Ugens Aarhushistorie: Fattige kvinder forlod deres mænd i jagten på et bedre liv
I begyndelsen af 1900-tallet var kvinder væsentligt mere afhængige af deres ægtefælle, end de er i dag. At forlade sin mand betød ofte, at man forlod sin forsørger og dermed risikerede et liv i fattigdom. Skilsmisser var desuden et tabu forbundet med stor skam. Alligevel valgte nogle kvinder at forlade deres ægtemænd – enten fordi manden ikke kunne forsørge familien, eller fordi manden ikke behandlede dem godt.
Billede: Bro Café på Frederiks Allé, som Carl Lang i 1920’erne mente var et upassende arbejdssted for hans separerede hustru – medmindre hun var villig til at flytte hjem til ham igen. Fotograf Leif Thomsen, 1990, Aarhus Stadsarkiv.
Fattigvæsenets journalsager
På Aarhus Stadsarkiv ligger en samling af journaler fra Fattigvæsenet i Aarhus. Journalsagerne fortæller personlige historier om de folk, der befandt sig på samfundets bund for 100 år siden. Gennem en kort artikelserie dykker Stadsarkivet ned i, hvordan livet i fattigdom i Aarhus var, og hvorfor mennesker endte dér.
I journaler fra Fattigvæsenet i Aarhus kan man læse om de kvinder, der fandt det uholdbart og ulideligt at blive ved med at være gift, og om de mænd som stod alene tilbage uden hustru og børn. Aarhus Stadsarkiv har fundet to historier frem fra kilderne, der fortæller om, hvordan kvinderne kom frem til beslutningen om at lade sig skille, og om de konsekvenser det havde for både kvinden, manden og børnene.
Forladt på grund af vold
I november 1928 blev arbejdsmanden Carl Lang forladt af sin hustru på grund af vold i ægteskabet. Sammen med parrets fælles barn flyttede hustruen ind hos sine forældre og fik arbejde på Bro Caféen på Frederiks Allé. Hustruens navn fremgår ikke af Carls journal fra Fattigvæsenet.
I journalen kan man læse, at Carl var meget utilfreds med hustruens beslutning om at flytte. Parret havde ikke været enige om at slutte forholdet, og da hustruen ikke ønskede at finde sammen med ham igen, forsøgte han i stedet at skabe problemer for hende. Det fortalte hustruens far om: ”naar Bidraget forfalder, vil [Carl] skade Hustruen saa meget som muligt, fordi hun ikke vil optage Samlivet med ham, og han har flere Gange forsøgt Vold mod hende, ligesom han vil give det Udseende af, at hun er ham utro”.
Carl forsøgte også at få hustruen fyret fra hendes arbejder på Bro Caféen på Frederiks Allé. Fattigvæsenet skrev i den forbindelse i Carls journal: ”han vil nu gøre alt for at skaffe hende fra Brocafeen, hvor han ikke mener, hun skal være, nærmest fordi det ikke er en Plads for hende, men hvis hun vil flytte sammen med ham, har han dog intet imod, at hun beholder Pladsen.”
Han kom med mange grove beskyldninger mod hustruen, hvor han forsøgte at tegne et billede af, at hun både var utro og drak for meget. Han anklagede hende også for hverken at kunne elske eller passe ordentligt på deres barn, og han mente derfor, at det var bedst, hvis han fik forældremyndigheden: ”Han vil gøre det gældende, at Hustruen ikke bryder sig ret meget om Barnet […] Han vil paastaa, at Hustruen nogle Gange er kommen beruset hjem.” Hverken deres omgangskreds eller Fattigvæsenet havde imidlertid noget negativt at sige om hustruen eller hendes moderskab, og Carl fik aldrig forældremyndigheden.
På trods af Carls beskyldninger og hårde ord om hustruen, sendte han i april 1929 et brev til Fattigvæsenet, hvori han skrev: ”jeg og min Hustru er bleven enig om at flytte sammen igen […] vi kan ikke leve uden hinanden og vi skal sammen igen saa snart vi kan”. Meget tyder dog på, at dette var noget Carl havde opdigtet, og ægteparret fandt aldrig sammen igen.
Carl blev få år senere gift på ny og opgav samtidig endegyldigt sine planer om at få forældremyndighed over barnet.
Forladt for ugidelighed
I 1920’erne boede ægteparret Dagmar og Reinhardt Andersen med deres to drenge på kvisten i Sjællandsgade 88. Familien var jævnligt i kontakt med Fattigvæsenet, fordi Reinhardt var drikfældig og ikke ønskede at arbejde.
Utallige gange i Reinhardts journal fra Fattigvæsenet blev det fremhævet, at han var ligeglad med at forsørge sin familie. Frem for at tage sig et arbejde, pantsatte han sit tøj for at få lidt penge, eller også indtog han i perioder alle måltider hos sin mor. Reinhardt mente på samme måde, at Dagmar og børnene burde spise ved hendes forældre, så de ikke selv skulle betale for maden.
Hans manglende evne eller lyst til at arbejde betød, at han i 1923 blev indlagt på Fattiggården. Under et besøg fra Dagmar lovede han dog at ville tage sig sammen, og han blev snart efter sendt hjem igen.
Sidenhen fik Reinhardt til tider kortvarigt arbejde som arbejdsmand på havnen, ved jernbanen eller for små virksomheder i byen. Pengene han tjente, mærkede Dagmar dog ikke meget til, og hun bad derfor Fattigvæsenet om hjælp.
Fattigvæsenet havde krav på kendskab til familiens økonomi, hvilket Reinhardt var stærkt utilfreds med, og under et besøg fra Fattigvæsenet råbte han ”Hvad Fanden i Helvede rager det ham… jeg vil Fanden brække mig ikke give Oplysninger om min Fortjeneste. Jeg vil Fanden brække mig skide paa hele Bundtet deroppe og i Særdeleshed paa Fattiginspektøren”.
I 1927 blev ægteskabet for meget for Dagmar, hvorfor parret blev separeret, og Reinhardt flyttede ud fra lejligheden i Sjællandsgade. I hans journal kan man læse, at han fortsat kom og besøgte børnene, men han nægtede at betale børnebidrag.
I sommeren året efter fandt parret sammen igen, men de blev på ny separeret i efteråret 1929. Heller ikke denne gang ville Reinhardt betale noget til børnene, og Dagmar skrev i et brev til Fattigvæsenet: ”han har levet Livet let til Dato, og det gør mig ondt at det skal gaa ud over Børnene”.
Dagmar havde i 1929 så svært ved at forsørge sig selv og børnene med den smule arbejde, hun kunne få på et æggepakkeri, at hun måtte bede Fattigvæsenet om nyt til tøj til børnene. Fattigvæsenets svar lød: ”Til den ansøgte Beklædning kan der næppe være noget at indvende, idet Beklædningen er medtaget”. Ud over penge til tøj fik hun også penge til mad, husleje, belysning og brændsel.
Det sidste Reinhardts journal fortæller er, at han og Dagmar fortsat var fra hinanden, og at Dagmar kæmpede for at forsørge sig selv og børnene.
Billede: Sjællandsgade 84-88, hvor familien Reinhardt boede i 1920’erne. Fotograf Poul Pedersen, ca. 1980, Aarhus Stadsarkiv.
Dagmar og Carls unavngivne hustrus skæbner, som vi kan læse om i Fattigvæsenets arkiv ved Aarhus Stadsarkiv, er ikke bare historien om to kvinder i 1920’ernes Aarhus, men er med til at personificere tusindvis af kvinders liv og historie på samfundets bund for hundrede år siden.