Ruten bevæger sig gennem et langstrakt tidsrum fra midten af det 15. århundrede til 1805, hvor der kom et kongeligt forbud mod begravelser indendørs i landets kirker.

Gravminderne afspejler samfundets sociale rangorden, skiftende smag, vekslende værdiforestillinger og gudsforhold. Fra 1400-tallet rummer kirken de imponerende gotiske bispegravsten. Fra 1500-tallet og et stykke ind i 1600-tallet dominerer de fornemme adelige renæssancegravsten af stor kunstnerisk kvalitet, der udtrykker adelsvældens tid med slægtsvåben, rustningsklædte riddere og et strengt aristokratisk kvindeideal. Fra 1600 og 1700-tallets senrenæssance og barok findes den største gruppe af gravminder i kirken.

Det er de borgerlige begravelser af byens rige købmænd, borgmestre, storhåndværkere og alvorligt fromme gejstlige omgivet af hustruer og børn. Borgerstandens sociale status og familiens rettroende fromhed træder frem med en betydelig selvbevidsthed og tydelig hilsen til eftertiden. Når ruten i kirken slutter, står det klart, at borgerstanden fra 1800-tallet til nutiden bliver den dominerende faktor i landet. Borgerskabet har trængt såvel bispemagten som adelsvældet i baggrunden.

Udvis gerne respekt for fortidens gravminder. De står under publikums beskyttelse.

Rigtig god fornøjelse!

Hør også podcasten Gravminder - Afsnit 5: Biskop, adel og bedsteborgere i Aarhus Domkirke.

Peder Vognsen: Aarhus Domkirkes stifter

Peder Vognsen (død 1204), Aarhus Domkirke, gravsten ved højalter

Peder Vognsens gravsten i Aarhus Domkirke.

Peder Vognsen regnes for stifter af Aarhus Domkirke og organisator af domkapitlet. Fra et embede som kannik eller præst ved Lund Domkirke kom Peder Vognsen til Aarhus, hvor han virkede som biskop fra 1191 til sin død i 1204. Bispesædet i Lund var dengang i Hvideslægtens besiddelse og fungerede som bispeskole for den dominerende slægts sønner i Absalons regeringstid (1177-1201). Fra Lund Domkirke udnævntes nye hvideslægtsbisper til Roskilde og Odense samt Aarhus med brødrene Peder Vognsen og Skjalm Vognsen. Bror Skjalm afløste Peder som Aarhusbisp i 1204. Familieskab og slægtsforhold var en sikker vej til den betydelige magt og indflydelse, som bispesædet havde.

Det er uvist, hvornår grundstenen til Aarhus Domkirke præcist blev nedlagt, men det formodes at være sket i 1201 i overværelse af ærkebiskop Absalon. Uanset hvornår står det fast, at Peder Vognsen tilkendes stifterværdigheden. Gravstenens placering ved højalteret i kirkens kor angiver, at der er tale om en såkaldt stiftergrav. Da man i 1830 åbnede den flotte sortgrå gravsten fandt man en blykiste med skeletdele af en mandsperson. Yderligere fandt man en blyplade med en indskrift, som fortæller, at her hviler kirkens stifter, bisp Peder Vognsen, død i 1204. Indskriften er gjort tilgængelig for offentligheden og kan ses ovenfor gravstenen.

Udover at være kirkens stifter var Peder Vognsen også kirkens velgører og organisator. Han skænkede kirken sin bogsamling samt betydelige økonomiske midler og jordtilliggender. Yderligere skabte han en ny organisation ved kirken, et domkapitel. Seks præster eller kannikker blev ansat ved kirken, og ved sin død testamenterede Peder Vognsen al bispegodset i Østjylland og på Sjælland til domkapitlet. Derfor kunne man bygge en kannikkegård syd for kirken, hvor domkapitlet havde til huse. Domkapitlet skulle op gennem middelalderen få stor betydning for udviklingen af Aarhus, f.eks. gennem kirkens egen skole, Aarhus Katedralskole, hvor elever kunne lære latin og de boglige færdigheder, som domkapitlet og byen havde brug for. 

