Gå til hovedindhold

Ugens Aarhushistorie: Marselisborgkvarteret og de mange stiftelser

Aarhus Kommune er godt i gang med en ny gennemgang af bevaringsværdige bygninger. Der skal laves vurderinger af alle ejendomme fra før 1970, 41.000 bygninger i alt. Det store register skal anvendes til at værne om det bevaringsværdige Aarhus, så vi kan udvikle byen i balance mellem nyt og gammelt. Det er Magistratsafdelingen for Teknik og Miljø, der står for det store arbejde. Stadsarkivet bidrager blandt andet til projektet med beskrivelser af de enkelte områder i kommunen. I den forbindelse fortæller Stad

Indhold

    Billede: Filtenborgs Stiftelse i Aarhus til Fordel for trængende Handlende og Haandværkere på Birketinget. Fotograf Emil Andersen Ebbesen, 1925, Den Gamle By.

    Da Aarhus trådte ind i 1920’erne, havde Marselisborgkvarteret allerede udviklet sig til et liebhaverkvarter. Der gik dog ikke lang tid, før byens rigeste personer fik nye naboer, som ellers kunne risikere at ende på fattiggården eller i armod. Selvom der i 1891 var blevet indført en statslig alderdomsunderstøttelse tildelt efter “trang”, var det stadig svært for mange at få pengene til at slå til, når de var blevet for gamle eller for nedslidte til at være på arbejdsmarkedet. Ude på landet boede ældre ofte på aftægt efter at have overdraget gården til en ny generation. Inde i byen var både pengene og lejlighederne ofte små, og de yngre generationer havde hverken plads eller råd til at have deres gamle forældre boende. Mange ældre havde derfor svært ved at klare huslejen, når de trådte ud af arbejdsmarkedet. Det samme gjorde sig gældende for enker, der som regel havde været afhængige af deres mands indkomst. I den forbindelse spillede stiftelser en stor rolle, blandt andet ved at råde over ejendomme med billige eller sågar gratis lejligheder. Flere af sådanne stiftelser blev også opført i Marselisborgkvarteret.

     

    Urgrossererens friboliger

    Det lange navne ”C.G.F.s Stiftelse i Aarhus til Fordel for trængende Handlende og Haandværkere” – i daglig tale blot ”Filtenborgs Stiftelse” – dækker over en smuk murstensbygning, der strækker sig over adresserne Birketinget 2-4.

    Bygningen er tegnet af arkitekt Carl Vilhelm Puck, der i Aarhus står bag flere af byens store karréejendomme fra perioden. Initialerne C.G.F dækker over urgrosserer og etatsråd Christian Gøtzsche Filtenborg, der døde i 1919. Filtenborg var i perioder byens rigeste mand, men han døde barnløs, og hans store formue samt hans kæmpe villa på hjørnet af Chr. Filtenborgs Plads og Strandvejen blev testamenteret til et legat, der blev oprettet i 1922. Filtenborg havde i sit testamente dikteret, at dele af legatet skulle bruges til opførelse af en stiftelse med friboliger til trængende handlende og håndværkere. Som dikteret så gjort. På en grund stillet til rådighed af kommunen blev stiftelsen indviet i april 1925 med ni treværelses og ni toværelses lejligheder samt en lille forsamlingssal indrettet i kvisten over 2. sal. En enkelt af lejlighederne var reserveret til stiftelsens inspektør, men resten af lejlighederne blev uddelt som friboliger til blandt andre ældre urmagersvende, tidligere handlende, håndværkere og deres efterladte.

    Gennemsnitsalderen på de nyindflyttede beboere i 1925 var på 67 år, hvor urmager Basses hjemmeboende datter, Vilhelmine, på 23 år trak gennemsnitsalderen gevaldigt ned. Derudover boede der i ejendommens første år en forhenværende snedkermester, en forhenværende bagermester, to forhenværende købmænd, fem enkefruer og to frøkener på henholdsvis 72 og 80 år. Fire havde en årlig husleje på mellem 200 og 300 kr., mens resten havde enten en legat- eller en fribolig. I 1933 boede samtlige beboere gratis i ejendommen.

     

     

    Ensomme Gamles Vel

    De fleste, der har taget vandreturen ud til stadion på kampdage, har nok lagt mærke til en rød murstensejendom på hjørnet af Stadion Allé og Marselis Boulevard. ”Ensomme Gamles Vel Frederiksbjerg” står der på bygningen. Bag bygningen står en forening, der blev oprettet i 1918 med det formål at gavne og glæde ensomme, gamle mennesker. I slutningen af 1920’erne ansøgte foreningen Aarhus Byråd om en grund til opførelse af en stiftelse med praktiske og hyggelige lejligheder, da mange ældre boede alene i fugtige kældre eller i vanskeligt tilgængelige kvistlejligheder. En dertil oprettet byggefond kunne efter flid og påpasselighed fremvise 20.000 kr. i opsparing til grundlag for et boligprojekt. Ved et gavebrev af 23. november 1928 fik man skænket den 1.500 kvadratmeter store grund. Arkitekt Carl. E. Jensen tegnede bygningen, og 9. april 1929 fandt grundstensnedlæggelsen sted. Bygningen, der er af røde håndstrøgne sten, indeholdt ved opførelsen 16 etværelses lejligheder. I kælderetagen var der et stort mødelokale med garderobe, kontor og køkken. I den omkringliggende have var der to lindelysthuse og bænkepladser. Huslejen i 1933 lå her på mellem 240 kr. og 600 kr. årligt.

