Gå til hovedindhold

Filuren

Teaterhuset Filuren - af mange blot kaldt Filuren - er et børneteater, der i dag ligger i Musikhuset i Aarhus, men havde sin opstart i Vestergade 3.

  • Læs op

Indhold

    Billede: Baggårdsmiljøet ved Vestergade 3 hvor Filuren bl.a. hørte til. Teatrets skilt kan ses på den forreste bygning til venstre i billedet. Fotograf Anita Strømberg Kimborg, 1996, Aarhus Stadsarkiv.

    Teaterhuset Filuren er udsprunget af Bodil Lindorffs Børneteaterskole, der blev startet i marts 1966 af pædagog, skuespiller og instruktør Bodil Lindorff. Hendes mål med skolen var at lade læring om teater være en del af opdragelsen af skolens børn. Det var altså først og fremmest en skole, hvor man lærte om teater, og ikke en skole, hvor man lærte at spille teater. I teaterskolen fik børnene desuden øvelse i at lytte efter og fordybe sig.

    I årene efter teaterskolens grundlæggelse modtog den stigende støtte fra Aarhus Kommune og -Amt, og i november 1970 kunne Bodil Lindorff åbne et børneteater i forlængelse af skolen. Teatret kom til at ligge i Vestergade 3 og var Aarhus' første stationære børneteater. Ud over at inddrage børneskuespillere fra teaterskolen blev der også ansat nogle få voksne skuespillere til at opføre forestillingerne i samarbejde med børnene.

    Teatret fik navnet Børneteatret Filuren – eller bare Filuren – og blev i 1972 en selvejende institution. Filurens skuespillertrup arbejdede både på teatrets faste scene i Vestergade, men tog også på turnéer rundt omkring i landet til eksempelvis folkeskoler og biblioteker for at sprede teaterglæden uden for Aarhusegnen.

    I 1974 blev Filuren et professionelt børneteater, der var kendetegnet ved at spille børnevenlige bearbejdelser af de store historier, klassikere og myter. I 1992 fik teatret scene i børneteatersalen i Musikhuset og udviklede sig efterhånden fra at være et teater til at være et teaterhus med tilbud til alle aldersgrupper blandt børn og unge helt op til 18 år.

    I tilknytning til teatret driver Teaterhuset Filuren i dag også "Kulturskolen for teater og dans" for børn og unge samt et kompetencecenter, der udvikler aktiviteter, som knytter teaterpædagogik og scenekunst ind i skolens læringsrum.

    Læs mere om Teaterhuset Filuren på AarhusWiki

     

     

    Sidst opdateret: 15. december 2023