 

Jens Iversen Lange: En mægtig biskop

Jens Iversen Lange (ca. 1400-1482), Aarhus Domkirke, Gravsten ved landemodesal

Jens Iversen Lange. Gravsted i Aarhus Domkirke.

Jens Iversen Langes gravsten udtrykker magt, myndighed og værdighed. Her hviler en af de mægtigste bisper siden kirkens grundlægger, Peder Vognsen. Jens Iversen Lange sad på bispestolen i 33 år fra 1449-82 og døde i 80-årsalderen.

Gravstenen er imponerende og selvbevidst. Bispens ophøjede skikkelse markeres af mitra-bispehuen og den lange stav. Slægtsvåbenet med familiens tre roser og en hjelm med spyd understreger Iversen Langes fremtrædende position i Aarhus og Danmark. Ansigtet er selvsikkert og magtfuldt, som det også ses på altertavlens portræt af Iversen Lange. Bibelen ligger ved biskoppens hoved. Den anseelige bispegravsten menes at være fra hansestaden Lübeck, der dengang var en af de vigtigste byer i Nordeuropa og en helt central handelspartner for Aarhus. To andre bispegravsten er fra samme værksted. Det er de to storladne gravsten over biskopperne Ejler Bølle Madsen lige over for Iversen Langes gravsten og Niels Clausen Skades grav bag alteret i koromgangen.

Jens Iversen Lange tilhørte den højadelige Langeslægt. Som det var skik for betydelige personer fra adlen, blev han uddannet på datidens bedste universiteter i udlandet. Jens Iversen Lange blev således magister fra universitetet i Erfurt i 1428. Få år efter fik han ansættelse som ærkedegn ved domkapitlet i Aarhus. Her blev han biskoppens betroede medarbejder. Han rejste bl.a. med bisp Ulrik Stygge til kirkekoncilet i Basel 1449. Efter bisp Stygges død fik Jens Iversen Lange bispesædet i Aarhus, men det betød ikke, at han udelukkende koncentrerede sig om lokale forhold. Landspolitisk virkede han i de følgende årtier som kong Christian I's nærmeste rådgiver. Kongen sendte bl.a. Jens Iversen Lange til Rom for at forhandle med paven på Danmarks vegne. At bisp Jens Iversen Lange indtog en markant position i riget, viste kongens generøse tildelinger af privilegier i form af jord og skatteindtægter.

Jens Iversen Langes europæiske rejseaktiviteter, hvor han samlede lærdom og fik et udsyn langt ud over købstadsmiljøet i Aarhus, afstedkom vældige byggeambitioner for Aarhus Domkirke. Han forvandlede kirken fra at være en romansk til en gotisk hovedkirke i stiftet. Den gotiske byggestil, som stammer fra Saint Denis kirken i Paris omkring 1140 med abbed Suger som ophavsmand, er kendetegnet ved spidsbuer, ribbehvælv og høje himmelstræbende rum med store vinduer. I løbet af 1400-tallet blev Aarhus Domkirke en gotisk købstadskatedral, der viste biskop Jens Iversens Lange som en visionær bygherre og generøs giver. Det markante tårn i vest, den senmiddelalderlige altertavlen fra 1479, døbefonten fra 1481 og Iversen Langes eget gravkapel (senere omdannet til landemodesal), hvor hans gravsten er placeret, vidner om, hvilken betydningsfuld person, Jens Iversen Lange var, og hvilket markant minde han har rejst overs sig selv i Aarhus. Gravstenen og Aarhus Domkirke viser en slægtsbevidst kirkefyrste, som styrede sit rige stift, sad i rigsrådet og var en af rigets mægtigste mænd. Den anseelige bispebolig, som Iversen Lange lod bygge nord for kirken, supplerer fortællingen om en magtfuld skikkelse i Aarhus, hvis virkning i bybilledet stadig er effektfuld gennem kirkens bygningsværk – bemærk de tre roser på vesttårnet, når kirkens forlades. 

