Gå til hovedindhold

Ugens Aarhushistorie: Sommerens festivaler

Sommeren er for mange lig med festivalsæson med dertilhørende hygge og livemusik. Gennem årene har Aarhus været vært for mange forskellige musikfestivaler. Stadsarkivet har i denne uge taget et kig i arkivets gemmer og sammensat en billedserie fra nogle af sommerens festivaler gennem tiden. Du kan også selv gå på jagt efter tusindvis af andre billeder på AarhusArkivet.dk.

Indhold

    RØD ROCK

    I 1977 var der rød rock i Botanisk Have, da Dansk Kommunistisk Ungdom afholdt Rock Festival. På programmet var blandt andet de lokale Shit og Chanel, Delta Blues og Big Joe Band. På scenen var der også politiske taler med blandt andre formanden for Danmarks Kommunistiske Parti, Knud Jespersen, og ved boder kunne man spille ”Knald Pinochet” eller købe mad lavet af chilenske flygtninge. Fotograf Lars Kristian Olesen, 1977, Aarhus Stadsarkiv.

     

    ROCK MOD ATOMKRAFT

    Fra 1981 til 1984 afholdte Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA) under Aarhus Festuge en årlig endagsfestival, ROCK MOD ATOMKRAFT. I 1984 fandt festivalen sted i Strandskoven ved Moesgård Strand, og dagens store trækplaster var Kim Larsen og Otto Brandenburg. På scenen spillede dog også mange andre – blandt andre lokale TV2, der her ses på scenen. Fotograf Jens Tønnesen, 1984, Aarhus Stadsarkiv.

     

    GRØN KONCERT

    Grøn Koncert har turneret landet rundt siden den første grønne koncert i Aarhus blev afholdt i Botanisk Have i 1983. Dengang bestod den grønne karavane af 40 frivillige, to folkevognsrugbrød, en lastbil og en varevogn. Hovedsponsoren var også dengang Tuborg.

    Men allerede inden koncerterne tog ud på landevejen afholdt Muskelsvindfonden koncerter i Aarhus. Ligesom dengang går overskuddet fra koncerterne fortsat til Muskelsvindfondens arbejde, ligesom det praktiske arbejde bag koncerterne klares af et hold af frivillige fra Muskelsvindfondens Grønne Crew. I 1984 blev Grøn Koncert afholdt på Viby Stadion med Frede Fup (billede), Nanna og Sneakers på programmet. Fotograf Preben Hupfeld, 1984, Aarhus Stadsarkiv.

     

    ÅRHUS FESTIVAL

    I juni 1987 blev den stort anlagte Århus Festival afholdt på Aarhus Stadion (billede). Bagmanden var Leif Due, og på den to-dages jazz- og rockfestival spillede blandt andre Miles Davies, B.B. King og Frankie Miller. De mange store navne kunne dog ikke trække nok aarhusianere til, og søndagens program var lige ved at ende i kaos, da der ikke var penge til at betale hverken musikere eller scenefolk. Et band tilbød at optræde uden garanti for løn, og der blev hentet penge direkte fra entrékassen for at betale nogle af de andre. I december 1987 blev der afholdt en støttekoncert i Ridehuset, som skulle dække underskuddet, samt rejse kapital til en gentagelse af festivalen i 1988. I 1988 blev Århus Festival genoptaget i Lisbjerg Fælles Park. Heller ikke denne gang lykkedes det at trække nok gæster til, og festivalen kom endnu engang ud med et stort underskud. Fotograf Jens Tønnesen, 1987, Aarhus Stadsarkiv.

     

    AARHUS JAZZ FESTIVAL

    I 2019 var det ikke kun den smukke udsigt over byen gæster på Salling ROOFTOP kunne nyde, men også jazzmusik fra Hans Esbjerg og Peter Vuust. De to spillede i anledning af Aarhus Jazz Festival, der siden 1989 har fyldt store og små scener byen over med nogle af tidens dygtigste jazzmusikere. I dag sørger festivalen for, at der i juli-måned i Aarhus spilles mellem 300-400 jazzkoncerter fordelt på 40-45 spillesteder. Fotograf Ib Nicolajsen, 2019, Aarhus Stadsarkiv.

    Sidst opdateret: 11. juli 2025