Besættelsestidens ofre på Nordre Kirkegård

Ruten beskriver nogle af de ca. 215 Aarhus-borgere, som omkom under 2. Verdenskrig. Det gælder både modstandsmænd dræbt i åben kamp og kz-lejrfanger. De er begravet i kirkegårdens mange forskellige afdelinger og repræsenterer hver især en karakteristisk historie. Undervejs fortælles også om andre ofre, som indgår i den samlede forståelse af besættelsestiden: To krigssejlere og en likvideret. Derudover berettes om en kollaboratør og en familie med jødisk baggrund, som overlevede 2. Verdenskrig.

Udvis gerne respekt for fortidens gravminder. De står under publikums beskyttelse.

Rigtig god fornøjelse!

Læs mere om besættelsestidens ofre i bogen "Tavs som graven" af Klaus Bertelsen, udgivet af Aarhus Byhistoriske Fond i samarbejde med Besættelsesmuseet, Den Gamle By og Aarhus Stadsarkiv, 2020.

Hør også podcasten Gravminder - Afsnit 3: Besættelsestidens ofre på Nordre Kirkegård.

Willy Samsing: Den mest sprængfarlige modstandsgruppe

Willy Samsing (1902-1945), Nordre Kirkegård, Afdeling H, nr. 319-320

Willy Samsings urne er nedsat foran gravstenen, som med sin størrelse og form minder om en bautasten. Her ser man i dag yderligere en gravsten med navnet Søren Fjendbo. Han giftede sig i 1952 med Willy Samsings datter, Elly Samsing, som også er begravet her.

Willy Samsing var beskæftiget som jord- og betonarbejder, formand for Trøjborgs lokalafdeling af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), som efter tysk pres blev gjort ulovligt i august 1941.

På den baggrund samlede Samsing sine tre brødre og en halv snes andre mænd, der ville gå til modstand. I 1943 og frem til juni 1944 var gruppen blandt de mest slagkraftige sabotagegrupper i landet.

Gruppen var gennem halvandet år ansvarlig for mindst 65 store og små sabotageaktioner og indgik i nedkastningsgrupper og våbentransporter. Blandt gruppens mest kendte aktioner kan nævnes sabotagerne mod havnekranen i Aarhus, Universalfabrikken i Fredensgade, Seest Maskinfabrik, tømrermester Withens virksomhed i Mindegade, en pumpestation ved elektricitetsværket og et vandtårn ved Ringgadebroen.

Juni 1944 angav den Gestapo-ansatte stikker Grethe Bartram alle gruppens medlemmer, og store dele af DKPs illegale organisation i Aarhus blev trævlet op og en række betydende medlemmer arresteret, heriblandt Willy Samsing.

September 1944 blev han transporteret til Frøslevlejren og i oktober 1944 til kz-lejren Neuengamme sydøst for Hamborg.

April 1945 blev Willy Samsing evakueret fra kz-lejren af Bernadottes hvide busser til Sverige, hvor han døde på Epidemisygehuset i Helsingborg af plettyfus.

Willy Samsing blev kremeret i Sverige og i juni måned bisat fra Johanneskirken med fanevagter fra Jord- og Betonarbejdernes Fagforening, Aarhus Politiforening, Brandkorpset og Falck. Desuden stod en russisk tidligere krigsfange vagt med det sovjetrussiske flag. En på mange måder udtryksfuld og repræsentativ kulisse for Danmarks modstandskamp i befrielsessommeren 1945.

Ib Richmann Olsen: En teenager bliver modstandsmand

Ib Richmann Olsen (1925-1945), Nordre Kirkegård, Afdeling D, nr. 365-366

Ib Richmann Olsen gik på drengeskolen Ny Munkegade Skole, nu Elise Smiths Skole, og efter realeksamen blev han kontorelev på Aarhus Rådhus. 

I sin fritid var han elite-roer i Aarhus Roklub, og her kom han i kontakt med en illegal bladgruppe i november 1943. Omkring bladgruppen udsprang en håndfuld 16-18-årige halvvoksne drenge, som blev kaldt Vagns gruppe. Ud over trykning og omdeling af blade havde gruppen oparbejdet et mindre lager af stjålne tyske uniformer, feltudstyr, geværer og pistoler på et loftskammer.

