Gå til hovedindhold

Århus Musikteater / Teatercaféen

Facaden på det tidligere Østergades Hotel blev bevaret, da bygningen tilbage i 2012 blev bygget om til det moderne Scandic Hotel. De gamle bygninger, der oprindeligt var Østergades Hotel, husede efter hotellets lukning en lang række forskellige restauranter, klubber og koncertsteder. Det var bag disse mure, at byens punkscene holdt til i slutningen af halvfjerdserne og starten af firserne, hvor adressen gik under navnene Århus Musikteater og Teatercaféen.

  • Læs op

Indhold

    Foto: Sneakers koncert i Århus Musikteater. Fotograf Lars Kristian Olesen, 1981, Aarhus Stadsarkiv.

    Århus Musikteater åbnede i 1977 i hotellets store sal efter en måneds istandsættelse drevet af frivillige kræfter. Salen var indrettet med balkon langs begge sider og holdt i bourgogne, hvid og guld. På bagscenen var der slået ekstra hul i muren ud til gården, så det var muligt at få større ting ind på scenen til både de planlagte teaterforestillinger og koncerter.

    Godt et halvt år efter åbningen af Musikteatret åbnede Teatercaféen i et lokale nedenunder. Teatercaféen var en vinkelsal med plads til 200 publikummer og indrettet med runde caféborde. Stedet blev indviet med dansk-svensk jazz af Søren Christensen og Lars Erstrand-kvintetten en sommeraften i juni 1978.

    I folkemunde fortsatte lokalerne med at hedde Østergades Hotel som en samlet betegnelse, selvom hotellet reelt var lukket.

    Det var ikke kun jazz, der blev præsenteret på Musikteatret og i Teatercaféen, spillestederne gav plads til en eksperimenterende og mangfoldig musikscene:

    “Her var dørene åbne for nye og uafprøvede bands. Stedet havde ingen begrænsninger med hensyn til musik. Her kunne man den ene aften komme og høre eksperimenterende jazz og dagen efter folkemusik.” (Aarhus Echo, Andreas Kristiansen)

    Det blev dog hurtigt et særligt samlingssted for byens punk og new wave-miljøer, og bands som Warm Guns og Kliché var at finde på plakaten. Men det var ikke kun lokale bands, der fyrede den af – også større navne som Sort Sol og Simple Minds, med Lost Kids som support, gav koncert på scenen i Århus Musikteater.

    Ved en anmeldelse af en koncert med Kliche, Slim og Lost Kids i 1978 proklamerede en journalist fra undergrundsbladet DB 110: ““Århus er blevet invaderet af punk-bølgen; efter mange år med folk og jazz er det nu endelig blevet muligt at gå til koncert og høre noget musik, som er virkelig spændende og energisk, musik som appellerer til både hoved og røv!”

    Tidens punkånd ses også i en annonce i Ekstra Bladet 1981 for en punkaften i Århus Musikteater med de tre bands Deformed!, Gylle og Zero Point og teksten: “Vær der eller vær fortabt”.

    Selve initiativet til Århus Musikteater kom fra kulturforeningen KULFOR under ledelse af Christian Christensen, der også var en lokal pladebutiksejer. Ved indvielsen i 1977 deltog kulturminister Niels Matthiasen, og understregede foreningens vigtige indsats for lokalerne:

    “Hvis KULFOR ikke havde vist mod og mandshjerte, var denne sal endt som kontorlandskab. Nu vil den leve videre og trodse øjeblikkets kulturfjendtlige strømninger i Danmark.”

    Udover punk og new wave nåede Teatercaféen også at præsentere danske artister som Shu-Bi-Dua, Anne Linnet, Benny Andersen og Poul Dissing før det i 1981 måtte dreje nøglen om.

    Lyt til Byens Lydspors podcastafsnit om Århus Musikteater og Teatercaféen

    Læs mere om Århus Musikteater på AarhusWiki

    Læs mere om Teatercaféen på AarhusWiki

    Århus Musikteater / Teatercaféen, Østergade 10, 8000 Aarhus C