 

Niels Clausen Skade: Den næstsidste katolske biskop

Niels Clausen Skade (Død 1551), Aarhus Domkirke, Gravsten bag højalter

Niels Clausen Skade.  Gravsten bag højalter i Aarhus Domkirke.

Niels Clausen Skade virkede som biskop i Aarhus fra 1490-1520. Han kendes som kannik i Roskilde 1489. I 1491 blev han den næstsidste katolske biskop og den eneste middelalderlige biskop, hvis gravsten stadig ligger på sin oprindelige plads, i dette tilfælde på kirkens fornemste plads bag højalteret. På den kolossale gravsten træder en anseelig person frem iklædt værdighedssymboler med fuldt bispeskrud - mitra, kåbe og stav. Ved fødderne ser man de stolte slægts- og adelsvåben. Den kæmpestore gravsten, som er Domkirkens største, har en indskrift, som siger, at ”her ligger den ærværdige Fader og Herre i Kristus, hr. Niels Clausen, Biskop ved denne Kirke i Aarhus, som døde i Herrens Aar 1531 den 15. December”. Før sin død på Silkeborg Slot sørgede Niels Clausen Skade som en ordentlig kirkefyrste for at indrette den imposante grav på det prægtigste sted i kirken mod øst, hvor solens lys stråler ind på graven gennem de tre store østvinduer. Hvilken selvbevidst placering af gravsted, hvor lyset er stærkest – lyset, som gennem de fjorten meter høje vinduer symbolsk vidner om Guds nåde, og for eftertiden vil skinne på biskop Niels Clausen Skade.

Biskop Niels Clausen Skade fuldførte kirken som gotisk bygningsværk og var bygmester for højkoret og koromgangen, et såkaldt ambulatorium. Koromgangen havde den funktion, at kirkegængere kunne gå rundt om højkoret, mens præsterne forrettede messen, og så kunne domkapitlet få anbragt flere altre til den voksende senmiddelalderlige helgendyrkelse. Det høje treskibede kor med de tretten slanke vinduer stod færdig i 1499, og netop i Niels Clausen Skades bispetid med kalkmalerier og højkoret har kirken stået i fuld glans til beundring, benovelse og forargelse. Reformationens oprør mod pave- og bispemagten var undervejs i Europa og Danmark, hvilket tydelig fremgår af ruten næste gravsten. 

 

Mads Lang: Den første lutherske biskop

Mads Lang (Død 1557), Aarhus Domkirke, Gravsten i hovedskib ud mod våbenhus

Mads Lang. Gravsten i Aarhus Domkirke.

Mads Lang blev den første lutherske biskop og virkede i årene 1536-57. De nye tider efter reformationen 1536 ses tydeligt på gravstenen, som er uden de sædvanlige hæderstegn – bispestav, mitra og slægtsvåben. På gravstenen er Mads Lang klædt i borgerlig dragt, og han fremstår uden embedstegn alene med Biblen i hånden for at understrege det lutherske ”ordet alene” som kirkelig og kristen autoritet. Ved fødderne er et kranium, et almenmenneskeligt forgængelighedssymbol, i stedet for et værdighedstegn. Mads Langs ligsten udtrykker reformationen som gravminde.