Gruppen var sandsynligvis inspireret af Churchill-gruppens aktiviteter i Aalborg 1942-1943, men manglede både penge og sprængstoffer.

I juni 1944 fik en ledende modstandsmand i Jylland kontakt med Vagns gruppe, fremskaffede dækværelser til drengene og begyndte at anvende dem som kurerer mellem Aarhus og Aalborg.

I Aalborg blev Ib Richmann Olsen og kammeraten Henrik Gulstad opfordret til at deltage i en sabotageaktion ved højlys dag mod en fabrik, bevogtet af danske sabotagevagter.

Aktionen endte katastrofalt. Gruppen blev opdaget, og en sabotagevagt affyrede sin M1889-riffel mod sabotørerne. Henrik Gulstad blev dræbt på stedet af et skud i tindingen, og Ib blev ramt i låret på en afstand af 140 meter. Det lykkedes Ib Richmann Olsen at blive kørt til Aalborg Amtssygehus, hvor han blev akut opereret. Til sygehuspersonalets bestyrtelse dukkede hans kammerater op på stuen ved 17-tiden for at bringe ham i sikkerhed for Gestapo. Oversygeplejersken protesterede kraftigt, men efter en morfinindsprøjtning blev han båret ud til en ventende ambulance.

Målet var Dronninglund Amtssygehus, hvor Ib af sikkerhedsgrunde blev anbragt på epidemisk afdeling som det sidste sted, Gestapo ville lede efter ham.

Hen over de følgende dage var han i langsom bedring, men døde af komplikationer natten mellem den 16. og 17. januar 1945.

Kammeraterne i Aarhus Roklub samlede ind til gravstenen. 

Thorkild Juncker: Danmarks fremtid i det nye Europa.

Thorkild Juncker (1897-1955), Nordre Kirkegård, Litra B 1, nr. 231-233.

Gravstedet ligger i den katolske afdeling, fordi Thorkild Juncker konverterede til katolicismen for at kunne gifte sig med sin forlovede, Elisabeth Gravgaard.

Thorkild Juncker var i perioden 1927-1945 en meget succesrig direktør for Aarhus Oliefabrik, som producerede vegetabilske olier til fødevareindustrien og soyafoderkager til landbruget baseret på import af råvarer fra Asien og Afrika.

I kølvandet på udbruddet af 2. Verdenskrig og den tyske besættelse af Danmark ophørte råstofleverancerne fra de oversøiske markeder, og hen på forsommeren 1940

Fremstillede fabrikken stort set kun ingredienser til erstatningskaffe.

Samme år blev Thorkild Juncker valgt til formand for Dansk-Tysk Selskab.

Juncker besluttede sig for at drage fordel af den europæiske nyordning, som var blevet en geopolitisk kendsgerning med Nazitysklands ekspansionistiske krige i Europa og Nordafrika.

I det ledende nazistisk dagblad, Berliner Börsen Zeitung, fik Juncker i 1941 trykt en artikel under overskriften ”Dänemark in der wirtschaftliche und sociale Neuordnung Europas”. Artiklen blev bragt på dansk i alle førende dagblade under overskriften “Danmarks økonomiske Fremtid”. Hovedbudskabet var, at oliefabrikken skulle forsynes med råvarer fra de europæiske tyskbesatte landes kolonier i Asien og Afrika; underforstået hollandske, belgiske og franske kolonier.

I løbet af 1943 begyndte nye vinde at blæse på verdens krigsskuepladser, og Juncker opnåede ikke genvalg til de mange bestyrelser og kommissioner, som han tidligere havde været selvskrevet medlem af.

Den 5. maj 1945 blev Juncker afhentet af en modstandsgruppe i sit hjem og efterfølgende idømt to års fængsel og tab af almen tillid i fem år i en række komplekse sagsforhold. Juncker havde frivilligt, ideologisk og med et økonomisk motiv kollaboreret med besættelsesmagten.

