Gå til hovedindhold

Byens Lystbådehavn

Aarhus Lystbådehavn har sammen med Fiskerihavnen og Træskibshavnen en broget og mangfoldig historie. De fremstår både som unikke områder med hver sin funktion, men også som en samlet enhed. Her har et hav af begivenheder, traditioner og spændende personer formet miljøet, der går på kryds og tværs af både vand og fastland. Gå byvandringen herunder for at lære mere om Aarhus Lystbåde-, Fiskeri og Træskibshavns historie.

Indhold

    Aarhus Lystbådehavn set fra Roklubben. Fotograf Claus Jensen, 2009, Aarhus Stadsarkiv.

    Læs mere om lystbådehavnen

    Træskibshavnen

    Lystbåde-, Fiskeri- og Træskibshavnen er tre separate havne med hver sin funktion, men de hænger alligevel uløseligt sammen. Deres historie og kulturer er blevet flettet sammen på kryds og tværs af personer og begivenheder og ikke mindst deres tætte, fysiske naboskab.

    Vestre Dækmole

    Vestre Dækmole har sammen med Østre Dækmole længe markeret grænsen mellem havet og Lystbåde- og Fiskerihavnen. Vestre Dækmole er blevet brugt til en bred vifte af aktiviteter især knyttet til fiskeri – eksempelvis sejlede de såkaldte strandjægere ud herfra, når de skulle ud at jage vildænder m.m.

    Slæbestedet

    Slæbestedet er et naturligt midtpunkt på Fiskerihavnen. Her bliver mindre både taget op eller sat i vandet. Fra slæbestedet har man ikke kun haft udsigt til den nære vandvejstrafik, men også haft et klart udsyn til den industri, der i en periode tårnede sig op i området bag Lystbådehavnen.

    P. Clausens Fiskehandel

    Fiskerihavnen har gennem tiden været mange fiskeres – men også fiskehandleres – andet hjem. Det har især gjort sig gældende for Clausenfamilien, der har drevet fiskehandel og anden virksomhed her, allerede inden Fiskerihavnen overhovedet var blevet officielt etableret.

    Auktionskajen

    Auktionskajen var førhen knyttet til Auktionshallen, der lå i bygningerne lige ved siden af. Sammen dannede de ramme om adskillige auktioner over store partier frisk fisk, der især tiltrak erfarne deltagere, da det krævede opmærksomhed og snilde at være med.

    Beddinghuset

    Beddinghuset er en af havnens ældste bygninger. Ved Beddinghuset kunne skibe og småbåde tages op af vandet til reparation og vedligehold på Beddingpladsen, der engang fandtes her. På pladsen lå gamle fiskekuttere og fornemme lystbåde side om side til kærlig behandling af deres ejere.

    Søsporten

    Søsporten har siden 1935 fungeret som et samlingspunkt for alle på havnen og har huset flere søsportsklubber samt en restaurant. Søsporten har også dannet rammerne om festligheder som fødselsdage og jubilæer, og der har sågar været et cirkus på besøg i bygningen.

    Kystpromenaden

    Kystpromenaden er et af aarhusianernes yndede udflugtssteder og har været det, lige siden gaden blev anlagt i forbindelse med etableringen af Lystbådehavnen. Den har altid fungeret som et bindeled mellem havet og livet i byen, og nu er det også en vej til og fra det nye kvarter på Aarhus Ø.

    Aarhus Roklub

    Aarhus Roklub er én blandt mange søsportsklubber, der hører til på Lystbådehavnen. Klubberne beskæftiger sig ikke kun med roning, men også andre former for sejlads. Dertil kommer flere klubber for entusiaster, der interesserer sig for bestemte typer både eller skibe, eksempelvis motorbåde.

    Kapsejlads

    Fra Kystpromenaden havde man engang en vidtstrakt udsigt over Aarhusbugten, hvilket gjorde det til en god tilskuerplads til kapsejlads. Kapsejlads var en hyppig aktivitet på Lystbådehavnen. Selv under Anden Verdenskrig fortsatte kapsejladsen, selvom der kunne være midlertidige forbud mod det.

    Lystsejlads

    Ikke kun søsport, men også lystsejlads har fyldt meget på Lystbådehavnen gennem tiden. Turister og hobbysejlere i alt fra små både til større luksusskibe har kunnet lægge til her. Også søspejderne har været en central del af miljøet på Lystbådehavnen, hvor de har uddannet mange erfarne sejlere.

    Kranen

    Kranen er en 10 tons løftekran, der kan hejse de større både på Lystbådehavnen i og op af vandet. Med denne funktion har den været en central del af mange glade dage, når en ny båd skulle døbes, eller blot når forventningsfulde lystsejlere igen kunne søsætte deres både efter vinterpausen.

    Østre Dækmole

    Østre Dækmole er den yderste af de to moler, der afgrænser Lystbådehavnen fra Aarhusbugten. Før Aarhus Ø blev bygget, var molen det nærmeste tilflugtssted, hvis man fik problemer på vandet ud for Lystbådehavnen. Dengang havde molen et fyrtårn, så den også var til at finde i mørke.

    Sidst opdateret: 29. november 2024