Ugens Aarhushistorie: Tiggermunke og børnearbejde i Vor Frue Kloster

Billede: Vor Frue Kloster set fra klosterhaven. Fotograf Ib Nicolajsen, 2015, Aarhus Stadsarkiv.

Aarhus Kommune er godt i gang med en ny gennemgang af bevaringsværdige bygninger. Der skal laves vurderinger af alle ejendomme fra før 1970, 41.000 bygninger i alt. Det store register skal anvendes til at værne om det bevaringsværdige Aarhus, så vi kan udvikle byen i balance mellem nyt og gammelt. Det er Teknik og Miljø, Aarhus Kommune, der står for det store arbejde. Stadsarkivet bidrager med beskrivelser af de enkelte områder i kommunen. I den forbindelse fortæller Stadsarkivet i dag historien om Klostergadekvarteret.

I dag består Vor Frue Kloster af tre klosterfløje, der sammen med Vor Frue Kirke danner et firefløjet anlæg omkring en indre gårdhave. Langs med kirkens nordlige mur, ind mod gården, er en del af den tidligere fratergang (klostergang) bevaret, og her kan man for alvor forstille sig, hvordan kutteklædte munke har bevæget sig rundt. 

Den tidlige historie

For at forstå, hvordan Vor Frue Kloster blev til, skal vi langt tilbage i byens historie. Omkring år 1230 overdrog biskoppen den tidligere domkirke, Skt. Nicolai Domkirke, til dominikanerordenen, som ønskede at oprette et kloster i byen. De rev kirken ned og byggede en ny, i dag Vor Frue Kirke, og i løbet af de følgende 200 år udbyggede de klosteret med tre fløje.

Dominikanerne var en tiggermunkeorden, som hjalp de fattige og syge, og de var derfor populære beboere – også i Aarhus. Munkene ydede stor hjælp til de personer, som henvendte sig til klosteret, og til gengæld modtog klosteret gaver og donationer. Munkene måtte dog forlade klosteret i 1530 i optakten til reformationen, hvor mange katolske munke- og nonneordener blev tvunget til at forlade landet.

Hospital og spinderi

Efter reformationen overdrog Christian d. 3. i 1541 klosteret til byen, dog med den betingelse, at bygningerne skulle bruges som hospital. Det gamle kloster blev ombygget, så der var plads til bygningernes nye formål: At give ophold til fattige, ældre og syge. I dag ved derfor vi praktisk talt intet om, hvordan klosteret har set ud indvendigt i middelalderen, da alle indvendige mure blev nedrevet i forbindelse med ombygningen. Der er dog bevaret nogle flotte kalkmalerier i den vestlige fløj, som menes at være fra reformationsperioden eller lige før.

I 1620 var der plads til cirka 60 fattiglemmer i det gamle kloster. Efterhånden skulle hospitalet også huse sindssyge i dårekister, som var tremmebure lavet af træ. Selv om hospitalet fik tilført en del indtægter i form af andele af tiende i 1500-tallet, så havde det svært ved at klare sig økonomisk. De fattige på hospitalet skulle også arbejde for føden. Arbejdet bestod primært i at spinde, sy eller strikke, afhængig af hvad man havde kræfter til. Omkring år 1790 blev der oprettet en spindeskole for tiggende børn i den vestlige fløj, hvor arbejdet blev kombineret med skolegang i en lille skolestue. Skolen blev i 1803 omdannet til en egentlig arbejdsanstalt med både spinderi og klædefabrik.

Fattigvæsen og ombygning

Omkring år 1800 var der plads til 32 personer i hospitalet og op til 50 børn i spindeskolen. Behovet for plads var dog større. I 1820 fik man inddraget en større del af klosterbygningerne til fattigvæsenet, og stedet blev omdannet til en egentlig Arbejds- og Forsørgelsesanstalt. Nu var der plads til 100 fattige, som kunne bo og arbejde i de gamle klosterbygninger, mens der var sengepladser til 16-20, der ikke var arbejdsdygtige, i bygningens sygeafdeling.

Arbejdet var fortsat hårdt og bestod af især spinderi og væveri. På en officiel besigtigelse i 1818 erklærede embedsmanden O. J. Rawert, at stedet var det værste af alle de sygehuse og hospitaler, som han havde set på sin rundrejse i Danmark. Klosterbygningerne var dengang et sted, hvor byens allerfattigste var stuvet sammen under temmelig kummerlige forhold. Der blev foretaget mindre forbedringer i 1820'erne, men ellers fungerede anstalten på samme vis, indtil Fattiggården på Vester Allé blev indviet i 1870 og klosterbygningen blev rømmet.

I årene 1877-79 blev klosterbygningerne bygget om og sat i stand. Hele østfløjen og det meste af nordfløjen blev revet ned og der blev bygget nye bygninger på samme sted. I samme forbindelse blev hospitalets kapel i østfløjen flyttet til vestfløjen. Salen bliver i dag brugt som kirke og kaldes Vor Frue klosters kirke.

Klosteret i nyere tid

Det store bygningskompleks, der gennem århundreder har givet husly til tusindvis af borgere, er nu indrettet med selvstændige lejligheder. Den vestlige fløj indeholder fem lejligheder. Nordfløjen ved hovedindgangen rummer tre boliger. Østfløjen med front mod Klostertorvet blev gennemgribende renoveret i 2011, og her er nu otte lejligheder foruden en etværelses lejlighed, der anvendes som samlingslokale for beboerne. Desuden findes en portnerbolig placeret i den store klosterhave. Lejlighederne bliver tilbudt til personer hjemmehørende i Aarhus Stift, der er fyldt 60 år og er selvhjulpne ved indflytning.

Billede: Frøken Pallesen fremviser sin mors gamle bibel i sin bolig i det gamle Vor Frue Kloster i 1959. Frøken Pallesen havde tidligere arbejdet som kinakommissær og havde på væggen billeder hængende af veninden komtesse Knuth og madame Chiana-Kai-Chek. Fotograf Børge Venge, Aarhus Stadsarkiv.

Læs mere om Klostergadekvarteret på AarhusWiki

Læs mere om Vor Frue Kloster på AarhusWiki

Se arkivalier omhandlende Vor Frue Kloster på AarhusArkivet