Ugens Aarhushistorie: 40 år med hiv i Danmark

Billede: World AIDS Day i Ridehuset 1. december, 1993. Her var der både underholdning og undervisning. Fotograf Axel Schütt, 1993, Aarhus Stadsarkiv.

På onsdag, den 1. december, er det World AIDS Day, hvor man verden over tænder lys for aids-ofrene og retter et øget fokus mod hiv/aids. World AIDS Day blev afholdt første gang i 1988, og i år er det med temaet: ”End inequalities. End AIDS” (Sæt en stopper for uligheder. Sæt en stopper for aids). I denne uge har Aarhus Stadsarkiv derfor talt med to aarhusianere, hvis liv på hver deres måde er blevet formet af hiv/aids.

Et liv med hiv

Tinne Vivi Laursen startede i 1987 som frivillig ved AIDS-info i Aarhus, hvor hun sammen med en række andre frivillige på bedste vis forsøgte at besvare hiv- og aids-relaterede spørgsmål, når smittede og pårørende ringede til dem. Foruden at være psykoterapeut og uddannet socialrådgiver har Tinne siden 1996 arbejdet som hiv-rådgiver ved infektionsmedicinsk afdeling i Skejby. Alle hiv-positive, der et tilknyttet afdelingen på Aahus Universitetshospital, har på et eller andet tidspunkt talt med Tinne – og det er ofte hende, der er med til at fortælle de dårlige nyheder: ”Til trods for at vi er kommet så meget længere siden midten af 90’erne, så falder verden stadig sammen for patienterne, det splitsekund jeg fortæller dem, at de er hiv-positive.”

I 1986 valgte Henning Jørgensen Sællænder at lade sig teste for hiv, og dengang var det også Tinne, der var med til at give svaret, da hun var tilknyttet aids-ambulatoriet på Marselisborg Hospital. ”Jeg fik en positiv test, og det var egentlig ikke så sjovt i 1986, for det var lig med, at man ville dø”, fortæller han, imens han sidder ved siden af Tinne. Henning døde ikke, men blev reddet på målstregen i 1997, da han blev tilbudt den nye kombinationsbehandling, der gjorde det muligt at få hans hiv i bero.

Sammen var Tinne og Henning med til at stifte AktHIVhuset i Vestergade i 1990, en sammenslutning af AIDS-info og HIV-positivgruppen i Aarhus. AktHIVhuset blev stillet til rådighed af Aarhus Amt og fungerede ikke kun som mødested for hiv-positive og pårørende, men også som base for den store frivillige indsats for at oplyse aarhusianere og oplandet om hiv og aids – det var der brug for.

Oplysning var førsteprioritet

”I starten af 1990, der blev vi enige om i hele Danmark, at vi ville satse på arbejdspladserne”, fortæller Tinne. Der var stadig mange arbejdspladser, hvor der var mangelfuld, hvis ikke direkte fejlagtig information om, hvad hiv og aids var, og hvordan det smittede. ”På nogle arbejdspladser havde man lavet et toilet specielt til dem, der var smittede,” fortsætter hun.

Henning endte selv med at sige sin stilling op på et plejecenter, efter en kollega og en beboer var blevet bange for, at han ville smitte dem. Selv på hospitalerne kendte personalet ikke alle nok til, hvordan hiv smitter, siger han: ”Der var en vits om, hvad man fik, når man blev indlagt på hospitalet: En pandekage, for så kunne man skubbe den ind under døren.” Gartnere og anlægsarbejdere ved Marselisborg Hospital undgik også at røre ved døre, som de hiv-positive patienter brugte, når de skulle til undersøgelser.

En stor del af AktHIVhusets arbejde gik med denne oplysning, og Aarhus Amt etablerede i 1988 en ordning, hvor ’nøglepersoner’ blev sendt til ekstrauddannelse – skoleledere, hjemmesygeplejersker, gymnasielærere osv., så de kunne komme tilbage til deres arbejdspladser og hjælpe deres kollegaer med at forstå hiv og aids bedre. Men så stoppede folk med at dø: ”1996-97, da der ikke længere kom lig på bordet, så stoppede det meste af informationen og pengene til hiv og aids,” erindrer Henning. Dækningen af hiv/aids forsvandt næsten som dug for solen, og gennem årene er virussen langsomt gledet ud af folks bevidsthed.

Stigmatiseringen hænger ved

Nu er der gået 25 år med kombinationsbehandlingen. ”Det er ikke alt, der har ændret sig,” siger Henning. “Overlevelsen har – men man skal tage en dyb indånding, når man siger, man er hiv-positiv, for man kan stadig risikere, at folk rykker en meter væk.” Tinne og Henning er enige om en af årsagerne: ”Det er stigmatiseringen, det handler om, og det handler om, at man er smittet seksuelt,” siger Henning, og Tinne fortsætter: ”Når vi ikke kommer det med seksualiteten til livs, så er der svært at bryde stigmata.”

Under epidemien var det ikke en ualmindelig holdning, at særligt bøsserne selv var ude om det – de kunne jo bare stoppe med at have sex. I Århus Stiftstidende 1. april 1987 skrev læge og psykiater Mogens Milfeldt fx, at i forhold til aids skulle læger anbefale monogami, helst kun én partner gennem hele livet. Og desuden, at ”analt samleje og oral sex må frarådes og anses som uhygiejnisk.” Ifølge Tinne er det heldigvis sjældnere, at man møder den slags holdninger i dag, men hun ser stadig spor af det, særligt når det kommer til noget af den nyeste forebyggelse mod hiv – PrEP. PrEP er en pille man kan tage dagligt for at være 99% garanteret ikke at blive smittet med hiv og anbefales til folk i risikogrupper, for eksempel transpersoner, og mænd der har sex med mænd. For at få denne medicin på hospitalet skal man henvises af enten egen læge, eller af Checkpoint, drevet af AIDS-Fondet – og her mener Tinne, at det går galt: ”Nogle af de praktiserende læger vil ikke henvise mænd, der har sex med mænd, fordi de bare kan bruge nogle kondomer.”

PrEP er stadig relativt nyt, og dermed også dyrt, men det har for første gang i næsten 20 år formået at sænke antallet af nye hiv-positive i Danmark, der ellers har ligget stabilt på 200-300 om året, lige meget hvad man har gjort. Tinne siger også, at der måske er ny medicin mod hiv på vej, der kan tages som sprøjte hver anden måned – i dag skal man tage en pille dagligt hele livet, hvis virussen skal holdes i ro. Henning, der startede ud med at skulle indtage medicin fem gange dagligt på nøje planlagte tidspunkter, har kun én ting at sige til den nyhed: ”Det lyder fantastisk.”

Læs mere om AktHIVhuset på AarhusWiki her.