Ugens Aarhushistorie: Åbyhøj – gården, der blev til en forstad

Billede: Ansatte fra Ceres går gennem Åbyhøj via Silkeborgvej som del af en gangprøve. Fotograf Børge Venge, 1957, Aarhus Stadsarkiv.

Aarhus Kommune er i gang med en gennemgang af byens bevaringsværdige bygninger. Der skal laves vurderinger af alle ejendomme fra før 1970, dvs. 41.000 bygninger i alt. Det store register skal anvendes til at værne om det bevaringsværdige Aarhus, så vi kan udvikle byen i balance mellem nyt og gammelt. Det er Teknik og Miljø, Aarhus Kommune, der står for det store arbejde. Stadsarkivet bidrager med beskrivelser af de enkelte områder i kommunen. I den forbindelse fortæller Stadsarkivet i dag historien om Åbyhøj. 

Fra Valby til Åbyhøj

Første gang Åbyhøj nævnes i lokalpressen er formodentligt i februar 1863, hvor T.E. Stabell ønskede at sælge ”Gaarden Aabyhøj i Aaby Sogn af Hartkorn 13/4 Tdr. med et Areal af ca. 15 Tdr. Land Ager og Eng af udmærket Beskaffenhed … smukt beliggende ved Silkeborg Chaussee.” Som Stabell skriver, var Åbyhøj dengang navnet på en gård, der lå på nuværende Bakke Allé 1, som han selv havde fået skødet til i 1858.

26. november 1884 blev Åbyhøj atter solgt. Denne gang var det gartner J.P. Jensen, som solgte gården til grosserer Just Ludvig Homann, der i nogle år drev kolonialforretning i Klostergade 20-22. På dette tidspunkt var Aarhus gået ind i en eksplosiv vækstperiode, og det var blevet moderne for bedre bemidlede aarhusborgere at opføre store pragtvillaer lidt uden for byen.

Homann benyttede sig af den nye byudvikling, og i 1897 begyndte han at udstykke en del af den jord, der hørte til gården til villagrunde. På de tidligere marker og enge voksede et nu kvarter omkring nuværende Bakke Allé frem med store villaer.

Det nye kvarter blev i første omgang både omtalt som villakvarteret ved Åbyhøj og Valby. I 1902 blev det københavnerinspirerede Valby droppet til fordel for Åbyhøj, der således ikke længere blot var navnet på en gård, men hele den nye bydel.

Skattely

Modsat i dag, hvor en placering langs trafikerede veje helst vil undgås, var det tidligere attraktivt at bo langs byens indfaldsveje, da det gav bedre muligheder for at drive forretning. Flere af de nye ejendomme langs Silkeborgvej blev da også anlagt med forretningsudsalg som købmandsforretningen, der åbnede i 1904 i Villa Annaly på nuværende Silkeborgvej 229, P. Sørensens slagterforretning, der slog dørene op for kunder i 1907 på Silkeborgvej 231, Aabyhøj Brugsforening på Silkeborgvej 226 (ejendommen er i dag nedrevet og udskiftet med en anden), eller grønt- og fiskeforretningen på Silkeborgvej 251, der åbnede i 1912.

Fra 1905-1927 blev der opført 850 huse i Åby Sogn, langt de fleste af disse i det nye Åbyhøj. Gennem tiden var noget af landbruget i sognet blevet afløst af handelsgartnerier, og det var derfor ikke kun landbrugsjord, men også jord fra gartnerier, der blev til villagrunde.

Mange af de nye åbyhøjere arbejdede fortsat inde i Aarhus, men lagde med deres nye bopæl, deres skattepenge i Åbys kommunekasse. Dette faldt Aarhus Købstadskommune for brystet, hvilket blandt andet kom til udtryk i 1912, da købstadskommunen gav afslag på åbyhøjernes ansøgning om privat bilkørsel mellem Aarhus Vandværk, der lå lige vest for Ceres, og byskellet. I byrådsreferaterne fra sagen kan man blandt andet læse den senere borgmester Jakob Jensen udtale, at ”det lød noget komisk, naar der i Andragendet stod, at Byraadet forhaabentlig kunde se det heldige i, at den omliggende Egn blev knyttet saa nær som muligt til Aarhus, naar man vidste at Andragendets Underskrivere var flyttet ud til Aaby for at spare Skat til Aarhus.”