     

    Billede: Ensomme Gamles Vel på Stadion Allé. Fotograf Børge Venge, 1954, Aarhus Stadsarkiv.

     

     

    Borgerforeningens Stiftelse 

    Lige over for Ensomme Gamles Vel, på modsatte hjørne af Stadion Allé og Marselis Boulevard, ligger en anden smuk ejendom opført i røde mursten. Bygningen blev opført som stiftelse i 1929 af Aarhus Borgerforening. Ligesom ved Filtenborgs Stiftelse stillede Aarhus Kommune en byggegrund til rådighed, og også her blev Carl Vilhelm Puck brugt som arkitekt. 25. april 1929 var der grundstensnedlæggelse, men grundet kulde og blæst varede begivenheden kun ganske få minutter. En zinkkasse indeholdende følgende verselinjer forfattet af sekretæren, fabrikant Birch, blev nedlagt ved den korte højtidelighed: "Saa Lægger vi da dette Hus, nær Søens Blaa og Skovens Brus, som Ly for gamle Mænd og Kvinder, til værn for milde Aftenminder."

    Ejendommen blev opført i tre etager med 12 etværelses lejligheder og seks toværelses lejligheder med alkove og køkken. Lejlighederne skulle som udgangspunkt kun udlejes til medlemmer af Borgerforeningen, men det var også oprindeligt hensigten, at enkelte lejligheder skulle være friboliger. Et kig i byens skattemandtalslister viser dog, at der blev betalt husleje i alle lejlighederne. Beboersammensætningen var mere blandet her end ved Filtenborgs Stiftelse. Flere beboere var stadigt i arbejde, og aldersfordelingen var mere spredt. I 1933 lå huslejen mellem 325 kr. og 595 kr. om året.

     

     

    Aarhus Murermesterforenings Stiftelse

    Som nabo til Borgerforeningens stiftelse med adresse på Stadion Allé 46-48 ligger en lignende rød murstensejendom, og også denne er opført som stiftelse; nemlig Aarhus Murermesterforenings Stiftelse. Ejendommen er tegnet af arkitekt Povl Stegmann, der i Aarhus har står bag mange villaer og beboelsesejendomme. I 1944 fik hans karriere en tragisk ende, da han blev skudt og dræbt af den danske nazist Kaj Henning Bothilsen Nielsen fra den berygtede Petergruppe.

    Murermesterforenings Stiftelse stod færdig i 1930 og fungerede som en selvejende institution, oprettet med det formål at understøtte værdige trængende medlemmer af Aarhus Murermesterforening eller disses enker og børn. Så selvom navnet ellers kunne tyde på det, var det langt fra kun personer fra murerfaget, der kunne få bolig her. Her boede eksempelvis i 1933 både en syerske, en kontorist, en maskinassistent, en reklamechef, og en dekoratrice. Huslejen svingede fra alt til 200 kr. til 825 kr. om året.

    Billede: Aarhus Murermesterforenings Stiftelse på Stadion Allé 46-48. Hammerschmidt Foto, 1955, Den Gamle By.

     

     

    De fire stiftelser er ikke de eneste af deres art i Marselisborgkvarteret. Langs Marselis Boulevard ligger yderligere tre ejendomskomplekser, der blev opført af stiftelser. I 1932 kunne Hustømrernes Stiftelse og Enkekasse på Marselis Boulevard 53-63 indvie deres nye ejendom med billige boliger til medlemmer. To år senere var det Murersvendenes Stiftelse og Enkekasse, der på nr. 81-89 kunne indvie deres nye ejendom. Boligerne her fungerer i dag som almennyttig boligorganisation og har 54 lejemål. Samme år kunne også Smede og Maskinarbejdernes Fagforenings Stiftelse byde nye beboer velkommen til deres nye lejligheder på hjørnet af Jyllands Allé med adresse på Jyllands Allé 23-33.

    Billede: Indvielse af Murersvendenes Stiftelse 7. oktober 1934 på Marselis Boulevard 81-89. Blandt de fine herrer ses blandt andre arkitekt Puck. Fotograf Aage Fredslund Andersen, 1934, Den Gamle By.

     

     

     

    Sidst opdateret: 9. januar 2024