Gå til hovedindhold

Rosenteatret

Rosenteatret er et amatørteater, der ligger ved Rosenpassagen i hjertet af Aarhus. Teatret er drevet af frivillige kræfter, der selv skriver, instruerer og spiller rollerne i forestillingerne.

  • Læs op

Indhold

    Billede: Rosenteatret set fra Rosenpassagen. Fotograf Mia Gulvad Jørgensen, 2022, Aarhus Stadsarkiv.

    Rosenteatret startede som en foreningen Amatørscenen Århus, der blev stiftet i 1970. I 1973 lavede de deres første festugerevy, og i 1975 flyttede foreningen ind i deres nuværende lokaler ved Rosenpassagen. De kaldte sig først Amatørscenens Hus, men skiftede i 1977 navn til Rosenteatret på grund af beliggenheden. Siden er deres adresse blevet til Teatertorvet, som blev navngivet i 1980 med henvisning til netop Rosenteatret.

    At Rosenteatret er et ”amatør” teater skal forstås i ordets oprindelige forstand, hvor det betyder ”elsker”. En amatør er altså en, der elsker noget, og Rosenteatret slår sig på, at deres folk elsker det, de laver – og det er teater. Selvom teatret og dets frivillige ikke stræber efter det professionelle, gør de en dyd ud af at levere deres bedste, og deres overbevisning er, at det, man gør med hjertet, altid bliver godt.

    Gennem årene er der på Rosenteatrets intimscene blevet opført et utal af forestillinger inden for dansk dramatik, sort teater, absurd teater, selvgjorte musicals, kabareter, revy- og børneforestillinger. For nylig begyndte de desuden et samarbejde med den aarhusianske stand-up scene og holder nu klubaftener for det lidt anderledes publikum, som komikken tiltrækker.

    Læs mere om Rosenteatret på AarhusWiki

     

    Sidst opdateret: 19. december 2023