Gå til hovedindhold

Afsløring af mindeplade for Knud Blach Petersen og Magda Baes Hansen

I høj sol var henimod 50 interesserede borgere og familiemedlemmer samlet på Fredspladsen i Gellerup for at overvære afsløringen af mindepladen for arkitekt Knud Blach Petersen.

Indhold

    Billede: Stadsarkivar Merete Bøge Pedersen byder velkommen til de fremmødte til afsløring af Knud Blach Petersens mindeplade. Foto: Aarhus Stadsarkiv.

     

    Aarhus Stadsarkiv og Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv havde mandag den 29. juni kl. 15 inviteret alle interesserede til afsløring af mindepladen for arkitekt Knud Blach Petersen. Mindepladen ligger på Fredspladsen ved Gellerup Kirke.

    Opbakningen var stor, og blandt de fremmødte var også Knud Blach Petersens fire børn med deres respektive familier.

    Der var taler ved stadsarkivar Merete Bøge Pedersen, arkitekt Anna Mette Exner og direktør for Brabrand Boligforening Kristian Würtz. Mindepladen blev afsløret af Knud Blach Petersens børnebørn.

    Samme dag blev mindepladen for tidligere kommunaldirektør i Brabrand-Sønder Årslev Kommune, Magda Baes Hansen, også afsløret. Denne mindeplade ligger ud for Jobcentret på Silkeborgvej 622, som oprindeligt blev opført som kommunekontor for Brabrand-Sønder Årslev Kommune.

    Mindepladerne er resultatet af et samarbejde mellem Aarhus Stadsarkiv og Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv med det formål at sætte fokus på de mennesker, der har sat et varigt aftryk på området. Efter en offentlig afstemning med flere hundrede afgivne stemmer blev Knud Blach Petersen valgt som den person, der skulle hædres i Gellerup, mens kæmner Magda Baes Hansen blev valgt for Brabrand.

    Billede: Knud Blach Petersens familie med mindepladen på Fredspladsen i Gellerup. Foto: Aarhus Stadsarkiv, 2026.

    Sidst opdateret: 3. juli 2026