1949 købte han et produktionsværksted i Ole Rømers Gade og omdannede det til aktieselskabet Fabrik for Måleinstrumenter TERMA A/S. Efterkrigstidens standardiserede industriproduktion krævede præcise måleinstrumenter, og TERMA ekspanderede og har i dag hovedsæde i Lystrup nord for Aarhus.

Milton Sivert Nielsen: Skudt ned på befrielsesdagen

Milton Sivert Nielsen (1926-1945), Nordre Kirkegård, Litra K, nr. 163-165

Milton Sivert Nielsen er begravet på familiegravstedet.

Efter skolegang på Finsensgade Skole, nu Kochs Skole, gik Milton i lære som murer og elev på Aarhus Tekniske Skole. I sin fritid spillede han i Christiansbjerg Boldklub og var spejderfører i FDF, Frivilligt Drenge Forbund. Efter at frihedsbudskabet havde lydt om aftenen den 4. maj fejrede han nyheden sammen med tre kammerater i Kastaniegade på Christiansbjerg, og om morgenen den 5. maj kl. 08.00 mødte de op med en lastbil foran hovedkvarteret for modstandsgruppen 5. Kolonne i Den Gamle By. De skulle køre rundt i lastbilen og klæbe plakater op i byen. En chauffør ved rattet og nu tre bevæbnede modstandsmænd på ladet.

Fra Viborgvej trillede de ned gennem midtbyen og reddede undervejs en Hipo-mand op på ladet. Han var ved at blive lynchet på åben gade. Lastbilen nåede frem til Mejlgade og kørte videre ned ad Sct. Olufs Gade ud til Kystvejen, og chaufføren drejede til højre hen ad Kystvejen mod katedralskolen.

På en altan i en ejendom på Kystvejen/Skolebakken stod en tysk officer. Han fik øje på en af mændenes pistol og råbte ned til en tysk maskingevær-rede i en kælderskakt, lige ud for Katedralskolen. Chaufføren hørte intet på grund af larmen fra lastbilens generator, og hans kammerater kunne heller ikke få kontakt med ham.

Ud for Skolegyde lykkedes det endelig at få chaufføren til at standse. Mændene sprang ned fra ladet med hænderne oppe; en flygtede i sikkerhed over mod Toldboden, mens kuglerne hvinede om ørerne på ham.

Hipo-manden troede, han var blandt venner og småløb over mod de tyske soldater, som affyrede en dræbende salve mod ham. Chaufføren fra lastbilen blev dræbt af et skud i tindingen, og Milton Sivert Nielsen ramt af skud i mave og lever og døde ved ankomsten til Kommunehospitalet.

Befrielsesdagen i Aarhus kostede i alt 15 danskere livet og fortæller om den dødsensfarlige atmosfære i kølvandet på kapitulationen.

Carl Frederik Bardino: Clearingsmordet på Randersvej

Carl Frederik Bardino (1877-1944), Nordre Kirkegård, Litra L1, nr. 51-52

Gravsted for smedemester C. F. Bardino og hustru Edith. En mindre sten foran gravstenen har en bronzeplakette med inskriptionen Faldne i Danmarks Frihedskamp 1940-1945, der identificerer den begravede som en person med tilknytning til modstandsbevægelsen.

Klokken var lidt i otte om morgenen den 20. december 1944. Den 16-årige maskinlærling, Jørgen Bardino, var ved at klæde sig på i sit værelse på 1. salen i hjemmet Randersvej 116. Pludselig lød nogle høje brag fra stuen nedenunder. Fra vinduet kunne han se en benzindrevet Opel Olympia holde ved kantstenen. Øjeblikket efter kom to mænd løbende ud til bilen, som kørte ned mod midtbyen i høj fart. Jørgen løb ned i stuen, hvor han fandt sin far, smedemester Carl Frederik Bardino, liggende død i en blodpøl.

Bardino var blevet offer for et clearingmord begået af danske medlemmer af Peter-gruppen, en terrorenhed, der arbejdede for det tyske sikkerhedspoliti. Clearingmord var tyskernes hævn for modstandsfolkenes stikkerlikvideringer, det vil sige drab på stikkere, danske Gestapo-ansatte og andre, man mente var til fare for modstandsarbejdet.

