Ugens Aarhushistorie: Johannes og Inger Exner fandt sig selv og hinanden i arkitekturen
Nogle navne vækker med det samme genklang i arkitektoniske kredse. To af dem er Inger og Johannes Exner, der igennem flere årtier både var arbejds- og livspartnere. Deres karriere efterlod sig et væld af markante projekter, der især centrerede sig om restaureringer af kirker og historiske steder som Koldinghus samt opførelser af nye kirker. Fælles for projekterne var det symbiotiske samarbejde, der udspillede sig mellem parret, og som førte til flere priser og anerkendelser i ind- og udland.
Billede: Skæring Kirke tegnet af Exners Tegnestue. Fotograf Ib Nicolajsen, 2018, Aarhus Stadsarkiv.
I en ny podcastserie dykker Aarhus Stadsarkiv, i samarbejde med tegnestuen SLETH og Aarhus Arkitektskole, ned i historien om de arkitekter, der formede Aarhus. Gennem 12 afsnit bliver du taget med på en arkitektonisk rejse fra bl.a. Hack Kampmanns klassicistiske mesterværker over Hans Ove Christensens funktionalistiske beboelsesejendomme til Knud Blach Petersens brutalistisk inspirerede betonmonumenter. Tredje afsnit, der omhandler Johannes og Inger Exner, kan findes under navnet Arkitekternes Aarhus, hvor du normalt finder dine podcasts. Læs mere om podcastserien her: https://arkitekternesaarhus.dk/
Præstesønnen fra Hald
Parret stiftede første gang bekendtskab med hinanden på Randers Statsskole, hvorfra de begge blev studenter i 1945. Det var først senere, da Inger var startet med at studere til arkitekt, at bekendtskabet udviklede sig. Det var Johannes, der først fik øjnene op for den unge Inger, der tegnede flotte huse, hvilket førte til en livslang betagelse af både Inger og hendes arbejde.
Da Inger og Johannes Exner blev gift i 1952, havde de flere oplevelser med i bagagen. Johannes var opvokset som præstesøn i Hald nær Randers i en søskendeflok på syv. Familien var præget af et stærkt sammenhold, men tog også aktivt del i livet i den landsby, hvor de boede. Under besættelsen kom familien dog under pres, da flere af familiens medlemmer var engageret i modstandsbevægelsen. I februar 1945 blev den blot 18-årige Johannes og hans far, Johan Exner, anholdt af Gestapo. En anholdelse, der først førte Johannes forbi Badeanstalten Spanien i Aarhus, hvor han blev tæsket, så blandt andet hans kæbe blev brækket, og siden til internering i Frøslevlejren. Ved krigens afslutning blev han befriet med Bernadottes hvide busser og transporteret til det neutrale Sverige. Efter en barsk indespærring søgte Johannes mod den friere natur, først på forstudier ved Landbohøjskolen fra 1945-1948 og derefter på Kunstakademiets Arkitektskole i København, som han afsluttede i 1954.
Billede: Arkitekt Johannes Exner i sit hjem på Marselisvej 19. Fotograf Preben Hupfeld, 1997, Aarhus Stadsarkiv.
Fabrikantdatteren fra Randers
Inger var, ligesom Johannes, opvokset i en stor søskendeflok i Randers som datter af en fabrikant. Alle døtrene i familien fik, modsat normen dengang, taget en akademisk uddannelse. Inger holdt af at spille musik i barndomshjemmet, og hendes exceptionelle talent for at tegne blev sidenhen både brugt som levevej i arkitekturen, og som en personlig hobby gennem skitser og portrætter.
Da Inger blev optaget på Kunstakademiets Arkitektskole i København, var det stadig et særsyn. Uddannelsen var slet ikke var en mulighed for kvinder i de første 150 år, hvor skolen eksisterede, og først i 1908 blev den første kvinde, Agnete Frederikke Laub Hansen, optaget på studiet. Da Inger Exner blev færdig i 1954, var det normen, at kvindelige arkitekter måtte vælge mellem karriere og familie. Inger formåede dog at kombinere begge dele med både en børneflok på fire og en tegnestue sammen med Johannes i hjemmet på Marselisvej 19 i Aarhus igennem flere årtier.
Billede: Arkitekt Inger Exner i sit hjem på Marselisvej 19. Fotograf Børge Venge, 1976, Aarhus Stadsarkiv.
En telefonopringning ændrede karrieren
I dag hænger efternavnet Exner tæt sammen med kirker, men det lå ikke i kortene, at parrets karriere skulle gå i den retning. Johannes Exner blev i 1953 ansat hos Vilhelm Lauritzen, der blandt andet stod bag Radiohuset på Frederiksberg, men Johannes drømte om en fremtid som en arkitekt hos Arne Jacobsen. En telefonopringning med et jobtilbud fra Mogens Koch ændrede dog kursen, og fra 1956-1961 var det restaurering af kirker, der stod på dagsordenen på tegnestuen hos Mogens Koch.
Samtidig med ansættelsen startede Johannes en tegnestue op i 1958 i det københavnske sammen med Inger. Da han fik tilbudt en stilling som lektor på den nyåbnede arkitektskole i Aarhus i 1965, flyttede familien året efter til Aarhus. Johannes havde tidligere undervist på en restaureringslinje på Kunstakademiet i København, så undervisning var ikke uvant for ham. Ansættelsen på Arkitektskolen i Aarhus strakte sig over mere end 25 år, hvor han både nåede at være lektor, leder og senere professor i Afdelingen for Restaurering, By- og Bygningspleje. Gennem årene satte han et markant aftryk på både Arkitektskolen og de studerende gennem hans store faglige viden om restaurering. Det er derfor heller ikke tilfældigt, at den nye Arkitektskole på Godsbanen i Aarhus ligger på Exners Plads.
Bygninger er ligesom mennesker
Ethvert konstruktivt samarbejde bunder i en positiv, men ærlig kritik fra begges sider, selv når uenigheder opstår. Et faktum, som både Johannes og Inger Exner var bekendte med. Johannes var det kendte ansigt udadtil med undervisningen på Arkitektskolen og sit medlemskab af Akademirådet, mens Inger klarede regnskaberne og det administrative hjemme sammen med børneopdragelsen. Det var et samarbejde, præget af gensidig afhængighed og respekt. I tiden, hvor de havde tegnestue sammen, nåede parret også at sætte sit præg på Aarhus. Af eksempler kan blandt andet nævnes restaureringer på Tranbjerg kirke (1961), Bispegården på Fredensgade (1986) og Elsted Kirke (1995). Derudover har de opført Sankt Pauls Kirkes Sognehus (1978), Skæring Kirke (1994) og dens præstebolig (1993).
Parrets arbejde var kendetegnet ved, at de ikke hoppede med på den første og største modedille inden for arkitekturen. Bygninger skulle, ligesom mennesker, behandles efter deres livscyklus. Det var altså ikke ligegyldigt, om en bygning var ved at vokse eller dø, og arbejdet måtte tilpasses derefter.
Arkitekturen var en stor del af familien Exners liv, og derfor er det måske ikke så overraskende, at glæden ved arkitekturen er blevet givet videre til parrets børn. Deres to døtre Karen og Anna Mette Exner blev begge arkitekter og fik i 1999, sammen med arkitekt Finn Larsen, overdraget forældrenes tegnestue. I 2012 havde begge døtre forladt tegnestuen, og den skiftede derefter navn til E+N Arkitektur.
Billede: Bagsiden af Sct. Pauls Kirke med Exners tilbygning fra 1978. Stadsarkitektens Kontor, 1990, Aarhus Stadsarkiv.