Ugens Aarhushistorie: I uniformen for Aarhus og Danmark

Foto: Gruppebillede af Aarhus Amts Rekylkorps ved Høegh Guldbergs Gades Kaserne i 1914, to år efter dannelsen. Den Gamle Bys billedarkiv, 1914.

Fremgang for frikorps i usikre tider

I årene op til 1. Verdenskrigs udbrud i 1914 var, der mange tegn på, at de europæiske stormagter ville ty til fysisk handling i forsøget på at udrede de indviklede magtforhold. Den usikre fremtid betød, at lokale kræfter i flere danske byer gik sammen for at skabe lokale frikorps af frivillige til at bistå ved et potentielt krigsudbrud i landet. Med forbillede i det københavnske ”Korps Westenholz” oprettedes derfor rekylkorps i hele landet.

Rekylkorpsene havde taget navn efter den berømte rekylriffel, hvis store fordel var, at den kunne affyre 250 skud i minuttet med stor træfsikkerhed. Udstyret med sådan en riffel forudså man, at man ville kunne standse en fremrykkende fjende og forsvare sin by. Det helt store formål med oprettelsen af disse korps var således at støtte den danske hær, og fungere som et ekstra led i forsvaret af nationen. Fædrelandskærligheden blomstrede i disse år og hos et lille folk som danskerne fandtes stor tiltro til, at rekylriflen var et virksomt forsvar i tilfælde af krig indenfor landets grænser.

Aarhus i uniformen

I Aarhus lod man sig ikke stå tilbage for de øvrige danske byer, og i forsommeren 1912 var det tid til at aarhusianske frivillige også skulle trække i uniformerne. På et møde i Risskov mødte grundlæggeren af Korps Westenholz, Aage Westenholz, en snæver kreds af aarhusianere, der havde til hensigt at danne et rekylkorps i Aarhus. Ved foredrag og skydeforsøg blev de indbudte gæster så overvældet af omstændighederne, at det blev enstemmigt vedtaget at indsamle penge til oprettelsen af et fuldt udrustet korps af passende størrelse for Aarhusegnen. Det tog godt to måneder at få indsamlet nok penge til, at man kunne stable et korps på ca. 60 mand på benene.

Det var hovedsageligt unge mænd over 20 år, som ikke allerede skulle melde sig under fanerne i tilfælde af mobilisering, der opfordredes til at melde sig til det nye korps. De unge mænd skulle først igennem en session med lægetjek, før de kunne kalde sig selv for rekylkorpsmænd. Uniformen, som de menige fik udleveret, var for en tid udstillet i Magasin du Nords store vinduesspartier ved Immervad. Blev de menige fristet til at iklæde sig uniformen, der var præget med bogstaverne AAR på skjorteflippen eller uniformskasketten, udenfor korpsets virke var det ganske tilladt, og man opfordredes ligefrem til at påføre sig uniformen ved festlige lejligheder. Udover uniform, gevær og andet udstyr fik hver enkelt menig stillet en cykel til rådighed, og cykelhandler Andersen på Nørregade fik derfor en ekstraordinær stor ordre, da der skulle bestilles 60 cykler af dansk fabrikat til korpsets mænd.

Nationale strømninger på gaden og i sangtekster

Ganske få måneder efter oprettelsen af rekylkorpset, blev der på melodien ”I Natten Klam og Kold” skrevet en tekst omhandlende Aarhus Amts Rekylkorps virke. I sangen blev der fyret godt op under de nationalromantiske kedler, og der udstråledes et åbenlyst engagement for forsvaret af nationen. Ved en sammenkomst i selskabet ”Polyhymnia” i Kannikegade i midten af november 1912 var korpsets medlemmer forsamlet til taler og sang, og til den nye march blev lyrikken sunget under stor begejstring. Glæden for korpsets tilstedeværelse kom til udtryk ved den store beundring for korpsets uniformsklædte medlemmer, når de gik på gaden til og fra øvelser. I det hele taget var tiden op til 1. Verdenskrig præget af nationale strømninger, og lysten til at ville ofre sig selv i forsvaret af Danmark fik mange unge mænd til at melde sig til denne type korps. I december 1912 fandtes således ca. 18 rekylkorps i Danmark.

Første Verdenskrig brød ud i 1914, men Danmark forholdt sig neutral og deltog ikke i egentlige krigshandlinger hvilket betød, at Rekylkorpsene i deres passive egenskab nøjedes med at afholde øvelser og deltage i stævner og parader. Efter fredsslutningen for 1. Verdenskrig mistede rekylkorpsene i bund og grund deres eksistensgrundlag, og efter 1921 fandtes kun Aarhus Amts Rekylkorps vest for Storebælt.

I 1927 var den sidste mand trukket i uniformen, efter man i seks år ikke havde foretaget yderligere rekrutteringer. De betydelige udgifter ved at holde et korps kørende medførte dårlige tider, og det blev derfor besluttet af den sidst fungerende chef for Rekylkorpset, Grosserer Tørring, at den 15. oktober 1927 skulle være sidste dag for Aarhus Amts Rekylkorps. Med forsvarsloven af 1937 blev alle rekylkorps nedlagt, som følge af det ved lov vedtagne forbud mod private sammenslutninger udøvende militær virksomhed. Det var først i årene efter Anden Verdenskrig at Danmark igen fik et lignende militært organ da Hjemmeværnet blev til.