Ugens Aarhushistorie: Fordomme om fattige kvinder forringede deres behandling

Billede: Marselisborg Hospital ved Skanderborgvej var stedet, hvor patienter med kønssygdomme blev behandlet i Aarhus. Foto: Stadsingeniørens Kontor, ca. 1937, Aarhus Stadsarkiv.

Fattigdom i begyndelsen af 1900-tallet handlede om meget mere end bare at mangle penge. De fattige lå i bunden af samfundets hierarki og måtte afskrive sig en række rettigheder for at modtage økonomisk hjælp samtidig med, at de ofte blev voldsomt stigmatiseret.  

Særligt udsatte for fordomme var fattige, ugifte kvinder, der led af kønssygdomme. De blev beskyldt for at være løsagtige, prostituerede, løgnagtige og moralsk afvigende. I deres journalsager fra Fattigvæsenet fra Aarhus Kommune kan man læse om, hvilken betydning disse forudindtagede meninger havde for dem.

Mistillid forringede muligheden for behandling

En kvinde, der på egen krop mærkede konsekvenserne af fordommene, var kvinden Valborg Amanda Petersen. I 1920 blev hun smittet med syfilis, mens hun arbejdede som tjenestepige hos en fabrikant i København. Efter adskillige behandlinger blev hun endelig testet negativ for syfilis, og rejste til Aarhus.

I 1921 blev den kun 20-årige Valborg indsat på fattiggården på Vester Allé, hvor hun igen blev syg. Hun mente selv, at det måtte være syfilissen, der var brudt ud. For at komme til læge på Marselisborg Hospital, måtte Valborg søge om tilladelse til at forlade fattiggårdens matrikel.

Hverken fattiggårdens egen læge, sygeplejerske eller øvrige ansatte troede dog på, at Valborg var syg, og de tvivlede i det hele taget på, at hun nogensinde havde haft syfilis. De nægtede hende derfor udgang til trods for, at hun havde en tid på hospitalet.

Ud over at blive nægtet udgang, blev Valborg også mødt af afslag og fordømmende ord, da hun havde spurgt sygeplejersken på fattiggården, om hun måtte få noget hovedpinepulver. Sygeplejersken ville ikke udlevere medicinen med begrundelsen, at hun godt kendte til sådanne kvinders ”klynken og klager”.

I et brev til sin mor, som man kan læse i Valborgs journal ved Fattigvæsenet, skrev en frustreret Valborg om at ville tage sagen i egen hånd:

”min sygdom den vil de heller ikke gøre noget for mig, du kand tro at jeg kand merke at jeg trenger til at komme i Kur igen, jeg fik et Brev ude fra Maselisborg Hospital om andgaaende Behandlingen der skulle jeg ud den 11 Marts men det kand jeg ikke engang faa lov til … men det gør ikke noget ud skal jeg nok komme lille Moder om du ikke syndtes om det lille Moder, saa jeg Render alsaa endgang i nedste Uge”

Valborgs journal indeholder mange breve, som fortæller om den grundlæggende mistillid fattiggårdens ansatte havde til hende. De sendte bl.a. breve til tidligere behandlingssteder for at få bekræftet, at Valborgs historie om sygdommen var korrekt. Behandlingsstederne skrev tilbage og bekræftede, at hun rigtignok havde været indlagt hos dem.

Valborg endte da også med at blive indlagt på Marselisborg Hospital til behandling for hendes syfilis, men ikke uden kamp fra Valborg side. Efter sin indlæggelse blev hun sendt hjem til sine forældre i København, og hun vendte ikke retur til fattiggården igen.

Fordomme om kønssygdomme blev brugt til økonomisk gevinst

Fordommene om kvinder smittet med kønssygdomme blev blandt andet brugt som argument i spørgsmålet om, hvem der skulle betale for behandlingerne.  Behandlingen af syfilis skulle betales af den kommune, hvor man første gang havde opsøgt hjælp. Det kunne dog være svært at finde ud af, hvor dette var. Syfilis er nemlig en drilsk sygdom, som kan gå i dvale i mange år. Mange nåede derfor at blive erklæret raske for så sidenhen at få et nyt frembrud af sygdommen.

Hvis man i sygdommens dvalefase var flyttet til en anden kommune, måtte læger forsøge at finde frem til, om der var tale om den gamle sygdom, eller om det var en helt ny smitte. Læger fra den nye kommune argumenterede oftest for, at det var den gamle sygdom, mens læger fra den gamle kommune oftest argumenterede for, at det var en nypåført sygdom – begge i et forsøg for at slippe for at betale for behandlingen.

Martha Lund var en af de kvinder, som oplevede dette. Hun havde gennem flere år været syg med syfilis i Aarhus, men da hun under et besøg til København måtte opsøge lægehjælp igen, ville Aarhus Kommune ikke længere betale for behandlingen. I København mente de, at sygdommen var den gamle syfilis, der endnu engang plagede Martha.

Det var hendes læge på Marselisborg Hospital, Jacob Henrik Bang, dog ikke enig i, og i et brev til Fattigvæsenet skrev han: ”Paa Grund af den usædvanligt grundige og nøje kontrollerede Behandling maa jeg anse det for i højeste Grad usandsynligt, at den veneriske Sygdom, for hvilken hun i November i Aar er indlagt Kjbvn.’s Kommunehospital, staar i nogen som helst Forbindelse med hendes tidligere Syfilis.”

Behandlingen, som Martha havde fået, var dog ikke ingen garanti for, at hun var blevet helbredt, hvilket var almen kendt i samtiden, og noget Bang også vidste. De københavnske læger kunne konstatere, at Martha led af syfilis i et senere stadie, og at det derfor måtte være den tidligere sygdom, der var brudt ud igen, og Aarhus Kommune endte med at betale for behandlingen.

Billede: Overlæge Bang fra Marselisborg Hospital, der i 1920’erne havde haft den unge Martha Lund i behandling for syfilis. Fotograf Michele Alession Caprani, ca. 1917, Aarhus Stadsarkiv.

Med mistanke om prostitution

Blandt de mange journalsager dukker en anden sag om en ung kvinde op. Augusta Berg var i 1920’erne en ugift, nybagt mor. På grund af syfilis kunne hun ikke arbejde og derfor heller ikke betale for pleje og behandling for sig selv eller sit barn, der ved fødslen også var blevet smittet med syfilis. Augustas journal viser, hvordan fordomme om de ugifte, venerisk syge kom til udtryk i Fattigvæsenets sagsbehandling.

I hendes sag blev netop hendes status som ugift mange gange italesat. Dette tydeliggjorde i kombination med, at hun havde et barn, at hun havde haft en ikke-ægteskabelig seksuel relation, hvori hun var blevet smittet med syfilis. Mellem linjerne fornemmer man sagsbehandlernes mistanke om, at Augusta måtte have haft tilknytning til prostitution. Det blev dog aldrig bevist, og bemærkningerne om, at Augusta var ugift, fortæller måske mere om samtidens fordomme, end om Augusta.

Augusta, Martha og Valborgs sager er langt fra den eneste, som kan man læse i Fattigvæsenets journaler, hvor unge, ugifte, venerisk syge kvinder i begyndelsen af det forrige århundrede blev behandlet med mistro og ofte ganske respektløst.