Ugens Aarhushistorie: Skåde leverede tegl til Aarhus’ udvikling

Billede: Udsnit af kort over landsbyen Skåde omkring forrige århundredeskifte. Kilde: Gregersen, historiskekort.dk

Aarhus Kommune er godt i gang med en ny gennemgang af bevaringsværdige bygninger. Der skal laves vurderinger af alle ejendomme fra før 1970, 41.000 bygninger i alt. Det store register skal anvendes til at værne om det bevaringsværdige Aarhus, så vi kan udvikle byen i balance mellem nyt og gammelt. Det er Teknik og Miljø, Aarhus Kommune, der står for det store arbejde. Stadsarkivet bidrager med beskrivelser af de enkelte områder i kommunen. I den forbindelse fortæller Stadsarkivet i dag historien om Skåde.

Læs mere på https://aarhuswiki.dk/wiki/Sk%C3%A5de

I dag forbinder de fleste Skåde med prægtige liebhavervillaer gemt i områdets bølgende bakker og skove.  Som så mange andre områder i Aarhus, var beboersammensætningen i Skåde for 125 år siden dog komplet anderledes. Her var ingen liebhaverboliger, men derimod bondegårde og teglværker.

Landsbyen i bakkerne

Ordet Skåde er formentlig udsprunget af ordet 'skot' (skud), som kan oversættes som noget, der er fremskudt, og ordet ses undertiden anvendt i stednavne om fremspringende højdedrag. Hvor gammel landsbyen præcist er vides ikke, men første gang vi ser den omtalt på skrift er i 1341, hvor ordet Scothæ benyttes. Landsbyen opstod i et kuperet morænelandskab, der var dannet i forbindelse med sidste istid med bakker og kløfter.

Landsbyen Skåde hørte under Holme Sogn, og Holme var da også områdets hovedby. Det var her sognets kirke lå, og også her at sognets første skole blev åbnet omkring 1750. Først i midten af 1800-tallet fik Skåde sin egen skole. I 1682 lå der i Skåde ni gårde og fire huse mod Holmes 15 gårde og fem huse.

Skådes gårde lå samlet langs nuværende Skådevej og Jelshøjvænget. Området var rigt på naturlige ressourcer. Jorden var fed og god. Lige syd for landsbyen, lå en fælles sandgrav, mens der nordvest for landsbyen lå en fælles lergrav.

Teglværkscentrum

Den lerede jord kom til at spille en særlig rolle for Skåde, da den gav grobund for flere store teglværker, og dermed masser af arbejdspladser. Et af af de store teglværker blev egentligt etableret ved nuværende Højbjerg i 1854 af Christian Rasmussen Schou og fik navnet Kragelund Teglværk. Teglværket  blev senere købt af Hans Peter Heide, der i forvejen var forpagter af Bygholm Teglværk ved Horsens. Heide tilkøbte yderligere nogle jordlodder, hvorpå han i 1851 opførte lystgården Kragelund, der blev centrum for godt 60 tønder landbrugsjord. H.P. Heides søn Rolf Vilhelm Heide overtog gården og teglværket i 1891. Umiddelbart efter overtagelsen udvidede han bygningerne med en betydelig herskabelig tværfløj, hvorefter han – i modsætning til sin far– bosatte sig på gården. Årsagen til den fine udvidelse var, at Rolf Vilhelm Heide var blevet gift med datteren til en rig teglværksejer fra Flensborg, og den nye svigerfar ønskede at datteren havde et passende hjem. Omkring 1898 flyttede teglværket til en placering lige nord for landsbyen Skåde, ved t-krydset ved Lyseng Allé og Oddervej

Selvom Kragelund som sådan ikke var en herregård, havde den med sin park og bygninger karakter af en herregård, og den blev et yndet udflugtsmål i det daværende Holme-Tranbjerg Kommune. Under navnet Hotel Kragelund blev den drevet som hotel og oplevede sin glansperiode i 1960'erne.

Lige på den anden side af nuværende Odder vej – ved den fælles lergrav – blev der i 1850’erne etableret yderligere to private teglværker. Det ene var Emiliedal Teglværk, der blev etableret af Jes Pedersen, der pr. 1. april 1854 havde købt et husmandssted på Skåde Mark, som han hurtigt fik omdannet til et lille teglværk. Teglværket navngav han efter sin hustru, Emilie. Jes Pedersen var ejer af værket indtil 1858, hvorefter flere forskellige ejere overtog driften ved hjælp af bestyrere.