Ifølge traditionen kom Mads Lang fra skoleverdenen. Han var rektor i Slagelse, men blev senere luthersk prædikant på Randersegnen, hvor han fremkaldte så stærk en reformatorisk bevægelse, at bystyret omkring 1531 ønskede at forbyde al katolsk gudstjeneste. Mads Lang omtales som ”en selvgjort præst”, dvs. han stod uden for den katolske præstevielse. Efter reformationen 1536 udpegede kong Christian III Mads Lang som ny biskop eller superintendent i stedet for Ove Bille, der anklagedes for at være ”Hovedet for Papisteriet”. Bispens dage som kirkefyrste var slut, hvilket for aarhusianerne blev synligt, da Mads Lang ikke tog bolig i den prægtige, gotiske bispegård af glas nord for kirken, men flyttede ind i et mere ydmygt stenhus syd for kirken på det nuværende Bispetorv. Mads Lang deltog aktivt i at give Danmark en ny luthersk kirkeordning i 1537, og i sine 20 år som superintendent i Aarhus forandrede han kirkelivet på mangfoldige måder fra katolsk til luthersk-evangelisk kristendom. Mads Langs enkle gravsten markerer, at kirkefyrsten blev afløst af en kongelig tjenestemand i en lavere lønklasse med en bevidst mangel på pragtsymboler og ydre værdighedstegn. For Aarhus Domkirke medførte reformationen, at den ambitiøse bygningshistorie gik i stå. Kirkens jord, gods og ejendom tilfaldt kongen. Kirkens ydre magt var knækket og kirkefyrsterne prægede ikke længere bybilledet og borgernes liv.

 

Erik Podebusk og Sidsel Oxe: Rigsråd og hustru

Erik Podebusk og Sidsel Oxe (Død i hhv. 1573 og 1593), Aarhus Domkirke, Højre side i højkoret ved alteret

Erik Podebusk og Sidsel Oxe, Aarhus Domkirke, Højre side i højkoret ved alteret.

De adelige gravminder er stærkt repræsenterede i Aarhus Domkirke. Deres stil og udtryk kom på mode, da de danske konger fra midten af 1500-tallet begyndte at bestille gravmæler i Nederlandene. De såkaldte ”tumbaer”, som er fritstående store gravmæler i sort marmor og hvid alabast dekoreret af forskellige stenarter og guld, viser mand og kvinde liggende side om side i en pargrav omgivet af diverse adelsvåben og værdighedstegn. Der udviklede sig nærmest en kappestrid i adelen om at fremvise det mest imponerende gravmæle, hvorfor kong Frederik II i 1576 forbød de adelige ”pralegrave”.

Gravmælet over rigsråd Erik Podebusk (død 1573) og hustru Sidsel Oxe (død 1593) var oprindeligt planlagt som en fritstående, imposant tumba, men blev ramt af kongens forbud. Hustru Sidsel Oxe måtte indskrænke udtrykket i den ægteskabelige tumba, så det blev et mere beskedent væggravmæle. Derfor hænger gravmælet nu på væggen i højkoret ved alteret lidt i splid med sig selv. Løverne, som skulle have været ved fødderne, er placeret i toppen. Af de planlagte 32 våbenskjolde er 22 fjernet. Men trods ændringerne viser gravmælet adelens storhedstid med brug af marmor, alabastfigurer og skrifttavle af sandsten. Her hviler en betydelig adelsmand, Erik Podebusk, herre til Bidstrup og lensmand i Aalborg foruden rigsråd. Erik Podebusk står i rustning støttet til sin stridshammer og hustru Sidsel Oxe følger tidens kvindeideal i højhalset krave, fladklemte bryster og snævre ærmer. Gravmælet viser, at adelen både havde råd til de bekostelige materialer såsom marmor og alabast, der gav værdighed, og yderligere til de dyreste håndværksteder fuld af kunstneriske ambitioner.

 

Erik Bjørn og Birgitte Urne: Forlovede børn

Erik Bjørn og Birgitte Urne (Død 1577), Aarhus Domkirke, Nordre koromgang

Erik Bjørn og Birgitte Urne. Aarhus Domkirke, Nordre koromgang.

