Ugens Aarhushistorie: Stadsarkitekternes Aarhus

Billede: Skylinen over Aarhus Ø er blandt muliggjort gennem den højhushåndbog, som Stadsarkitektens Kontor var med til at udarbejde i 2005. Fotograf Ib Nicolajsen, 2021, Aarhus Stadsarkiv.

I podcastserien Arkitekternes Aarhus dykker Aarhus Stadsarkiv, i samarbejde med tegnestuen SLETH og Aarhus Arkitektskole, ned i historien om de arkitekter, der formede Aarhus. Gennem 12 afsnit bliver du taget med på en arkitektonisk rejse fra bl.a. Hack Kampmanns klassicistiske mesterværker over Hans Ove Christensens funktionalistiske beboelsesejendomme til Knud Blach Petersens brutalistisk inspirerede betonmonumenter. Du kan finde podcastserien, hvor du normalt finder dine podcasts.

Læs mere om podcastserien her: https://arkitekternesaarhus.dk/

Planlægning af en by i vækst

Den første stadsarkitekt var Frederik Marius Rasmussen Draiby, der tiltrådte embedet 1. oktober 1919. Han fik kontor på det gamle rådhus ved Domkirkepladsen. Kontoret flyttede senere til Mejlgade, for så at flytte ind på det nye rådhus, da det blev indviet i 1941.  Hans opgave var klar: han skulle medvirke til at sikre en ordentlig planlægning af en by, der for alvor var på vej til at udvikle sig til en moderne by.

Stadsarkitektens kontor var aldrig kun tænkt som en kontrolinstans. Det skulle være et fagligt samlingspunkt. Et sted hvor man tænkte i helheder, kvalitet og sammenhæng. Allerede fra begyndelsen satte Draiby sit præg, og det var ikke bare ved godkendelser, men ved selv at tegne markante bygninger som Stykgodspakhuset, rækkehusene på Poul Martin Møllers Vej – og ikke at forglemme Badeanstalten Spanien fra 1933. Stadsarkitekten var ikke kun embedsmand – han var også formgiver.

Modernisme med fart på

Da Alfred Mogensen overtog i 1943, var verden – og Aarhus – en anden. Efterkrigstiden bragte boligmangel og eksplosiv vækst med sig. Der skulle bygges hurtigt og meget. Nye boligområder skød op. Forstæderne tog form. Trafiksystemer og velfærdsinstitutioner blev planlagt i stor skala, og der var en stærk tro på, at man så at sige kunne designe sig til det gode samfund.

Fra 1938 til 1977 var det lovpligtigt for kommunerne at udarbejde overordnede egnsplaner, hvis den bymæssige udvikling gik på tværs af flere kommuner, ligesom de enkelte kommuner inden for deres egne områder skulle udarbejde dispositionsplaner, som lagde rammerne for udviklingen. I Aarhus kom Stadsarkitektens Kontor – blandt andet i samarbejde med Stadsingeniørens Kontor – til at spille en vigtig rolle i forhold til at udvikle sådanne planer, og det var således ikke blot de enkelte bygninger, som Stadsarkitekten fik indflydelse på, men hele Stor-Aarhus’ udvikling. Kontoret var gennem årene med til lave bebyggelsesplaner for områder som Charlottehøj, Herredsvang, Frydenlund, Vorrevang og Langenæs.

Under Sven Pedersen fra 1968 blev modernismen for alvor systematisk. Byen blev tænkt i funktioner og systemer, men samtidig voksede kritikken også. Kritikken fik blandt andet på, at de ensartede miljøer manglede liv og identitet.

I 1980’erne, med Helmer Jacobsen ved roret, begyndte fokus at skifte. Nu handlede det ikke kun om at udvide byen, men om at arbejde med den eksisterende by. Der skulle være historisk kontinuitet. Embedet begyndte tydeligere at bevæge sig fra klassisk myndighed til faglig rådgiver og strateg.

Og så kom transformationsårene.

Borgerinddragelse og klimaforandringer

Under Ole Østergaard i 1990’erne og begyndelsen af 00’erne blev havnen og de gamle industrigrunde genstand for langsigtede visioner. Nu var byudvikling ikke længere kun et kommunalt anliggende – men et samspil mellem kommune og private investorer. Stadsarkitekten blev kvalitetsvogter i komplekse processer, hvor økonomi, politik og arkitektur flettede sig ind i hinanden. Det var ikke længere nok at regulere. Man skulle formulere en retning.

I årene efter – med Gøsta Knudsen og senere Stephen Willacy – tog transformationen fart og højhuse begyndte så småt at skyde op af jorden. Som følge af et ønske om at bygge i højden udarbejdede Stadsarkitektens Kontor i 2005 i samarbejde med Arkitema Architects og Realdania en højhushåndbog, der skulle skabe et godt udgangspunkt for planlæggere, politikere og offentlighed ved placering af høje bygninger, der brød med den traditionelle lave skyline. Med udgangspunkt i højhushåndbogen kunne byrådet året efter vedtage en konkret højhuspolitik, der slog fast, at højhuse kunne tillades, hvis de kvalitativt kunne understøtte byens profil. 

Byen fortsatte sin vækst, og debatten om skala, kvalitet og identitet blev skarpere. I denne brydningstid trådte Stadsarkitekten tydeligere frem som offentlig stemme. Ikke kun som rådgiver for politikerne, men som deltager i den brede samtale om, hvad Aarhus egentlig skulle være.

Og i dag – under Anne Mette Boye – står embedet i endnu en brydningstid: Klimaforandringer, bæredygtighed, biodiversitet og social sammenhængskraft. Byen skal ikke bare vokse. Den skal omstilles. Fortætning, genbrug af bygninger og reduktion af CO₂ er ikke længere tilvalg – men nødvendigheder.

Billede: Bebyggelsesplan fra Stadsarkitektens Kontor fra 1950 over 80 enfamiliehuse i Vorrevangen. Aarhus Stadsarkiv.

Samarbejdspartner og kritisk stemme

Når man ser tilbage fra 1919 til i dag, tegner der sig et mønster. Aarhus har igen og igen befundet sig i overgangstider. Fra købstad til industriby. Fra industriby til forstadsby. Fra forstadsby til transformations- og vidensby. Og nu til klimabevidst storby.

I hver fase har Stadsarkitektens Kontor haft en dobbelt rolle: At omsætte politiske visioner til fysisk form – og samtidig, med faglig integritet, kvalificere og udfordre dem. Stadsarkitekten skal dermed både være embedsmand og uafhængig fagperson, og indtage den til tider udfordrende rolle som både samarbejdspartner og kritisk stemme.

Måske er det netop derfor, at selv om embedet sjældent fylder i de store overskrifter, har det været en af de mest afgørende – og mest stabile – aktører i fortællingen om Aarhus. For byer formes ikke kun af mursten og masterplaner. De formes også af de mennesker, der – igen og igen – insisterer på helheden.