Efter krigen forklarede den ene af gerningsmændene, Kaj Bothildsen Nielsen, at ordren om drabet kom fra Gestapo i Aarhus, og at Bardino var kommet i tyskernes søgelys, fordi han var kendt tyskfjendtlig og mistænkt for at have forbindelse til modstandsbevægelsen. Det har formentlig været udslagsgivende for mordet på Bardino, at modstandsfolk lidt tidligere på måneden havde forsøgt at likvidere et tidligere medlem af DNSAP, der var mistænkt for at være stikker og boede et par huse længere nede ad Randersvej. Denne mistænkte blev senere renset for alle anklager, men måtte leve resten af livet med både fysiske og psykiske mén efter mordforsøget samt sociale følger efter den moralske dom, han forblev at være underlagt.

I 1944 var logikken dog simpel: Øje for øje – et drab for et drab.

De to danske gerningsmænd, Bothildsen Nielsen og Robert Lund, blev dømt til døden efter krigen og henrettet i 1947. Smedemester Bardino blev 67 år og efterlod sig hustru og tre børn.

Willy Schmidt: Den første dræbte sabotør i Danmark

Willy Schmidt (1920-1943), Nordre Kirkegård, Litra K, nr. 655-725

Willy Schmidt var leder af en kommunistisk sabotagegruppe og blev som den første danske sabotør dræbt under en aktion. Det skete ud på aftenen den 28. maj 1943, og indsatsen var rettet mod et tysk depot i Ole Rømers Gade. Willy Schmidt blev dræbt af skud affyret af sabotagevagten Johannes Christensen, der selv blev dødeligt såret og døde dagen efter. 

Både Schmidt og Christensen blev begravet på Nordre Kirkegård og deres begravelser fik megen offentlig opmærksomhed. 

Den 4. juni skulle Johannes Christensens begravelse finde sted. Fra kapellet blev kisten båret frem til graven af en søn, svigersønner og partikammerater fra lokalafdelingen af det danske nazistparti, DNSAP. Sabotagevagtens to sønner havde begge meldt sig som frivillige i Waffen-SS, men kun den ene var nået hjem til faderens begravelse. Da kisten blev sænket i graven, foregik det med den nationalsocialistiske hilsen med opstrakt højre arm, og den lokale partiformand holdt en tale.

Det nationalsocialistiske fremmøde og nazi-hilsen hen over graven har ansporet til, at et tusindtalligt følge sluttede op om Willy Schmidts begravelse dagen efter, Grundlovsdag.

Begravelsen foregik fra kapellet kl. 12.30. En velvalgt dag og et velvalgt klokkeslæt.

Dengang udløste Grundlovsdag en halv fridag, og derfor fik begravelsen af Willy Schmidt karakter af en demonstration. Da det store følge med kisten var nået frem til graven, holdt hans kæreste, Emilie “Milma” Hansen, en flammende tale for de flere end 3.000 mennesker. Schmidts død og talens kraft menes at have virket som katalysator for den aarhusianske modstand.

Johannes Christensens gravsted er for længst sløjfet, men det er en overvejelse værd i fremtiden at bevare den slags gravsteder for stadig at kunne fortælle begge sider af historien.

Knud Erik Ørskou: Likvideret

Knud Erik Ørskou (1920-1945), Nordre Kirkegård, Litra V, nr. 171-172

Familiegravstedet er stadig i brug og prydes indimellem af friske blomster som udtryk for, at en erindring om både Knud Erik Ørskou og hans familie fortsat lever. Gravstedet er sandsynligvis det eneste bevarede i Danmark over en formodet stikker og fortæller en tragisk og modsætningsfyldt historie.

Efter deportationen af det danske politi i efteråret 1944 oprettede Aarhus Kommune et vagtværn, som skulle forsøge at opretholde ro og orden. Knud Erik Ørskou blev et af vagtværnets ca. 300 medlemmer.

