Gå til hovedindhold

Museumsbroen

Museumsbroen blev opført i 1880'erne, og med sin placering. der dengang lå et godt stykke fra den travle bymidte, blev stedet i begyndelsen af 1900-tallet et oplagt sted at slappe af. Ved Museumsbroen kunne man endda leje en båd og på udflugt op ad Aarhus Å.

Indhold

    Foto: Åløbet langs strækningen, der i dag er Thorvaldsensgade. Et stykke nede af åen ses Museumsbroen, mens Aarhus Museum ligger til højre i billedet, og Ceres Bryggeriet ligger bagerst til venstre. Hammerschmidt Foto, ca. 1892, Aarhus Stadsarkiv.

    Museumsbroen blev angiveligt bygget i 1884 - i hvert fald stod den med sikkerhed færdig i 1887. På dette tidspunkt lå det omkringværende område helt i udkanten af Aarhus Købstad og var hovedsageligt udgjort af en stor eng, der var opstået, efter man havde drænet Mølledammens vand væk derfra.

    I den første tid efter broens opførelse, blev den blot henvist til som "mølleejerens bro", da det var ejeren af Aarhus Mølle, der lå ud til Vester Allé på Mølleparkens nuværende areal, som havde betalt for opførelsen af broen. I folkemunde var den også kendt som ”jernbroen", fordi den var konstrueret med to tunge metalspær, som bar brodækket. Broen havde altså endnu ikke fået noget fast navn.

    I 1889 gik møllejerens mor, Bertha Weis, i forhandling med Aarhus Kommune, da hun og sønnen, Ernst August Weis, ønskede at lade kommunen overtage driften og vedligeholdelsen af både broen og jordstien, der førte dertil fra møllen. Til gengæld gik de med til at hæfte for anlæggelsen af en egentlig vej på strækningen samt rørarbejdet, der skulle udføres i forbindelse dermed. Kommunen indvilgede og overtagelsen fandt sted allerede samme år. Den nye gade blev anlagt og opkaldt efter det tidligere Aarhus Museum, der lå ud til den, og samtidig fik Museumsbroen sit navn.

    Med sin placering væk fra den travle bymidte blev Museumsbroen i starten af 1900-tallet et yndet udflugtssted til rekreation og afslapning tæt på naturen. Desuden ejede flere aarhusianere en lille have i området, som der ellers ikke var plads til midtbyen, der var blevet fortættet og sammenklemt efter en stor befolkningstilvækst i anden halvdel af 1800-tallet. Der var også mulighed for at leje en båd ved Museumsbroen, så man kunne sejle på en fornøjelsestur ud ad Aarhus Å, eksempelvis til Fiskerhuset, der lå omtrent en halv kilometer derfra. Ved Fiskerhuset kunne man købe mad og drikke, mens også opleve diverse forlystelser, som musik og dans eller et spil på en keglebane, ligesom stedet ofte bød på fornøjelige styrkeprøver og fyrværkeri.

    Selvom byen langsomt bredte sig ud til området omkring Museumsbroen, var den i mange år et udflugtsmål og samlingssted for aarhusianere, der søgte væk fra bymidten, og den var et vigtigt stop på vejen ud til et af de mest yndede udflugtsmål omkring Aarhus.

    Sidst opdateret: 9. september 2025