Ugens Aarhushistorie: Historien om Huset - Medborgerhus og musikscene
På Vester Allé 15 ligger en smuk nyklassicistisk bygning, tegnet af arkitekt og kgl. bygningsinspektør for Jylland, V. Th. Walter, der blandt andet også har tegnet Skt. Pauls Kirke. Bygningen blev indviet tilbage i 1877 som Aarhus Museum og fungerede som museumsbygning i næsten 100 år. I 1972 skiftede bygningen funktion, da ’Huset for første gang slog dørene op for aarhusianerne med musik, kreative værksteder, eget forlag og meget andet.
Billede: I starten af maj 1986 var ’Huset vært for den todages punkfestival Monody. Fotograf Jens Tønnesen, Aarhus Stadsarkiv.
Den 15. februar bliver der holdt stiftende generalforsamling for den nye forening Lydspor Aarhus på spillestedet turkis på Vester Allé 15. Ejendommen har i alle sine 149 år været centrum for det aarhusianske kulturliv. Over to artikler ser Stadsarkivet nærmere på ejendommens spændende historie, der rummer både fortidsmuseum, punkkoncerter og kreative værksteder.
Læs mere om Lydspor og generalforsamlingen
Ungdomshus eller hashtempel
Fra 1972 til 2008 fungerede Vester Allé 15 som ramme for medborgerhuset, der i folkemunde blot blev kaldt Huset. Forestillingen om Huset som ramme for forskellige kulturelle aktiviteter blev født af Århus Ungdommens Fællesråd i 1965. Det skulle være et sted, hvor unge uden om de traditionelle foreninger kunne udfolde sig på forskellig vis. Også Faglig Ungdom kom på banen med en byggefond, der samlede penge ind til ungdomshuset. I byggefondens paragraf stod blandt andet, ”at formålet med fonden er at skaffe lokaler, der er egnet til hobby. Og fritidsmuligheder for lærlinge og unge arbejdere, der er medlem af en fagforening eller lærlingeforening i Århus og som ikke er fyldt 25 år.”
Det var dog ikke alle, der var lige begejstret for et ungdomshus i den gamle smukke bygning. Flere røster – heriblandt især byens ældre borgere – frygtede, at bygningen ville ende som et ”hashtempel”, hvor de unge havde til hensigt at omgå narkotikalovgivningen.
På trods af kritikken blev der arbejdet videre med ideen, og politisk set var der støtte fra blandt andre borgmester Bernhardt Jensen. I 1968 udskrev ungdommens fællesråd en idékonkurrence om indretningen af den tidligere museumsbygning. Det var dog først i 1969, efter at museet var flyttet helt ud, at Aarhus Byråd officielt besluttede at støtte projektet økonomisk.
En mangfoldighed af aktiviteter
Bygningen gennemgik en ombygning og nyindretning med udgangspunkt i idékonkurrencen, og i august 1972 kunne dørene for ’Huset officielt åbnes op.
I mellemtiden havde projektet imidlertid gennemgået en forandringsproces, der betød, at det nu ikke længere skulle være et decideret ungdomshus, men et åbent og bredt favnende kulturcenter uden en specifik ungdomskulturel profil. Den tilføjede apostrof i navnet, ’Huset, skulle signalere dette. Det blev et rum for en mangfoldighed af aktiviteter som forskellige kreative værksteder, metalværksted, filmklub, musikteater, atelier, legeland m.m.
Husets Forlag, var en af de institutioner, der blev oprettet i forbindelse med ’Huset. Forlaget udgav både danske og udenlandske forfattere - sidstnævnte ofte i oversættelse. En af initiativtagerne til forlaget var Carsten Roed Hansen, som blev leder af Husets Forlag frem til virksomhedens nedlukning i 2003.
’Huset blev også et rum for intense diskussioner om blandt andet ledelsesstruktur.