På et tidspunkt kom han under mistanke for at have angivet en kollega til Gestapo, og Ørskous navn blev noteret på en lokal dødsliste over mistænkte stikkere. Den 28. marts 1945 blev han skudt af en likvideringsgruppe ved Skovbrynet udenfor den daværende Zoologiske Have, i dag Tivoli Friheden.

Knud Erik Ørskou blev efter alt dømme likvideret af følgende grunde:

Han var under mistanke for at have angivet en kollega i vagtværnet til Gestapo.

Hans navn stod på en dødsliste.

Han var blevet set sammen med en tysk delingsfører og tyske soldater; og havde indledt et kærlighedsforhold til delingsføreren.

Han stødte tilfældigt ind i en likvideringsgruppe en marts-aften under Clemensbro, blev tvunget ind i gruppens bil, afhørt og likvideret hen mod midnat.

Knud Erik Ørskou havde udvist generel mistænkelig adfærd, og han befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Aarhus var en frygtens by.

Knud Erik Ørskous begravelse blev omtalt i en dødsannonce med formuleringen “Begravelsen har fundet Sted i Stilhed”. Familien ønskede kun at dele deres sorg med de allernærmeste.

Herman André Posin: En jødisk familie på flugt

Herman André Posin (1937-2003), Nordre Kirkegård, Litra R, nr. 77

På gravstenen ses et svævende selvportræt af Herman Posin, og det er blot en af hans mange optimistiske tegninger, som gennem en årrække indgik i en munter rubrik i Aarhus Stiftstidende.

Vi befinder os i det lille mosaiske afsnit på Nordre Kirkegård.

Den tyske aktion mod de danske jøder blev indledt den 1.-2. oktober 1943 for at gøre Danmark ’jüdenrein’ som en del af den nazistiske raceideologi. Allerede i samtiden blev aktionen verdenskendt, fordi det lykkedes medborgere, fiskere og modstandsfolk at bringe over 7000 jøder i sikkerhed i det neutrale Sverige i løbet af en måneds tid.

I Aarhus troppede Gestapo op på et par adresser uden at finde nogen hjemme. Enten var de flyttet eller havde allerede bragt sig i sikkerhed.

Selvom langt de fleste jøder i provinsen kun var halvjøder og i øvrigt medlemmer af folkekirken, valgte de fleste at flygte for en sikkerheds skyld. Aktionen i Danmark omfattede udelukkende heljøder gift med heljøder og deres børn, men det handlede om at være på den sikre side, nemlig i Sverige.

Skræddermester Josef Posin besluttede sig for at flygte først for at finde en sikker flugtvej. Som familiens eneforsørger havde han ansvaret for at sikre, at hans ikke-jødiske hustru og deres søn, Herman, kunne følge efter på et senere tidspunkt. Allerede søndag den 3. oktober befandt Josef Posin sig i morgentoget fra Aarhus på vej mod København. Velankommet til hovedstaden overnattede han hos en svigerinde, og herfra kom han videre til Sverige.

Posins kone, Vibeke, og ægteparrets seksårige Herman søn fik plads i en fiskerbåd fra København den 17. oktober og ankom samme dag til Barsebäck medbringende 2.000 danske kroner.

Før skræddermester Posin flygtede til Sverige, havde han overladt driften af forretningen i Guldsmedgade 15 til en betroet medarbejder.

I juli måned 1945 vendte familien Posin hjem til Aarhus og videreførte skrædderiet.

Sønnen fulgte i faderens fodspor, og under firmanavnet Bukseskrædderen i Sct. Clemens Stræde etablerede Herman Posin også en anerkendt forretning.

Helmuth Lindvall: Torpederet af italiensk ubåd

Helmuth Lindvall (1909-1940), Nordre Kirkegård, Litra V1

Det er en mindesten med en lapidarisk inskription. Lapidarisk betyder kortfattet, ligesom en indskrift på sten. Stenen står samtidig meget passende i et såkaldt lapidarium, som betyder en samling af gravminder på en kirkegård fra sløjfede gravsteder og erklæret bevaringsværdige.

“Krigsforliste ved England” lyder den kortfattede gravskrift på stenen.

