Gå til hovedindhold

Byens Lydspor

2022 er musikkens år i Aarhus, og der er blevet sat fokus på de mange faktorer, der i dag har gjort byen til et musikalsk epicenter. Aarhus Stadsarkiv har derfor samarbejdet med foreningen Music City Aarhus 2022 om at lave den musikhistoriske byvandring ”Byens lydspor”, der tager publikum med til nogle af tidernes legendariske spillesteder.

Indhold

    Foto: Aarhusbandet Gnags giver koncert i Stakladen. Fotograf Jens Tønnesen, 1984, Aarhus Stadsarkiv.

    Følg Byens Lydspor på opdagelse i Aarhus’ fascinerende musikhistorie. Byvandringen vil lede dig rundt til ti formidlingsskilte, der hylder byens lange og mangfoldige musikhistorie og fortæller om spillestedernes ambitiøse arbejde i det aarhusianske musiklandskab fyldt med lokale ildsjæle, trofaste koncertgængere og selvfølgelig masser af gode bands og artister.

    Som supplement til byvandringen har Music City Aarhus 2022 fået produceret en podcast i syv afsnit, der byder på stemningsfulde, personlige og nostalgiske fortællinger om flere af spillestederne. Lyt til den her på siden eller ved at søge efter "Byens Lydspor - fortællinger fra legendariske musiksteder", hvor du normalt finder dine podcasts.

    Byens Lydspor blev udarbejdet med støtte fra Kirsten og Gunnar Fonden.

    Læs mere om byens historiske spillesteder

    Trinbrædtet / V58 / Århus Musikkontor

    De fleste vil tænke på det gamle Gnags-hit fra 1983, “Slingrer ned ad Vestergade”, men den århusianske bygade er også kendt som adressen for et af de mest betydningsfulde spillesteder i byens historie: Vestergade 58.

    Vejlby-Risskov Hallen

    Der var engang, hvor nogle af de allerstørste internationale navne hyppigt kom forbi Aarhus Nord. I 1970’erne og 1980’erne var Vejlby-Risskov Hallen et ofte benyttet sted, når Aarhus fik besøg af musikkens største stjerner.

    Stakladen

    I 1964 stod Stakladen færdig som en del af Studenternes Hus ved Aarhus Universitet. Med den havde de studerende ikke blot fået en stor og arkitektonisk særpræget kantine, men også en koncertsal, som hurtigt blev flittigt brugt.

    Jazzhus Tagskægget

    Jazzhus Tagskægget var en legendarisk jazzklub, der åbnede i Paradisgade i oktober 1967. Til åbningen blev der budt på intet mindre end 18 timers jam-session med diverse jazzbands, og så var stedet ellers skudt i gang!

    Husets Musikteater

    I dag kender vi spillestedet på adressen Vester Allé som Voxhall, men de musikalske rødder går tilbage til 1972 og Husets Musikteater.

    Aarhus Teater

    Siden Aarhus Teater åbnede i 1900, har musik spillet en stor rolle i teatrets forestillinger. Orkestret spillede ouverturen før alle forestillingerne samt i mellemakterne – og ikke mindst under forestillingerne, når der var tale om syngespil og operetter.

    Stadionhallen

    For enden af Stadion Allé stod Stadionhallen færdigbygget i 1920 efter mange års politiske og økonomiske forhandlinger. Egentlig var der tale om to stadionhaller forbundet af en åben søjlegård, men kun den vestre hal havde trægulv, og var derfor den, der – udover til tennis og atletik – blev brugt til foredrag og koncerter.

    Genlyd Grammofon / Feedback Recording

    “I et solidt hus i en baghave til denne tilgroede villa-parcel ligger Danmarks måske bedste indspilnings-miljø for rockmusikere…Her i randen af den jyske hovedstad mærkes en afstressende atmosfære, glad kunst på væggen, varm kaffe på kanden og fristende Gajol-æsker opsat på strategisk vigtige steder.” (Kolding Folkeblad, 1983)

    Århus Musikteater / Teatercaféen

    Facaden på det tidligere Østergades Hotel blev bevaret, da bygningen tilbage i 2012 blev bygget om til det moderne Scandic Hotel. De gamle bygninger, der oprindeligt var Østergades Hotel, husede efter hotellets lukning en lang række forskellige restauranter, klubber og koncertsteder. Det var bag disse mure, at byens punkscene holdt til i slutningen af halvfjerdserne og starten af firserne, hvor adressen gik under navnene Århus Musikteater og Teatercaféen.

    Musikcaféen / Backstage / TAPE / Super

    Mejlgade 53 har gennem årene haft stor betydning for det århusianske musikliv. Det er i disse lokaler i en baggård, at flere nye og håbefulde navne har spillet deres første koncerter og fået et vigtigt skub i deres udvikling som musikere og artister.

    Sidst opdateret: 29. november 2024