Medarbejderens rolle i den daglige ledelse var til stadighed til debat; der blev talt om kollektiv ledelse og demokratisering af lønningerne. Og der udviklede sig til tider – mest markant i 1970'erne – et decideret modsætningsforhold mellem den daglige leder og de øvrige medarbejdere. Kommunen fastholdt dog årene igennem en styrende enhed for 'Huset, der refererede til byrådet.

Billede: Brugere i ’Husets keramikværksted. Fotograf Lars Lond, ca. 1990, Aarhus Stadsarkiv.
Punk i ’Huset
’Huset blev også kendt som et populært koncertsted for alle genrer af musik. Det aarhusianske punkmiljø var blandt dem, som kom til at nyde godt af ’Huset, da mange andre af byens koncertsteder ikke ville lægge hus til punkkoncerter – særligt ikke efter den såkaldte Staklade Massakre i 1980. I november 1978 blev der afholdt todages punkfestival i ’Huset ved Vester Allé. Af lokale bands spillede Kliché, The Lost Kids, Slim og Dream Police samt københavnergrupperne The Sods, Brats, og No Knox.
Festivalen havde oprindeligt ikke noget særligt navn, men blev efterfølgende kendt som Pære Punk-festival, eftersom den blev grundlag for den legendariske opsamlingsplade Pære Punk, som udkom det efterfølgende år. Den var, udover Sods’ Minutes To Go, den første fuldlængdes punkplade i Danmark.
En af de festivaler, som opnåede en større succes og anerkendelse i ’Huset, var Monody Festival. Festivalen, der blev indledt i 1981, her blot under navnet Punk ’81. I 1982 blev festivalen omdøbt til Monody. Det var en to-dagsfestival med både danske og internationale kunstnere på programmet, og særligt lokale bands var stærkt repræsenteret på festivalen – for eksempel bands som Crap, War of Destruction og The Zero Point. Monody Festivalen, der også trak flere udenlandske gæster til Aarhus, havde sin gang i ’Huset frem til 1987. Den sidste gang blev desværre præget af større optøjer, angiveligt særligt forårsaget af nogle af de tyske punkere, der deltog i festivalen.
Nyt navn (sådan da) og nye tider
I 1995 skiftede 'Huset navn til Huset – nu uden apostrof. Dermed ønskede man at signalere, at man nu forfægtede en mere snæver og præcis formålsparagraf. Huset skulle stadig udgøre et åbent og kreativt miljø, men nu skulle der i højere grad end tidligere fokuseres på deciderede kulturaktiviteter.
I 2007 besluttede byrådet i en omfattende og omdiskuteret sparerunde, at Huset skulle spares ud af bygningen på Vester Allé. Samtidig skulle det årlige driftstilskud på 4,6 millioner kr. skæres ned til 1,4 millioner kr. Huset var dermed truet af lukning. I 2008 genåbnede Huset i nye lokaler i en lejlighed på Vesterbro Torv, hvor dets eksistens skulle være sikret frem til 2010 – dog i en mere beskeden form grundet det beskårne driftstilskud. I 2012 flyttede Huset ned i Godsbanegården, hvor det tog navneforandring til Godsbanens Åbne Værksteder.
Hvor Huset måtte flytte, fortsatte musikken på Vester Allé 15. I 1999 blev VoxHall indviet og i 2009 gennemgik koncertstedet en omfattende udbygning, så kapaciteten blev øget fra 500 til 700 gæster. Derudover fik VoxHall en balkon, en ny front og et mere praktisk indgangsparti. Siden flyttede også spillestedet Atlas ind på Vester Allé 15, og da de flyttede til Godsbanen i 2021 overtog Det Tyrkise Telt driften, og åbnede spillestedet türkis. Vester Allé 15 er i dag også hjemsted for vinbodegaen Pica Pica, så du i dag både kan få god mad og gode musikoplevelser på det gamle museum.

Billede: Boder foran ’Huset på Vester Allé i forbindelse med Festugen 1983. Fotograf Jens Tønnesen, Aarhus Stadsarkiv.