Gå til hovedindhold

Stadsarkivet præsenterer ny filmkanal

På den byhistoriske del af vores hjemmeside aarhusstadsarkiv.dk åbner vi nu for en filmkanal med filmserier fra de seneste år. Filmkanalen vil løbende blive opdateret med flere film og serier.

Indhold

    ”Hvis bare disse mure kunne tale…” Sådan siger vi måske ofte til os selv.

    På stadsarkivets nye filmkanal kommer både bygninger, gader, oplandsbyer og andre steder i Aarhus Kommune til orde i form af kortere filmklip med en historisk vært. Alle film er med links bundet op til supplerende oplysninger i AarhusWiki og vores arkivportal AarhusArkivet.

    Vi lægger ud med tre serier om Historiske bygninger, Det forsvundne Aarhus og Oplandets historie.

    Historiske bygninger

    Filmserien tager seeren med rundt til udvalgte historiske bygninger i Aarhus midtby. Bygningerne er velkendte for de fleste lokale, men alligevel rummer de overraskende historier. Serien er lavet i samarbejde med Aarhus Stadsarkivs Sponsorklub og TVAarhus.

    Læs mere og se filmserien Historiske bygninger

    Det forsvundne Aarhus

    Seriens film består af nye optagelser, der kommenterer dokumentarfilm om saneringstruede ejendomme og områder, optaget af Boligkommisionen i 1940’erne. Man ser de sanitære forhold, baggårde med dyrehold, toiletter, affald og grovkøkkener, nedslidte og misligholdte ejendomme mv.

    Læs mere og se filmserien Det Forsvundne Aarhus

    Oplandets historie

    Oplandet til Aarhus rummer flere end 100 landsbyer og 20 forhenværende selvstændige sognekommuner. I anledning af nedsættelsen af Oplandsudvalget under Aarhus Byråd blev der lavet ti film om udvalgte landsbyers historie i samarbejde mellem Aarhus Stadsarkiv og TVAarhus.

    Læs mere og se filmserien Oplandets historie

     

    Sidst opdateret: 22. januar 2024