Gå til hovedindhold

Nyt på AarhusArkivet

AarhusArkivet er Stadsarkivets arkivportal på nettet. Her kan du se registreringer af tusindvis af arkivalier, der omfatter alt fra små private fotosamlinger til det store kommunearkiv. AarhusArkivet bliver løbende opdateret med arkiver i alle størrelse og formater. Den seneste månedstid er der blandt meget andet kommet billeder fra Aarhus Stadions indvielse i 1920 samt pressefotografier fra 2017 online.

  • Læs op

Indhold

    Pressefotografen årskavalkade – 2017

    Pressefotograf Kim Haugaard er nærmest synonym med Århus Stiftstidende, hvor han var ansat fra 1974 til han gik på pension i 2022. Kim kan dog stadig ses rundt i bybilledet med sit kamera og leverer også fortsat billeder til Stadsarkivet.

    I denne billedserie har Kim udvalgt nogle af sine bedste billeder fra 2017, der blandt andet var året, hvor Aarhus var Europas kulturhovedstad.

    Billede: Hendes Majestæt Dronning Margrethe blev budt velkommen til åbningsceremonien for Aarhus 2017- Europæisk Kulturhovedstad af borgmester Jacob Bundsgaard. I baggrunden ses statsminister Lars Løkke Rasmussen og direktør for Fonden Aarhus 2017 Rebecca Matthews. Fotograf Kim Haugaard, 2017, Aarhus Stadsarkiv.

    Se 2017-billederne på AarhusArkivet

     

    Indvielse af Aarhus Idrætspark

    Fem originale Axel Høeg-Hansen akvareltegninger er blevet genfundet på Aarhus Idrætspark i forbindelse med det nye store stadionprojekt. Høeg-Hansen var arkitekten bag det oprindelige stadion, og akvareltegninger er forslag til anlægsarbejde omkring Stadion Allé. Blandt akvareltegningerne var også en del fotografier fra indvielsen i 1920, hvor både Christian 10., dronning Alexandrine og arveprins Knud deltog.

    Billede: Akvareltegning af Stadion Allé. Axel Høeg-Hansen, ca. 1919, Aarhus Stadsarkiv.

    Se billederne på AarhusArkivet

     

    Aarhus rundt

    Denne lille billedserie byder på lidt godt og blandet fra især Midtbyen og Trøjborg i nyere tid.

    Billede: Havnefronten set fra Balticagade før anlæggelsen af DOKK1 og Havnepladsen. Fotograf: Christian Brink Christensen, 2011, Aarhus Stadsarkiv.

    Se billederne på AarhusArkivet

     

    Nedrivning og nybyg 

    Nedrivning og nybyg er i fokus i denne nyere billedserie fra Phillip Fangel. Vi kommer dog også med til blandt andet koncert i Scandinavian Center og hjortene i Dyrehaven

    Billede: Frederiks Plads under opførelse ved Spanien. Fotograf Phillip Fangel, 2020, Aarhus Stadsarkiv.

    Se Phillip Fangels nyeste billeder på AarhusArkivet

     

    Slægtsarkiv fra Weis-Benzon

    Stadsarkivet modtog i 2023 et slægtsarkiv fra Weis-Benzon-slægten, der havde stor indflydelse og betydning for byudviklingen i Aarhus i det 19. århundrede. Ernst Peter Weis var født i Itzehoe 1776 og kom til Aarhus for at blive bylæge. Han blev stamfader til den aarhusianske Weis-familie, som bl.a. også tæller ejeren af Aarhus Mølle, Andreas Severin Weis. Weis-slægten blev på et tidspunkt gift ind i Bentzon-slægten, som har spillet en fremtrædende rolle indenfor musik, medicin og jura.

    Arkivet er omfattende og der vil løbende blive lagt billeder og registreringer online.

    De fleste billeder i denne portion er ikke fra Aarhus, men stammer fra slægtens besiddelser som Løvenholt Gods og sommerhuset Maristuen i Tisvilde.

