Gå til hovedindhold

Søsporten

Søsporten har siden 1935 fungeret som et samlingspunkt for alle på havnen og har huset flere søsportsklubber samt en restaurant. Søsporten har også dannet rammerne om festligheder som fødselsdage og jubilæer, og der har sågar været et cirkus på besøg i bygningen.

  • Læs op

Indhold

    Restaurant Søsporten. Fotograf Thomas Pedersen, 1968, Den Gamle Bys billedsamling.

    Stabelafløbning ved Søsporten. Båden "Gepetto" var senere med til at opnå førstepræmien ved kapsejlads. Fotograf Børge André Venge, 1958, Aarhus Stadsarkiv.

    Søsporten blev til, da ro- og sejlklubberne i Aarhus, der ønskede at få en plads på den nye lystbådehavn, gik sammen om at bygge et fælles hus. "Søsportspavillonen", som de oprindeligt kaldte bygningen, stod færdig i foråret 1935 og rummede både garager, omklædningsrum samt klub- og mødelokale. Desuden var hele førstesalen blevet gjort klar til, at en ny restaurant kunne indrettes på stedet.

    Omkring femten år tidligere havde Aarhus fået et stadion til sport på landjord, så det var tiltrængt med et sted, hvor man kunne dyrke sporten på vandet. Da bygningen endelig stod færdig, blev den hjemsted for klubber som Aarhus Sejlklub, Sejlklubben Bugten, Aarhus Yachtklub, Aarhus Motorbådsklub, Aarhus Roklub og Aarhus Dameroklub.

    Gennem årene har Søsporten flere gange båret sammen om årets "kanindåb", som man kalder den traditionelle, ceremonielle indvielse for førstegangsroere i klubberne. Til ceremonien optrådte en erfaren roer som kong Neptun - havets gud i romersk mytologi - og erklærede de nye roere - kaninerne - for fuldgyldige roere. Herefter bliver de nyindviede roere smidt i vandet, hvilket markerer afslutningen på dåben og deres formelle optagelse i roklubben.

    Kanindåbene var ofte et større arrangement, der tiltrak tilskuere på havnen, der gerne ville være vidne til begivenheden. Ofte blev der også arrangeret festligheder efter dåben som fejring af de nytilkomne roere, og Søsportens lokaler var optimale til formålet.

    Læs mere om Søsporten på AarhusWiki

    Læs mere om kanindåb på AarhusWiki