Gå til hovedindhold

Nyt på AarhusArkivet

AarhusArkivet er Stadsarkivets arkivportal på nettet. Her kan du se registreringer af tusindvis af arkivalier, der omfatter alt fra små private fotosamlinger til det store kommunearkiv. AarhusArkivet bliver løbende opdateret med arkiver i alle størrelse og formater. Det sidste stykke tid er der blevet lagt registreringer og digitale billeder fra blandt andet De Forenede Bylivshuse, pressefotografier fra Århus Stiftstidende, etablering af Mindeparken og meget andet online på AarhusArkivet.

Indhold

    Billede: Aarhus Brandvæsen i færd med at slukke en brand på Ceres i juni 1982. Fotograf Leif Thomsen, 1982, Aarhus Stadsarkiv.

     

    Leif Thomsen

    Amatørfotograf Leif Thomsen har gennem flere årtier dokumenteret byudviklingen i Aarhus. I disse to fotoserier følger vi byens udvikling fra 1980’erne til 2000’erne med alt fra brand på Ceres til udvidelse af Åhavevej.

    Se første del af billederne på AarhusArkivet

    Billede: Omdannelse af indfaldsvejen Åhavevej set mod højhusene på Langenæs. Fotograf Leif Thomsen, 1994, Aarhus Stadsarkiv.

    Se anden del af billederne på AarhusArkivet

     

    Mindeparken

    For nylig har Stadsarkivet modtaget og digitaliseret 170 billeder fra Mindeparken. Billederne blev afleveret af Magistraten for Teknik og Miljø og dokumenterer Mindeparkens, Rømerhavens og Marselisborgmonumentets tilblivelse.

    Billede: Marken, hvor Mindeparken senere blev anlagt, med Donbækhusene midt i billedet og Marselisborg Slot i baggrunden. Fotograf Emil Andersen Ebbesen, ca. 1922, Aarhus Stadsarkiv.

    Se billederne fra Mindeparken på AarhusArkivet

     

    Postbilleder fra Århus Stiftstidende

    Over 370 ”nye” registreringer og digitale billeder fra Århus Stiftstidendes arkiv er for nyligt blevet lagt på AarhusArkivet. Billederne stammer fra kategorien Postvæsen 1970-2000, hvor vi blandt andet kommer med Stiftens pressefotografer forbi byens mange i dag forsvundne posthuse.

    Billede: Kø ved postekspeditionen på posthuset i Kannikegade. Fotograf Børge Venge, 1971, Aarhus Stadsarkiv.

    Se postbillederne på AarhusArkivet

     

    De Forenede Bylivshuse

    De Forenede Bylivshuse er en række mødesteder organiseret under Innovation og Medborgerskab. Ved bylivshusene er der blandt andet fokus på lokalområdet, bæredygtighed og biodiversitet. For nyligt har Stadsarkivet modtaget billeder fra fire af bylivshusene fotograferet af Gert Medom.

     

    Kirketorvet 10

    Billede: Bylivshuset K10 på Kirketorvet 10 i Tranbjerg får nyt indgangsparti. Fotograf Gert Medom, 2022, Aarhus Stadsarkiv.

    Se billeder fra K10 på AarhusArkivet

     

    Domen

    Billede: Foreningen ”Byen Blomstrer” planter stiklinger bag Domen i foråret 2021. De har som forening søgt Merkurfonden om støtte, og da bevillingen gik igennem, kunne de indkøbe 2400 stiklinger. Fotograf Gert Medom, 2021, Aarhus Stadsarkiv.

    Se billeder fra Domen på AarhusArkivet

     

    Omdrejningspunktet

    Billede: ”Lampen” og ”Omdrejningspunktet” på Rundhøj Torv. De er efter projektets afslutning genbrugt af Aarhus Volume under Ringgadebroen. Fotograf Gert Medom, 2018, Aarhus Stadsarkiv.

    Se billeder fra Omdrejningspunktet på AarhusArkivet

     

    Samlingspunktet

    Billede: Bylivhuset ”Samlingspunktet” på Skæring Hedevej ved føtex. Fotograf Gert Medom, 2021, Aarhus Stadsarkiv.

    Se billeder fra Samlingspunktet på AarhusArkivet

     

    Behandlingshjemmet Bøgholt

    Aarhus Stadsarkiv har modtaget et mindre udpluk af Behandlingshjemmet Bøgholts arkiv.

    Behandlingshjemmet Bøgholt lå på Grøndalsvej 65 i Viby. Hjemmet blev opført i 1960-61, som et af statens såkaldte opdragelseshjem, hvor utilpassede børn og unge kunne anbringes.

    I 1970'erne overgik Behandlingshjemmet til Aarhus Amt og i 2007 i forbindelse med strukturreformen til Aarhus Kommune.

    På Bøgholt var der plads til 30 piger og drenge i alderen 12-16 år. Bøgholt lukkede i 2014, og bygningerne er siden hen overgået til anden aktivitet.

    Arkivet indeholder hovedsageligt dagbogsoptegnelser fra de enkelte afdelinger under Bøgholt. Materialer strækker sig fra 1980'erne frem til årtusindeskiftet.

    Se registrering af arkivet på AarhusArkivet

     

    Sidst opdateret: 15. januar 2025