I nordre koromgang står en gravsten over Erik Bjørn og Birgitte Urne, begge døde i 1577. Som den latinske indskrift beretter, var de to bestemt for hinanden, ”men bukkede under for skæbnen og naturen”.

Gravstenen, som fremviser fornemme adelige slægtstraditioner, gemmer på en grum historie. De to døde er en dreng på 8 år og en pige på 4 år, Erik Bjørn og Birgitte Urne. De var bestemt for hinanden fra barnsben og allerede forlovede. Men en stormfuld nat i 1577 druknede de begge ved et forlis nær Samsø. Man skulle tro, at de ville få plads i hver deres slægtsgrav, hvor de hører til og kommer fra. Men som forlovede blev de forenet i en fælles grav i Aarhus Domkirke. Det er let at forestille sig forældrenes knusende sorg og deres valg af gravsted tæt på alteret. På gravstenen står Erik Bjørn og Birgitte Urne ikke frem som de små børn, de var. De ser derimod voksne ud i tidens fornemme klæder, formodentlig fordi samtiden ikke sværmede for uskyldige børn. Erik Bjørn og Birgitte Urne skulle i døden fremstilles som unge adelsfolk. Derfor er Erik Bjørn iklædt pludderbukser, så han næsten ligner en ung kong Christian IV, mens Birgitte Urne præsenteres i en fin spansk kjole efter samtidens fineste mode. Drengen viser sin dominans ved at træde en anelse frem, som det hører sig til for en adelig herre. Pigen viger sky tilbage svarende til datidens kvindeideal. De er begge omgivet og indrammet af våbenskjolde, som fortæller om deres adelige forfædre og stolte slægtsforhold. Fine geometriske figurer, dyr og klassiske søjler angiver, at her er et eksklusivt og kunstnerisk udformet gravmæle over en frygtelig og ulykkelig tragedie.

 

Mette Urne: Den sorte enke

Mette Urne (Død 1587), Aarhus Domkirke, Nordre koromgang

Gravsted på Mette Urne. Aarhus Domkirke, Nordre koromgang.

Den måske smukkeste gravsten i Aarhus Domkirke er stenen over Knud Hardenbergs enke, Mette Urne, også kaldet "den sorte enke". Denne gravsten er udformet som et fornemt kunstværk, der udtrykker tidens smag og aristokratiske kvindeideal. Den er lavet af kostbar namur-kalksten og bærer en indskrift, hvor Mette Urne bl.a. fortæller: ”Jeg har levet lykkelig og glad i mit kun korte ægteskab, da min ægtefælle, Knud Hardenberg, døde langt fra hjemmet i fangenskab. En kær datter, som ved Guds velgerning var mig efterladt til livets trøst, lader jeg ved skæbnens tilskikkelse tilbage i den største sorg”.

Den omtalte ægtefælle, Knud Hardenberg, stammede fra en gammel tysk adelsslægt, ejede bl.a. Skjoldemose og var lensmand på Lykå Slot i Blekinge. Under Den Nordiske Syvårskrig i 1563-1570 blev han ført i fangenskab, hvor han døde i 1564.

Som adelsfrue og enke har Mette Urne fået lavet et kunstværk som gravminde. Klædningens detaljer og de dekorative elementer står klart frem trods årenes slid. De adelige våbenskjolde kan umiddelbart genkendes, altså hvis man kender adelens stolte slægter som Urne, Bille, Rosenkrantz, Skeel, Brock o.lign. Den sorte enke i den enkle og nærmest sirligt lette kjole træder frem i en eftertænksom og sorgfuld bønspositur. Dette er ikke en ægteskabelig familiegrav, men snarere et ensomt menneskes grav omgivet adelige værdighedstegn. 

 

Constantin Marselis: Lensbaron på Constantinsborg

Constantin Marselis (1647-1699), Aarhus Domkirke, Marselisepitafiet, gravkapel i våbenhuset

Constantin Marselis, Gravmonument i Aarhus Domkirke, Marselisepitafiet, gravkapel i våbenhuset.

