: Generationernes Hus på Aarhus Ø under opførelse. Fotograf Phillip Fangel, 2019, Aarhus Stadarkiv.

     

    Hellerupvej 18

    Billedserien består af billeder fra Hellerupvej 18 i Marselisborgkvarteret. Villaen blev opført for Ove og Gertrud Eibner, og billederne strækker sig fra opførelsen i 1930’erne til 1990’erne.

    Derudover består afleveringen også af den tyskfødte Gertrud Eibners erindringer.

    Billede: Udsnit af arkivet på AarhusArkivet.

     

    Peder Pedersens Big Band

    Billedserien omhandler primært Peder Pedersen, der gennem mange år var leder af Peder Pedersens Big Band. Vi følger Peder Pedersen fra ungdomsårene med Holger Laumann i Peter Fahrenholtz Kvintet til læretiden på Åby Skole og endeligt de store koncerter med Big Bandet i Vejlby Risskovhallen.

    Derudover indeholder arkivet også ældre familiebilleder fra Aarhus.

    Billede: Udsnit fra arkivet på AarhusArkivet.

     

    Aarhus Kommunes Parkvæsen

    Nyt materialer fra Parkforvaltningen kan bestilles til gennemsyn på læsesalen. Arkivet indeholder materialer vedr. Parkunderholdningen, som var et yndet udflugtsmål for Aarhusianere frem til 1997, hvor det efter 52 års virke blev nedlagt. Arkivet indeholder også tegning og planer for nogle af de projekter, som parkvæsenet har arbejdet med gennem tiden. Dele af dette materiale er digitaliseret.

    Endvidere indeholder arkivet journalsager, regnskaber og personalesager.

     

    Billede: Forslag til anlæg i karréen Vejlegade / De Mezasvej / Ingerslevs Boulevard. Stadsgartnerens Kontor, 1919, Aarhus Stadsarkiv.

     

    Arkiv fra Vuggestuen Marthahjemmet

    I forbindelse med renoveringen og ombygningen af Aarhus Kommunes daginstitution Langelandsgade 62, (Klostervangen) hjemtog Aarhus Stadsarkiv en del arkivmateriale fra Vuggestuen Marthahjemmet, som tidligere havde ligget i Thunøgade 35.

    Den fungerede som vuggestue i over 100 år; indtil 1980 som selvejende institution drevet af Marthahjemmet, og fra 1981 som kommunal institution. I 2007/2008 besluttede byrådet at flytte vuggestuen til renoverede lokaler i Langelandsgade 62, og sælge den gamle bygning.

    Arkivet er ikke komplet, men indeholder en del fotos og stambøger samt mødereferater fra både bestyrelsen og fra personalemøde. Det meste af materialet er fra perioden 1950 til 2007.

     

     

     

    Sidst opdateret: 18. januar 2024