    Billede: Eva Judithe Weis til hest på Løvenholt Gods. Ukendt fotograf, 1901, Aarhus Stadsarkiv.

    Anden portion billeder kan ses her

     

    Husfotografens billeder

    Ib Nicolajsen er frivillig ved Stadsarkivet som husfotograf. Ib tager løbende billeder, der kan bruges i diverse formidlingsprojekter og til at dokumentere byens udvikling. Ib afleverer løbende billeder til Stadsarkivet, og denne gang er det billeder fra coronanedlukningen i 2020, der er blevet uploadet til AarhusArkivet.

    Billede: Åboulevarden med lukkede caféer under coronanedlukningen i foråret 2020. Fotograf Ib Nicolajsen, 2020, Aarhus Stadsarkiv.

    Se billederne på AarhusArkivet

     

    Opførelse af Jysk Børnehave Seminarium 

    I starten af 1980’erne kunne Jysk Børnehave Seminarium indvie en ny bygning på en mark i Skejby. Bygningen var tegnet af Friis og Moltke og byggeriet blev grundigt fotodokumenteret – lige fra nedrivning af de gamle gårde på stedet til indvielsen i 1983. Billederne er afleveret til Stadsarkivet af Via University College. I indkomsten er en række ældre fotografier fra blandt andet Aarhus Kommunehospital.

    Billede: Screenshot af registrering på AarhusArkivet.

    Se billederne på AarhusArkivet

     

    Aarhus Borgere

    399 af byens mest fremmeste borgere blev i årene 1915-1920 portrætteret af fotograf Michele Alessio Caprani i udgivelsen Aarhus Borgere. I forordet til udgivelsen skrev Caprani blandt andet ” Billedværket ”Aarhus Borgere” skylder Verdenskrigen sin Fremkomst. Udgiverens Tanke har været at skabe en Portræt-Samling af Byens Borgere fra denne bevægede Periode, i Forvisning om, at Nutid og Fremtid stedse vil vende tilbage til dette Tidsafsnit af Verdenshistorien og at senere Slægter altid med Interesse vil foretage fysiognomiske Studier af de Mænd, som paa denne Tid har præget Byens Historie og Udvikling.”

    Set med nutidens øjne er det bemærkelsesværdigt, at der på den lange liste ikke er én eneste kvinde. Ikke desto mindre giver udgivelsen et detaljeret billede af, hvem der trak i trådene i Aarhus for godt 100 år siden.

    Billede: Arkitekt L.A. Petersen, der blandt andet har tegnet skoler på Ingerslevs Boulevard, Samsøgade, Fjordsgade, Finsensgade og Læssøesgade. Fotograf M.A. Caprani, ca. 1918, Aarhus Stadsarkiv.


    Se alle portrætterne på AarhusArkivet

    Læs mere om "Aarhus Borgere" på AarhusWiki

     

    Jellebakkeskolen

    Aarhus Stadsarkiv modtog i efteråret 2023 arkivet efter Jellebakkeskolen. Skolen åbnede i 1970, og ligger i den nordvestlige del af Vejlby. I forbindelse med en sammenlægning af Jellebakkeskolen og Vejlby Skole, som blev lukket i 2013, blev den nye sammenlægningsskole døbt Ellevangskolen, efter det kirkesogn som skolen er beliggende i.

    Skolens arkiv rummer en væsentlig dokumentation af dansk skolehistorie fra 1970 og frem, som tidligere er blevet lagt på AarhusArkivet (kan ses her).

    Derudover indeholder arkivet også en række fotografier fra det gamle Vejlby og Risskov, som formodentligt er blevet brugt i undervisningen på skolen.

    Billede: Hjemmeslagtning på Vejlbyvej Mosegård. Ukendt fotograf, ca. 1910, Aarhus Stadsarkiv.

    Se billederne på AarhusArkivet

     

    Sidst opdateret: 22. februar 2024