Marselis gravmonumentet er det største af sin art i Danmark udført af Thomas Quellinus (1661-1710), som var af belgisk billedhuggerslægt og kom til Danmark i 1689 foranlediget af kong Christian V for at opstille et gravmæle i Trinitatis kirke, København. Thomas Quellinus fik hurtigt andre bestillinger på adelige gravkapeller.

Da adelsfruen og baronessen til Constantinsborg, Sophie Elisabeth Carisius (1647-1706), mistede sin mand, baron Constantin Marselis i 1699, bestilte hun et gravkapel hos landets dygtigste billedhugger og kunstner, Thomas Quellinus. Og hvilket gravkapel. En gotisk portal med et flot smedejernsgitter virker som adgang til en teateragtig scene i sort og hvidt marmor foran det vældige gravmonument, som ligeledes er udført i sort og hvidt marmor. Adelsfruen Sophie står midt i gravmælet gengivet som en ung, smuk kvinde med blomster i favnen og troskabens hund ved fødderne. Hun læner sig ikke op ad sin afdøde mand, Constantin Marselis, som står lidt ensom for sig selv til venstre for hustruen. Derimod står baronessen tæt op ad sin nye mand, den yngre baron Peter Rodsteen (1662-1714), som Sophie Carisius ægtede efter Constantin Marselis' død. Begge herrer træder frem som romerske feltherrer i rustning med gotiske ridderhjelme ved fødderne. Tre små engle flyver let over hovedpersonerne.

Bemærkelsesværdigt er det, at det store gravkapel ikke indeholder bibelske figurer. Det symbolske billedsprog er hentet fra den græske gudeverden og den klassiske lærdomstradition. Til venstre står Prudentia, klogskaben, med sin slange og et spejl i hånden. Til højre vises Pallas Athene, visdommens gudinde i græsk mytologi, med lanse, ugle og Medusas hoved på sit skjold.

Gravkapellets pompøse iscenesættelse af adelens magt holdes i Enevældens stil, og når man træder ind gravkapellet, er det som at stå midt i Peterskirken i Rom omgivet af Berninis pavegravmæler. Ingen kan være i tvivl om, at baron Constantin Marselis var en betydelig adelsmand – født i Amsterdam og jordbesidder i Danmark. Ægteskabet med Sophie Carisius betød, at han bosatte på Stadsgård uden for Aarhus, som han istandsatte i 1677 og omdøbte til Constantinsborg. Constantin Marselis blev begravet i Viby kirke, men i 1702 købte ægtefælle Sophie det nordre tårnkapel i Aarhus Domkirke, og i 1704 stod Marseliskapellet færdig, hvorefter Constantin Marselis blev overflyttet og gravlagt i Aarhus Domkirke sammen med Sophie Carisius i 1706. Senere fik Peter Rodsteen plads i gravkapellet (1714).

 

Wormfamilien: Købmænd, borgmestre og rådmænd

Wormfamilien (1572), Aarhus Domkirke, Det wormske familieepitafium, søndre sideskib

Kirkens ældste borgerlige mindetavle er epitafiet over en markant slægt i Aarhus, Wormfamilien.

Kirkens ældste borgerlige mindetavle er epitafiet over en markant slægt i Aarhus, Wormfamilien. Epitafiet med dets familieportrætter vidner om borgerstandens stigende selvbevidsthed og forberede muligheder over for den hidtil dominerende adel. Købmænd, borgmestre, embedsmænd og håndværkere vinder indflydelse i landets købstæder. Adlen trækker sig tilbage til herregårdskirkerne i takt med at borgerstanden indtager bykirkerne, hvad Aarhus Domkirke er et forbilledligt eksempel på med de talrige borgerlige gravminder.