Omkring 1856 etablerede gårdejer Rasmus Pedersen fra Holme et teglværk på en nabogrund til Emiliedal Teglværk. Dette teglværk kom til at hedde Skåde Teglværk. I 1875 blev Skåde Teglværk købt af Thomas Jensen, der i 1882 også købte Emiliedal Teglværk. Et behov for kapitaltilførsel til opførelsen af en ringovn som erstatning for højovne betød, at Skåde Teglværk og Emiliedal Teglværk i 1897 blev lagt sammen i et nyt aktieselskab under navnet A/S Emiliedal Teglværk. Ejerkredsen blev udvidet og kom derefter til at omfatte yderligere tre murermestre og én tømrermester fra Aarhus. Direktøren for dette nye selskab var Søren Nymark, der var Thomas Jensens ældste søn. Med Aarhus’ konstante vækst var der altid en arvtager af teglværket produktion, og Emiliedal Teglværk leverede blandt andre de gule mursten til opførelsen af Aarhus Universitet.

Billede: Luftfoto over Skåde Bakker. I midten ses Skåde Golfklubs baner. Til venstre ses Emiliedal teglværk. Foto: Stadsingeniørens Kontor, ca. 1965, Aarhus Stadsarkiv.

Pragtvillaer ved skoven

I århundreder levede Skådes beboere primært af landbrug. Først som fæstebønder og siden som selvejere. Skåde var dermed omgivet af marker. Men ikke langt fra Skåde lå de store skovarealer under Marselisborg Skov – herunder Skåde Skov, der med sine 116,51 hektar er den største af Marselisborgskovene. Den grænser i nord om mod Thorskov, i syd mod Strandskoven, og er med sine mange stejle bakker og dybe slugter, deriblandt Djævlekløften, et populært udflugtsmål.

Skovene hørte i århundreder under herregården Marselisborg. I 1896 blev godset, samt al dens jord, opkøbt af Aarhus Købstadskommune. Selve herregården lå dengang i Viby Sogn, mens den tilhørende jord lå dels i Viby og dels i Holme-Tranbjerg Kommune. Aarhus ejede med købet masse af jord, som ikke lå i dens egen kommune. Efter længere tids forhandlinger afgav Holme-Tranbjerg Kommune i 1907 Thors Skov, Skåde Skov og Hørhaven – i alt 321 tønder land – til Aarhus.

Omkring år 1900 begyndte en helt ny type bygninger for området at skyde op ved Skåde, nemlig villaer. Det var ikke små murmestervilla, men derimod store villaer med tilhørende parklignende haver placeret langs skoven. Det var heller ikke de lokale beboere, som flyttede ind i villaerne, men derimod det bedre borgerskab inde fra Aarhus, som opførte villaerne som sommerboliger. Heriblandt var direktør John Valdemar Wied fra Frichsfabrikkerne, der byggede storvillaen Villa Arnak i 1899. Andre velhavende, aarhusianske købmands- og industrifamilier fulgte efter, og Skåde Bakker udviklede sig på få år til det mondæne område, som det fortsat er i dag.

En ny gammel kirke

Med en voksende befolkning fulgte også behovet for institutionsfunktioner heriblandt egen kirke. En sådan blev indviet første søndag i advent i 1944 under navnet Frederikskirken. Der blev ikke tale om nogen ny og modernistisk kirke med skarpe linjer, men derimod om en kirke som skuede tilbage, og så ud som om, at den altid havde ligget i den gamle landsby. Frederikskirken er da også er en af de sidst opførte kirker herhjemme, der så direkte vedkender sig middelaldertraditionen. Arkitekten var den kendte kirkearkitekt og kirkerestaurator Harald Lønborg-Jensen

Før og mens kirken blev opført, var den nu nedlagte – men dengang nyopførte Rio biograf i Højbjerg på hjørnet af Rosenvangs Allé og Oddervej – blevet brugt som gudstjenestelokale.

Kirkens opførelseshistorie er kort beskrevet på en tavle over prædikestolen med disse ord:

”SOLI DEO GLORIA (Gud alene æren). År 1941, i Kong Christian d. X's 30. regeringsår, besluttede Borgere i Højbjerg, Saralyst og Skaade at rejse en kirke i Stil med vore gamle danske Landsbykirker, som til sene tider kan vidne om, at man i de ufredfyldte Aar 1941 til 1944, hvor næsten hele Verden var i Krig og vort gamle Land besat af den tyske Værnemagt, dog havde Fremtidshåb og Sammenhold til at bygge en hvid kirke til Guds Ære, som et Middel til at opelske Fredens Aand---.”

Billede: Frederikskirken i snelandskab. Fotograf Børge Venge, 1956, Aarhus Stadsarkiv.