Aarhus kunne dog ikke holde åbyhøjerne helt ude, og allerede i 1903 var der blevet etableret en hestetrukken rute, der kørte fra Åbyhøj Mølle, der lå ved hjørnet af nuværende Carit Etlars Vej, til Vesterbro Torv.

Et spirende forretningsliv

De nye åbyhøjere fik dog snart rigeligt med arbejdspladser i Åby Kommune. Flere store virksomheder slog sig nemlig ned i kommunen i løbet af første halvdel af 1900-tallet. Mellem Søren Frichs Vej og Åbyvej opstod et decideret industrikvarter, hvor store virksomheder som Frichs Fabrikker lå. Men også langs Silkeborgvej ved krydset, hvor Thorsvej og Haslevej mødes, lå en række store virksomheder – heriblandt Aarhus Jernstøberi, Danish Machine Company og Åbyhøj Jernstøberi.

Den første bølge af villaveje var blevet navngivet efter træsorter, som Rønne Allé, Birke Allé og Linde Allé. Herefter blev det den nordiske mytologi, der blev grundlaget for vejnavnene, så man i dag i Åbyhøj finder veje som Ydunsvej, Odinsvej og Bragesvej. Mange af villaerne blev opført af murer- eller tømrermestre med videresalg for øje. I 1930’erne flyttede udviklingen mod vest, og i dette område blev det danske digtere og forfattere, som C.A. Thyregod, Henrik Hertz og Oehlenschläger, der kom til at lægge navn til vejene.

I slutningen af 1930’erne blev der også opført nogle etageboliger – dog i et begrænset omfang.

Med det stigende befolkningstal fulgte også servicefag og detailhandel. Udover basisforretninger som bagere, fiskehandler, slagtere og mejeriudsalg fandtes, der i 1940’erne, hvor der boede omkring 8.000 borgere i Åby Kommune, alt fra legetøjs- og radioforretninger til isboder og kaffesalon.

Billede: Åbyhøj havde tidligere flere gartnerier – heriblandt Gartneriet Flora, der lå ved hjørnet af Silkeborgvej og Haslevej i Åbyhøj. Her er der gang i forårsudplantningen i april i mistbænke. Ukendt fotograf, 1942, Aarhus Stadsarkiv.

En ny middelalderkirke

Efterhånden som Åbyhøj voksede, kom der pres på Åby Kirke, og tiden var derfor moden til endnu en kirke i Åby Sogn. Den blev opført i perioden 1942-1945 på en grund, som menighedsrådet havde erhvervet til formålet allerede i 1924. Den nye kirke blev tegnet af arkitekt Harald Lønborg-Jensen og på trods af, at Åbyhøj Kirke er en relativ ny kirke, ligner den en middelalderkirke. Dette er ikke tilfældigt, da Lønborg-Jensen lod sig stærkt inspirere af kirken ved Løgumkloster, der blev påbegyndt opført i 1200-tallet.

Da den nye kirke blev opført under besættelsen, var byggematerialer en mangelvare, og det man kunne få, var af svingende kvalitet. Spiret var således kun dækket med tagpap, så det i begyndelsen af 1970'erne blev nødvendigt at udskifte tagrytteren, idet der var råd i de bærende dele. Der var planer om at erstatte spiret med en klokkestabel, men efter en heftig debat blev dette droppet, så Åbyhøj Kirke i dag har et kobberdækket spir – ligesom søsterkirken ved Løgumkloster.

Billede: Åbyhøjs moderne middelalderkirke fotograferet fra luften i 1950’erne. Fotograf Børge Venge, ca. 1955, Aarhus Stadsarkiv.