Ugens Aarhushistorie: De tre Egå’er

Billede: Den gamle landsby Egå set fra luften i 1970’erne. Op gennem byen løber Mejlbyvej i en bue. Den lige anlagte vej til venstre er Øster Kringelvej. I midten af billedet ses Egå Kirke. Foto er taget fra sydøst. Fotograf Jens Kjeldsen, 1974, Aarhus Stadsarkiv.

Aarhus Kommune er i gang med en gennemgang af byens bevaringsværdige bygninger. Der skal laves vurderinger af alle ejendomme fra før 1970, dvs. 41.000 bygninger i alt. Det store register skal anvendes til at værne om det bevaringsværdige Aarhus, så vi kan udvikle byen i balance mellem nyt og gammelt. Det er Teknik og Miljø, Aarhus Kommune, der står for det store arbejde. Stadsarkivet bidrager med beskrivelser af de enkelte områder i kommunen. I den forbindelse fortæller Stadsarkivet i dag historien om Egå. 

Åen og landsbyen

Byen Egå deler i dag navn med åen Egå, som har sit løb lidt syd for landsbyen. Det er nærliggende at tro, at landsbyen er opkaldt efter åen, men det er ikke tilfældet. Bynavnet kender vi i en afart helt tilbage fra middelalderen, hvor det omkring 1215-24 blev stavet Echøch og i 1355 Æghw. Endelsen dengang havde ikke noget med en å at gøre, men hentydede i stedet til en høj, mens forleddet ligesom i dag hentydede til træet eg. Dermed hed Egå oprindelig Eghøj.

Egåen har sit udspring nordvest for Aarhus nær Geding og Kasted og udmunder lige syd for Egå Marina, der blev tegnet af Stadsarkitektens Kontor i 1976. På sin vej passerer Egåen gennem Egå Engsø, der blev etableret i 2006 med det primære formål at holde næringsstoffer fra at nå ud i Aarhus Bugten. Indtil da var området et drænet område, der blev brugt til landbrug. Engsøen er på ganske få år blevet et smukt naturområde, som både områdets beboer og de fredede havørne har taget til sig.

Billede: Blot tre år efter at Egå Engsø var blevet etableret blev engsøen udnævnt til årets lokalitet af Fællesrådet i Lystrup, Elsted og Elev. Fotograf Peter Thyssen, 2009, Aarhus Stadsarkiv.

Hollandsk mølle og røde tophuer

Områdets fede jord og mulighed for fiskeri i både åen og ved kysten gjorde det muligt at opretholde et forholdsvis stort indbyggertal, og i 1600-tallet bestod Egå af 18 gårde samt seks huse.

Da sognekommunerne blev oprettet i 1842 som et led i en ny administrativ inddeling af Danmark, blev Egå en del af Hjortshøj-Egå Kommune. Helt frem til 1970, hvor Hjortshøj-Egå Kommune ophørte med at fungere som selvstændig kommune, og i stedet blev en del af Aarhus Kommune, hørte Egå under Randers Amt.

I 1859 fik kommunen sin egen mølle, da Egå Mølle blev opført mellem Hjortshøj og Egå. Møllen nedbrændte i 1918, men blev erstattet af en hollandsk mølle, der blev flyttet fra den lille landsby Røved ved Mejlby. Denne mølle ligger her endnu og har i dag Djurslandmotorvejen som nabo.

I Egå havde man sin egen klædedragt, og deres udseende er beskrevet i bogen Aarhus i 1840'erne. De nævnes i forbindelse med torvedagene i Aarhus, hvor forfatteren skriver: ”Egaa-Mændene kom med deres røde uldne Tophue paa Hovedet, en kort Trøje, gulhvide Knæbuxer og en flettet Kurv med Fisk paa Ryggen.”

Egå fik vokseværk

Fra midten af 1900-tallet fandt en kraftig udstykning sted i Egå Sogn. Udstykningen skete primært langs kysten, hvor et helt nyt Egå opstod. Dette gav udslag i befolkningstallet for Egå Sogn, der også inkluderede nabobyen Skæring. I 1945 var indbyggertallet i sognet på 954. I 1965 var dette vokset til 2.636, og 1970 lød det på 5.318. Udviklingen fortsatte efter kommunesammenlægningen, så der i 1990 boede over 8.000 mennesker i Egå Sogn.

Den største udstykning fandt sted syd for Grenåvej uafhængigt af den gamle landsby, der derfor forblev nogenlunde intakt. I dag er Gammel Egå, som landsbyen også kaldes, derfor stadig hjemsted for en række fine gamle gårde.

Samtidig med at parcelhusgrund på parcelhusgrund blev udstykket, blev flere områder også udlagt til industri. Det skete både i forlængelse af Gammel Egå omkring Øster Kringelvej, og langs Grenåvej ved det ”nye” Egå.

Billede: Messingbeslag støbes hos firmaet Chas. Hansens Eft. i industrikvarteret ved Øster Kringelvej i Egå. Fotograf Jens Tønnesen, 1993, Aarhus Stadsarkiv.

Egå-planen

Inden den store udstykning langs kysten fandt sted, var der helt andre planer for området mellem landsbyen Egå og kysten. Her skulle nemlig ligge en international lufthavn, der blev markedsført som Egå-planen.

Efter 2. Verdenskrig havde Aarhus to flyvepladser, men begge lufthavne havde udfordringer. Landingsbanerne ved Kirstinesminde Flyveplads var af en sådan elendig beskaffenhed, at de ikke kunne bruges til civile flyvninger, uden der blev bevilget yderligere midler. Og det ville byrådet ikke. Tirstrup Flyveplads havde egentlig gode forhold, men den lå for langt fra Aarhus.

Derfor begyndte Aarhus Byråd at arbejde på planer for en stor bynær international lufthavn ved Egå. Planen var oprindeligt blevet introduceret i 1944, og den var både detaljeret og ambitiøs. Byrådet ønskede en lufthavn i international standard, som samtidig kunne håndtere store mængder indenrigsflyvninger. Lufthavnen skulle anlægges på et område øst for Egå by ned mod vandet. For at realisere planen behøvede kommunen økonomisk støtte fra staten. Man ansøgte Ministeriet for Offentlige Arbejder om tilskud til opgaven, men ministeriet gav afslag. Den danske økonomi var sløj efter krigen, og desuden havde lufthavnsbyggeri i Aalborg, Kastrup og Rønne allerede modtaget tilskud.

Borgmester Svend Unmack Larsen var stærkt utilfreds med den manglende opbakning til planen. I stedet tog Aarhus Byråd Tirstrup Flyveplads i brug som byens og Østjyllands lufthavn. Dette skete dog ikke uden Unmack Larsens kraftige understregning af, at Tirstrup Flyveplads kun var en midlertidig løsning på lufthavnsspørgsmålet.

Siden har lufthavnsdebatten været oppe og vende mange gange, men indtil videre ligger Aarhus Lufthavn stadig i Tirstrup.