Gravminder – en podcast og byvandring

De døde er vores tro følgesvende, når vi går rundt i byen. I hvert fald ligger de mange steder begravet under os, eller deres gravminder står tavse på kirkegårde og glemte begravelsespladser og vidner om deres liv.

Men hvem var de døde, og hvad kan de fortælle os i dag om den tid, de levede i? Har de døde et budskab til os?

De spørgsmål tager Aarhus Stadsarkiv, Aarhus Teater, Den Gamle By, Besættelsesmuseet og Aarhus Domkirke op i en ny podcast- og byvandringsserie med navnet ”Gravminder”. Serien sætter fokus på de begravede aarhusianeres personlige fortællinger og giver gennem dem indsigt i Aarhus’ historie. Både byvandringerne og podcasten kan findes på Stadsarkivets hjemmeside under fanen “Byhistorie”, eller på OpdagAarhus app’en.

OpdagAarhus kan downloades gratis, hvor du normalt finder dine apps. Åbn app’en, søg efter ”Gravminder” og vælg mellem de fire forskellige ruter. Find første stop og følg ruten for at lære mere om dem, der engang vandrede gennem byen, ligesom du gør nu.

 

De døde vækkes til live

Man siger, at man først rigtigt dør, når man bliver glemt af de levende. Med byvandrings- og podcastserien bliver denne død udskudt for nogle af de mennesker, der ligger begravet rundt omkring i Aarhus.

Serien tager udgangspunkt i de gravminder – gravsten, monumenter, kapeller, epitafier med videre – der er rejst for de døde, og går tæt på personerne, der hviler under dem. Den fortæller om deres liv og bedrifter, deres status i samfundet og den betydning, de havde for deres samtid. Den fortæller om unge og gamle, kvinder og mænd, almindelige borgere og ekstraordinære mennesker.

Serien består af fire skrevne byvandringer og seks podcastafsnit. De fire byvandringer fortæller hver om ti personer og tager læseren med på Nordre Kirkegård, Det Mosaiske Troessamfunds Begravelsesplads, den nu nedlagte Søndre Kirkegård samt med ind i Aarhus Domkirke.

Serien graver spændende fortællinger frem om blandt andet modstandsmænd og formodede stikkere fra besættelsestidens Aarhus, kunstnere og skuespillere, der har udmærket sig gennem byens historie, jødiske borgere og fremtrædende storkøbmænd fra 1800-tallet samt de mægtige biskopper, adelsfolk og eliteborgere, der er blevet gravlagt i Aarhus Domkirke.

 

En guidet tur til dødsriget

Podcasten tager serien et spadestik dybere og introducerer først lytteren til begravelsespladsernes og dødens historie i Aarhus. For hvordan har vi egentlig behandlet de døde gennem århundrederne? Hvor lå byens tidligere kirkegårde, siden vi så ofte går oven på dem i dag?

Podcastens vært og tilrettelægger, Mathias Wissing, er guide på denne tur til dødsriget og tager lytterne med ud på kirkegårdene og begravelsespladserne, der også besøges i byvandringerne. Her fortæller han hvert sted om stemningen og sanseindtrykkene og stiller skarpt på tre hovedpersoner og deres gravminder. Derefter lader han fagfolk servere hovedpersonernes spændende historier på et sølvfad for lytteren.

Podcasten rundes af med ikke blot at tale om de døde, men om døden selv. For selvom døden findes overalt omkring os, så har vi det med at holde en vis distance til emnet. Men hvordan kan det egentlig være? Det – og meget andet – undersøger Mathias Wissing og kommer nærmere, hvordan døden og gravminder giver vores verden en historie og dybde, der gør hver dag i livet mere meningsfuld.

 

Medvirkende i podcastene: Søren Bitsch Christensen, Mia Gulvad Jørgensen, Klaus Bertelsen, Søren Tange Rasmussen, Marianne Philipsen og Henrik Grøndal Lund.

 

 

Yderligere oplysninger kan fås ved stadsarkivar Søren Bitsch Christensen, sbhc@aarhus.dk, tlf. 418565088