Gå til hovedindhold

Nyt i AarhusArkivet

AarhusArkivet er Stadsarkivets arkivportal på nettet.
Her kan du se registreringer af tusindvis af arkivalier, der omfatter alt fra små private fotosamlinger til det store kommunearkiv.
Selv om det har været sommerferie, er der henover sommeren blev tilgængeliggjort mange nye spændende arkivalier i AarhusArkivet. Her kan du se en oversigt over nogle af de ting, der er kommet online de sidste to måneder.

Indhold

    Billeder fra familiealbummet

    På AarhusArkivet har vi for nyligt uploadet lidt blandede billeder fra et familiealbum med billeder fra både fodbold i Skæring til elefanter i zoologisk have.

    Billede: Dyrepasser Ingvard P. Larsen stående foran to elefanter i Aarhus Zoologiske Have. Fotograf Edith Larsen, ca. 1955, Aarhus Stadsarkiv.

     

    Byen rundt anno 2019

    I denne billedserie kommer vi over 75 billeder byen rundt i 2019 med nybyg og byens gamle bygninger.

     

     

    Billede: Bygning under opførelse ud mod Vester Allé og Mølleparken. Fotograf Phillip Fangel, 2019, Aarhus Stadsarkiv

     

    Fotografier fra arkivets husfotograf

    Ib Nicolajsen er frivillig ved Stadsarkivet som husfotograf. Ib tager løbende billeder, der kan bruges i diverse formidlingsprojekter og til at dokumentere byens udvikling. Ib afleverer løbende billeder til Stadsarkivet, og denne gang er det billeder fra nogle af kirkerne i Aarhus Kommune, der er blevet uploadet til AarhusArkivet.

     

    Billede: Borum Kirke. Fotograf Ib Nicolajsen, 2021, Aarhus Stadsarkiv

     

    Stadsarkitektens Kontor

    Arkivet fra Stadsarkitektens Kontor indeholder diverse materiale fra kontorets utællelige projekter gennem årene. Mange registreringer og billeder findes allerede ude på AarhusArkivet, som nu er blevet opdateret med billeder fra blandt andet byens skoler.

     

    Billede: Rosenvangskolen med børnehaveklassebygningen i forgrunden. Stadsarkitektens Kontor, 1980, Aarhus Stadsarkiv.

     

    Stadsingeniørens Kontor

    Lige som Stadsarkitektens Kontor indeholder arkivet fra Stadsingeniørens Kontor billeder, kort, tegninger og diverse andre dokumenter fra kontorets virke i Aarhus. For nyligt er flere billeder blevet lagt online.

    Billede: Ringgadebroen under konstruktion. Set fra sydvest. Stadsingeniørens Kontor, ca. 1937, Aarhus Stadsarkiv.

     

    Aarhus Stadsarkiv har digitaliseret en række kilder og publikationer, som er væsentlige bidrag til byens historie. Materialerne kan allerede nu tilgås på Aarhusarkivet.dk.

     

    Ejendoms- og byudviklingshistorie

    Tre væsentlige kilder til ejendoms- og byudviklingshistorien er nu tilgængelig på aarhusarkivet.dk

    Det drejer sig om bygningsanmeldelser til Bygningskommissionen, bygningsjournaler fra Bygningsinspektoratet og fortegnelse over forandringer i matriklen, som Markvæsenet har ført.

    Alle væsentlige bygningsændringer både ny- og ombygninger samt udstykninger skulle bygningsejer anmelde til Aarhus Kommunes Bygningskommission. Hver anmeldelse blev journaliseret fortløbende.

    Bygningskommissionen var nedsat af byrådet og skulle godkende opførelse og istandsættelse af bygninger i kommunen. Bygningskommissionen underrettede herefter Aarhus Kommunes Bygningsinspektorat, som noterede anmeldelserne numerisk op i bygningsjournalerne med reference til det nummer bygningsanmeldelsen fik. Bygningsinspektoratet stod for den byggetekniske behandling af anmeldelsen og fulgte herefter byggeriet frem mod dets afslutning.

    Bygningsanmeldelserne fra Bygningskommissionen dækker perioden 1886-1913 mens bygningsjournalerne fra bygningsinspektoratet dækker perioden 1896-1970.

    Af markvæsenets fortegnelse kan man følge udstykningen af parceller i Aarhus. Fortegnelsen er ført pr. matrikel og årgangsvis. Det vil sige, at man slå op på matrikelnummer, hvor ejeren er opført, og kan se, hvilket nye matrikelnumre og ejere, som udstykningen har fået. Heri kan man altså løbende følge, hvor i byen der blev udstykket og bygget nyt, og hvem der lod husene opføre.

     

     

     

    Forhandlingsprotokoller fra Udvalget for Skovvæsenet

    Udvalget for Skovvæsenet var nedsat af byrådet og havde ansvar for kommunens skovområder, herunder Marselisborgskovene og Riis Skov. Forhandlingsprotokollerne fra udvalget indeholder dokumentation for udvalgets mange beslutninger. Sagerne var mange og forskellige og spændte fra ulovligt opførte bådskure til den mere overordnede drift af skove og de tilhørende kommunale restaurationer.

    Forhandlingsprotokoller fra Udvalget for Skolevæsenet

    Udvalget for Skolevæsenet var nedsat af Aarhus Byråd. Udvalget havde det politiske ansvar for driften af kommunens folkeskoler – herunder skolebyggerier, personaleforhold og bevilling af tilskud til forskellige skolerelaterede aktiviteter. Man kan følge den kommunale folkeskoles udvikling fra midten af 1800-tallet og frem til begyndelsen af 1900-tallet – altså i en periode, hvor byen voksede eksplosivt og hvor skolerne i Valdemarsgade, Frederiks Allé Ny Munkegade og Christiansgade alle blev indviet.

    Århus Kommune Stadsingeniørens Kontor 1869-1994 125 års jubilæumsskrift

    Et jubilæumsskrift udgivet i anledningen af Stadsingeniørens Kontors 125-års jubilæum. Stadsingeniøren varetog opgaver af teknisk karakter, som blandt andet vedrørte byens gader og brolægning samt belysning, vand og kloak. I jubilæumsskriftet skildres kontorets historie, og man kan nu se en digital udgave på AarhusArkivet.

    Aktstykker vedkommende Staden og Stiftet Aarhus bind 1-3 (samlet udgave)

    Publikation oprindeligt fra 1846 med samling af diverse skrivelser omhandlende byen Aarhus fra begyndelsen af 1400-tallet og frem til bogens udgivelse. I denne udgave af kildesamlingen er tre bind samlet som et værk, og alle skrivelserne som figurerer heri, er samlet af J. R. Hübertz. Man kan nu se en digital udgave på AarhusArkivet.

    Manuskripter omhandlende hotel-, pensionats- og restaurationslivet i Aarhus

    Historiker John W. Oldam var gennem en længere årrække ansat ved Erhvervsarkivet i Aarhus. Her arbejdede han på en større undersøgelse af hotel-, pensionats- og restaurationslivet i Aarhus med fokus på mellemkrigstiden. Resultatet af undersøgelsen findes i flere manuskripter, som nu kan tilgås digitalt på AarhusArkivet.

     

     

     

    Sidst opdateret: 9. januar 2024