Gå til hovedindhold

Ugens Aarhushistorie: På tur rundt i Danmark gennem en rejseentusiasts dagbøger

Leo Huno Harald Jensen var en stor rejseentusiast, der i en lang årrække brugte sine sommerferier på at rejse rundt i Danmark sammen med sine to søstre. Ferier, som han dokumenterede detaljeret i sine feriedagbøger fra 1947 til 1976 med tekst og fotografier. Dagbøgerne er afleveret til Aarhus Stadsarkiv af nevøen Aksel Koplev.

Indhold

    Billede: Leo Hunos private samling: Udsnit af Leo Huno Harald Jensens velorganiserede private samling af feriedagbøger.
    Foto: Aarhus Stadsarkiv.

     

    Leo Huno Harald Jensen blev født i 1906 i Odder og døde i 1978 i Aarhus. Leo elskede at fiske og fotografere i sin fritid, særligt det sidste er blevet til stor glæde for eftertiden. Med hans fine observationer af Danmark får vi et indblik i hans liv og rejser, forskellige danske byer, seværdigheder m.m. i midten af 1900-tallet. 

     

    Opvækst

    Leo var oprindeligt fra Odder, hvor hans mor, Jacobine Kirstine, også var fra, men senere flyttede familien til Horsens på grund af faderen, Anders’, arbejde som slagter. Leo var den yngste ud af en søskendeflok på fem, hvor de andre var to ældre brødre, Jens Georg og Anton Alfred, og to ældre søstre, Johanne Marie og Gerda Nielsine. 1. maj 1920 begyndte i lære som møbelsnedker hos snedkermester J. Jensen i Horsens. Han var dygtig til sit fag, hvilket resulterede i en sølvmedalje for hans svendestykke. Arbejdet som møbelsnedker satte han stor ære i, og det var det, som bragte ham til Aarhus.

     

    Flytter til Aarhus

    I 1933 flyttede Leo til Aarhus, hvor hans far også havde boet i sine unge år som slagterlærling. I 1937 åbnede han sammen med sin ældre bror, Jens Georg, et møbelsnedkeri med speciale i butiksinventar. Møbelsnedkeriet lå i en lang årrække i Rosenkrantzgade 10. De drev snedkeriet sammen indtil brorens død, derefter drev Leo det selv videre næsten helt indtil sin død i 1978. Leo giftede sig aldrig og boede i Montanagade 58 med sine søskende Marie og Gerda, som også forblev ugifte hele deres liv. Sammen rejste de tre rundt i Danmark, og derfor er Marie og Gerda en stor del af Leos feriedagbøger.

     

    På eventyr med familien Jensen

    Leo elskede at rejse og begive sig på eventyr rundt i det danske land sammen med sine to søskende i deres sommerferier. Leo skrev deres oplevelser ned i dagbøger, som han illustrerede med fotografier. Han havde en stor passion for fotografi. Han ejede i årenes løb flere fine Leica fotografiapparater, og han fremkaldte og forstørrede også selv sine billeder. En lang række af disse dagbøger fra alle årene fra 1947 til 1976, med undtagelse af 1952, 1953 og 1954, er bevaret. Igennem næsten 30 år fortæller feriedagbøgerne spændende historier om mange danske byer, kirker, natur og mennesker, som de tre søskende mødte på deres rejser, ud fra Leos perspektiv.

    I starten cyklede de mest på ture rundt i Danmark. Men som årene skred frem, blev transporten i højere grad erstattet med tog, bus og bil. De lange gåture fortsatte de med. De fleste feriemål var i Jylland, men de besøgte også Sjælland, Fyn og Lolland. I en lang årrække fra 1958 til 1967 var feriemålet Vestjylland og Vestkysten omkring Hvide Sande, Vemb og Ringkøbing. De tog på rejser væk fra Aarhus, så de kom væk fra byens jag og røg. De ville ud i den stille danske natur. I de senere år efter Maries død rejste Leo og Gerda hovedsageligt rundt i og omkring Aarhus for at stifte bedre bekendtskab med deres egen by. Her var særligt Den Gamle By, Mindeparken, Marselisborgskovene, Thors Mølle, Skovmøllen, Moesgaard og diverse kirker i området yndede udflugtsmål.

    Billede: Udsnit fra Leo Huno feriedagbog fra afrejsedagen i sommeren 1949. Tekst og foto: Leo Huno Harald Jensen.  

     

    50 øre eller 50 kr.?

    Feriedagbøgerne er fyldt med skønne oplevelser og betragtninger af mennesker, natur og bygninger, men de frembringer også nogle anekdoter af mere personlig karakter. En af de anekdoter, der gik igennem flere af feriedagbøgerne, er, hvordan Marie i Ringkøbing betalte 50 øre for en bog, der kostede 50 kr. Hun så bogen koste 50 og troede så, at det var øre, da den vel ikke kunne koste mere. Så hun smed bare 50 øre på disken, og boghandleren tænkte ikke selv nærmere over det, så derfor fik hun lov at gå med bogen og sparede en del penge. Leo og Gerda drillede hende længe med, at hun havde snydt boghandleren og skyldte 49,50 kr., hver gang de efterfølgende kom til den boghandel i Ringkøbing.

     

    Sidste rejse

    Efter søsteren Maries død i 1968 tog Gerda og Leo mest på familiebesøg og dagsture i omegnen af Aarhus. Gerda og Leo fortsatte med at rejse sammen næsten helt indtil Leos død. Leo døde i 1978 og Gerda nogle år efter. Tilbage er mindet om et tæt familiebånd, deres mange rejser og oplevelser sammen, som heldigvis er velbevaret i Leos detaljerede og velorganiserede feriedagbøger.

     

     

    Sidst opdateret: 22. januar 2024