Helmuth Lindvall havde i 1939 taget hyre som matros i det engelske rederi, Tempus Shipping Co., hjemmehørende i Cardiff.

Den tyske besættelse af Danmark 9. april 1940 bredte sig med radiobølgerne rundt om jordkloden i løbet af få timer. Langt de fleste danske handelsskibe satte kurs mod engelsk havn, uanset om det var i selve Storbritannien, en engelsk koloni eller for en del skibe alternativt amerikansk havn. Nu indgik de danske søfolk i den allierede krigsflåde.

Den 19. december 1940 blev Helmuth Lindvalls skib, S/S Amicus, torpederet i konvojsejlads fra Tampa, Florida, på vej mod Ipswich med fosfat. Fartøjet blev sænket i Atlanterhavet vest for Irland af en enkelt torpedo affyret af en italiensk ubåd fra Regia Marina Italiana, den kongelige italienske flåde. Alle 35 sømænd og 2 gunners, maskinkanonskytter, omkom.

Den italienske ubåd var på sin fjerde mission og indgik som en del af flåden i den tysk-italienske ubådshavn i Bordeaux, Frankrig. Øverstkommanderende for basen var daværende kontreadmiral Karl Dönitz, Befehlshaver der Unterseeboote, Kriegsmarine.

Da Italien kapitulerede i september 1943, blev ubåden ombygget til transport-ubåd i Kriegsmarine og sænket marts 1944 ud for Kap Det gode Håb i Sydafrika af tre Royal Air Force Catalina-fly på målrettet patruljering efter fjendtlige ubåde. Takket være ENIGMA var det forud for missionen lykkedes den britiske efterretningstjeneste at opsnappe ubådens position.

Carlo Emil Lindvall: Ulvekobbel på jagt, sænket af tyske ubåde

Carlo Emil Lindvall (1906-1941), Nordre Kirkegård, Litra V1

Carlo Emil Lindvall var 2. styrmand på handelsskibet ’S/S Elisabeth’ for det danske rederi Progress i København. Ved Danmarks besættelse befandt skibet sig med al sandsynlighed i internationalt farvand og satte kurs mod engelsk havn. Sammen med over 6000 andre danske sømænd valgte Carlo Emil Lindvall at gå i britisk tjeneste , og skibet indgik i de konvojer af fragtskibe mellem først og fremmest USA og England, som var en afgørende forudsætning for Englands eksistens under 2. Verdenskrig.

Den 8. april 1941 blev ’S/S Elisabeth’  torpederet og sænket af en tysk ubåd i Atlanterhavet. Skibet var på 945 bruttoregistertons og med en dampmaskine på blot 550 iHK, et skib med ringe motorkraft. Det kunne givetvis ikke følge med konvojen og er blevet efterladt til et såkaldt ulvekobbel, en gruppe af tyske ubåde med den enkle taktik at kaste sig over det svageste led i kæden. Carlo Emil Lindvall og 12 andre gik ned med skibet.

Indenfor få måneder havde familien Lindvall mistet to sønner. Carlos bror, Helmuth, der også var sømand, havde lidt en lignende skæbne i december 1940.

Tilbage var nu den ældste søn, Gustav Lindvall, som allerede i september 1935 havde bragt sig i fokus ved at sparke døren ind til et mødelokale med nazister. Sammen med to kammerater forfulgte de en af mødedeltagerne, bankede ham og stjal hans støvler. Et næsten symbolsk tyveri, når man tænker på, at netop lyden af sømbeslåede støvler blev synonymt med fascismens fremmarch i Europa.

Gustav Lindvall fortsatte kampen mod nazismen som medlem af den første velorganiserede sabotagegruppe i Aarhus, Gram-gruppen. I september 1942 satte gruppen ild til et skrædderi med tyske uniformer. Gruppen blev snart efter trævlet op af dansk politi efter at være blevet angivet af den senere så berygtede stikker, Grethe Bartram. Lindvall blev idømt 10 års fængsel til afsoning i tysk og dansk tugthus.

Fotograf: Mia Gulvad Jørgensen, 2021.