Gå til hovedindhold

AGF’s historie i AarhusArkivet

I dag er AGF et af de mest kendte brands fra Aarhus. For de fleste er AGF nok lig med fodbold, men foreningen, der blev etableret som en gymnastikforening tilbage i 1880, er meget mere og andet. AGF er den suverænt mest vindende idrætsforening i Danmark med langt over 300 officielle danmarksmesterskaber fordelt mellem foreningens mange afdelinger.

  • Læs op

Indhold

    Billede: AGF’s fodboldafdeling med blandt andet John Amdisen, der her springer buk, var flyvende i 1950’erne. Fra 1955 til 1957 blev det til tre danske mesterskaber på stribe. Fotograf Børge Venge, 1957, Aarhus Stadsarkiv.

     

    AGF’s mangesidede historie kan nu studeres på Aarhus Stadsarkivs læsesal. Stadsarkivet har hjemtaget AGF’s arkiv fra Rigsarkivet, og registreringer og beskrivelser er netop blevet søgbare i aarhusarkivet.

    Arkivet indeholder materialer fra foreningens grundlæggelse i 1880 frem til ca. 1990. Her er både materialer fra hovedforeningens virke, samt fra de mange afdelinger som med tiden er oprettet under hovedforeningens paraply.

    Arkivet er omfattende og giver en samlet og sammenhængende forståelse af, hvordan AGF voksede sig fra at være en gymnastikforening for mænd grundlagt i 1880 af det aarhusianske borgerskab til at i dag at være en af landets mest succesrige idrætsforeninger med omkring 3.000 medlemmer fordelt mellem de mange underafdelinger.

    Senest har arkivet været i anvendelse til bogen om AGF’s træningsanlæg ’Fredensvang’, som blev udgivet i anledning af, at anlægget fyldte 75 år i 2017, og AGF kunne tage deres nye klubhus i brug.

     

    Find AGFs arkiv her: https://www.aarhusarkivet.dk/collections/208

    Sidst opdateret: 08. november 2023