Mindetavlen over Wormfamilien består af en midttavle med to fløje. I det store billede i midten knæler den wormske familie i et landskab, hvor Kristus kommer til syne for at dømme alle. En engel skiller folk i to grupper ud fra den typiske forestilling, der siger, at nogle skal i himlen, mens andre skal i helvede. En djævel forsøger da også at drive en flok mod højre, men der vises intet helvede for familien. Til venstre knæler otte mænd, blandt dem Steven Worm (død 1567) med to gejstlige sønner og overfor ses hustruen, Anne, med to børn.

Nedenunder er familiemedlemmernes navne angivet på en mindeplade. På fløjtavlerne våger ægtepar over en afdød med to indskrifter. I venstre side hedder det: ”Alle dødelige er underkastet det vilkår at skulle dø, og de kan ikke udlade at ville, hvad den almægtige har bestemt uundgåeligt”. På den højre fløjtavle lyder indskriften: ”Efter mennesket ormen, efter ormen stank og gru. Således forvandles hvert menneske til noget ikke-menneskeligt”. Det wormske familieepitafium betoner menneskets afmagt og beskyttelsen hos Gud. Dødens uundgåelighed understreges, men midt i det håbet om nyt liv for familien i et landskab med Kristus.

Wormfamilien var gennem århundreder knyttet til Aarhus som købmænd, borgmestre, rådmænd og videnskabsfolk. Familien kom oprindeligt fra Holland, men måtte flygte på grund af tro, da familien var calvinister og blev forfulgt af den katolske kirke. Familien slog sig derfor ned i Aarhus, hvor den satte præg på byens udvikling og historie. Ole Worm gik f.eks. på Katedralskolen og rejste derpå til calvinske uddannelsesinstitutioner i Europa, Marburg og Strasbourg. Senere virkede Ole Worm som læge i Paris og England samt professor i medicin på Københavns Universitet. Og han et godt eksempel på, at borgerslægterne erstattede den gejstlige og adelige magt. Kapitalen og dannelsen udgik nu fra de rige borgere. Det var dem, som satte mindetavler op i kirken og bestemte i byen.   

 

Mikkel og Søren Mikkelsen Malling: Borgmester og bror

Mikkel Mikkelsen Malling (1638-1701), Aarhus Domkirke, Dobbeltepitafium 1682-83, nordre koromgang

Dobbeltgravmæle fra 1682-83 af to ægtepar, brødrene Mikkel og Søren Mikkelsen Malling med deres hustruer.

Dobbeltgravmæle fra 1682-83 af to ægtepar, brødrene Mikkel og Søren Mikkelsen Malling med deres hustruer. De to ægtepar mindes på to ovale portrætter. Begge ægtepar knæler på puder. Bemærk portrætternes forskellige udtryk. Kvinden til venstre har ældre ansigtstræk og er iklædt en mere enkel kjole end hustruen til højre, som ser yngre ud i en kjole pyntet med sløjfer, røde farver, halskæde og fyldigt hår under hatten. Alle fire personer forsøger at udvise den rette fromhed. 

Mikkel Mikkelsen Malling var borgmester i Aarhus og skænkede kirken flere betydelige gaver, bl.a. dåbsfadet fra 1697 som stadig benyttes til søndagens højmesse og dåbsgudstjenester. Borgmesterens gave er et udtryk for, at det i barokken blev borgerstanden, som skænker inventar til kirken. Fremover var det de rige borgere, hvis navne og slægter mindedes i byens største kirke. Og borgmester Mikkel Malling havde så anseelig en position i byen, at han ikke alene bekostede sit eget gravminde, men også sørgede for at eftertiden huskede broderen, Søren – og naturligvis ægtefællerne. Tilmed skænkede borgmester Mikkel Mikkelsen Malling og hustru et dåbskapel, som fra 1697-1870 var placeret i søndre sideskib foran den nuværende Landemodesal.

Fotograf: Ib Nicolajsen, 2021, Aarhus Stadsarkiv.