Hvem har boet i mit hus?
På AarhusArkivet kan du nu fritekstsøge i byens vejvisere helt tilbage til 1859 og frem til 1944. I vejviserne kan man finde svar på – næsten – alt og ikke alene få at vide, hvem der boede hvor. Vil du vide, hvilke foreninger der gennem årene har holdt til i Aarhus? Eller hvor mange plisséforretninger Aarhus kunne byde på i 1940? Alt dette og meget mere kan du få svar på hjemme fra din egen computer. Vejviserne blev først trykt med gotiske bogstaver, siden med de moderne typer.
Vejviser er et andet ord for de gode gamle telefonbøger. De indeholder blandt et personregister listet alfabetisk over 'hovedpersoner' på hver adresse samt et adresseregister. Hovedpersoner skal forstås som familiens overhoved – typisk husfaderen. Hvis du gerne vil have overblik over hele husstanden, kan du finde det i skattemandtalslisterne, som ligeledes kan findes på AarhusArkivet. Herudover indeholder vejviseren også et realregister med korte beskrivelser af byens foreninger og institutionerne samt et fagregister over byens virksomheder.
På Stadsarkivet har vi vejviserne fra 1859 og 2007. Enkelte årgange mangler, fordi vejviserne ikke blev udgivet i det/de givne år, f.eks. efter Besættelsen. Vejviserne fra 1950 og frem kan læses på Stadsarkivets læsesal. Vejviserne hører til Stadsarkivets meste brugte materialer og er stadig i dag en stor glæde for borgere i kommunen, erhvervslivet og de kommunale instanser.
Nu er vejviserne blevet endnu nemmere at tilgå. Alt du skal gøre er at downloade vejviseren til din computer, åbne dokumentet og bruge en søgefunktion.