Kunstnere og skuespillere på Nordre Kirkegård

Her er både billedkunstnere, teater- og filmfolk, musikere og en enkelt forfatter. De ligger spredt ud over kirkegårdens forskellige afdelinger, og deres gravminder har ofte et meget karakteristisk særpræg, der afspejler både deres personlighed og deres virke.

Kunstnere og har ofte levet et fremtrædende liv og været med til at skabe livsglæde og nærvær omkring sig. På ruten kan du opleve, hvordan de gennem deres gravminder har ønsket at fremstå for eftertiden.

Et gravminde er skabt af kunstneren selv, andre har fået kunstneriske tilsnit af de efterladte, en ligger i et familiegravsted og to teaterkolleger ligger anonymt sammen i fællesgraven.

Udvis gerne respekt for fortidens gravminder. De står under publikums beskyttelse.

Rigtig god fornøjelse!

Hør også podcasten Gravminder - Afsnit 4: Kunstnere og skuespillere på Nordre Kirkegård.

Asger Bonfils: Med hånden på dansk teater

Asger Bonfils (1928-2018), Nordre Kirkegård, Litra S1, nr. 191

Asger Bonfils medvirkede over fire årtier i næsten 40 forestillinger og instruerede knap 80 på Aarhus Teater - og var desuden i en årrække teatrets dramaturg. Han var som rektor i perioden 1966-72 med til at reformere Skuespillerskolen ved Aarhus Teater og herigennem styrke de faglige bånd mellem skolen og teatret.

Asger Bonfils blev født i 1928 og uddannet skuespiller fra Det Kongelige Teaters Elevskole i 1951. Foruden Aarhus Teater har han bl.a. været tilknyttet Odense Teater, Det Kongelige Teater, Det Ny Teater, Aalborg Teater og Det Danske Teater.

Hans debut på Aarhus Teater var som Kandidaten i Albees drama Bessie Smiths død i 1964/65. Samme sæson medvirkede han i det modernistiske stykke Stakkels Bitos og instruerede operetten Pariserliv. Denne store spændvidde i genrer allerede i første sæson blev betegnende for hele hans virke på Aarhus Teater.

Asger Bonfils mestrede både klassikerne og den moderne dramatik. Hans iscenesættelse af en lang række Holberg-komedier har med deres blanding af moderne kreativitet og troskaben mod Holberg-traditionen vakt genklang i nyere dansk teaterhistorie. Også de gamle grækere tog han livtag med, bl.a. i Det græske projekt, og han instruerede med lige stor indlevelse og evne moderne dramatik i helt nye former, som f.eks. Krigsspillene i 1986/87.

Fra Shakespeare til Tabori og Euripides til Ibsen - foruden Strindberg, Molière, Beckett, Gogol, Horváth og Arthur Miller – Asger Bonfils arbejdede målrettet og ambitiøst med dem alle, både som skuespiller på scenen og som instruktør. Hans kærlighed til teatret favnede vidt og drev hans arbejde til et højt kunstnerisk og professionelt niveau. Bredden i Bonfils' arbejde med teatret og dets virkemidler kom desuden til udtryk i hans engagement i teatrets tekniske og kreative værksteder.

Asger Bonfils' sidste rolle på scenen på Aarhus Teater var som Charley i En sælgers død i 1997/98 og hans sidste iscenesættelse var Holbergs Melampe fra 2005/06. I 2015 modtog han Danske Sceneinstruktørers hæderspris.

William Knoblauch: Fra operetternes første-elsker til gammel kardinal

William Knoblauch (1892-1980), Nordre Kirkegård, Litra R2, Ny Fællesgrav

William Ferdinand Knoblauch ligger i ny fællesgrav på Nordre Kirkegård. Han blev født i Helsingør, hvor han fra barnsben var dybt betaget af alt, hvad der foregik på scenen på Helsingør Teater, og her betrådte han som ung amatørskuespiller for første gang de skrå brædder. Det var årtier før teaterbygningen blev revet ned og flyttet til Den Gamle By i Aarhus, hvor han igen skulle indtage den gamle scene i Den Gamle Bys Holberg-sommerspil.

Knoblauch tog at læse hos skuespillerne Alfred Bagger og Elith Reumert. Han debuterede på Frederikshavn Teater i 1912. Foruden fire år som en del af Odense Teaters ensemble i 1914-18 og nogle sæsoner med Carl Thomsens og Axel Jacobsens turnéteatre.

Som nygift med skuespillerkollegaen Inger Knoblauch kom han i 1923 til Aarhus Teater under direktør Erik Henning-Jensen. Han vandt omgående det aarhusianske publikums hjerter i rollen som Baron Schober i operetten Jomfruburet. Herefter var Knoblauch en fast del af ensemblet i 36 år indtil 1959, hvor han trak sig tilbage – i øvrigt med en håndfuld guldskeer i hædersgave fra byrådet og den meget teaterglade borgmester Bernhardt Jensen.

Tilbagetrækningen fra scenen blev dog ikke ganske konsekvent. Først i 1971 spillede William Knoblauch sin sidste rolle. Det var som Den Meget Gamle Kardinal i Galileis Liv af Bertolt Brecht. Han nåede på et halvt århundrede at spille godt og vel 275 roller på Aarhus Teater.

Ulf Stenbjørn: Teatrets stolte naturtalent

Ulf Stenbjørn (1921-2012), Nordre Kirkegård, Litra R2BO J-6-6: Ny Fællesgrav

Ulf Holgersøn Stenbjørn er begravet i Ny Fællesgrav på Nordre Kirkegård. Korset ved fællesgraven er en krydsning mellem et mantua-kors og et keltisk kors.

Ulf Holgersøn Stenbjørn voksede op som godsejersøn på herregården Rugård på Fyn. Han tog en uddannelse som arkitekt ved Kunstakademiet, men nåede kun at bygge hvad han selv kaldte et grimt beboelseshus ved en tankstation på en fynsk landevej. Han blev i 1946 draget ind i teatrets verden og spillede rollen som Nikolai i Nøddebo Præstegård med et turnéteater.

Efter nogle år på Nygade Teatret i København kom han til Aarhus Teater, hvor han i 1951 debuterede i dobbeltrollen som tvillingerne Horace og Francois i forestillingen Dans under Stjernerne.

Ulf Stenbjørn blev på Aarhus Teater de følgende 50 år, hvor han medvirkede i mere end 150 forestillinger under syv forskellige direktører. Han havde et par enkelte afstikkere til København for bl.a. at lave tv-film og -serier og et par teaterforestillinger.

Allerede efter fem sæsoner på Aarhus Teater begyndte Stenbjørn at arbejde som instruktør, og hans iscenesættelser spændte lige så vidt som hans skuespillerevner. Ikke mindst var hans tag på Holberg legendarisk, og han var en årrække fast instruktør på de traditionsrige Holberg-spil i Den Gamle By. Også udlandet gjorde brug af ham til iscenesættelser af Holbergstykker.

På Aarhus Teater fik Stenbjørn faktisk brugt sin arkitektuddannelse. I forbindelse med ombygningen af Scala i 1981 fik han idéen til den tværgående gang, der i dag forbinder Aarhus Teaters øverste etager og sparer både skuespillere og andet godtfolk for lange trappevandringer til kantinen.

Stenbjørn var i øvrigt meget engageret i byudvikling og boligpolitik på Trøjborg, hvor han boede alene i en stor lejlighed med udsigt over Riis Skov.

Han spillede et meget bredt repertoire og var hjemme i både komedier og operetter, Shakespeare og Beckett, musicals og farcer, tragedier og børneforestillinger og alt der ind imellem. Blandt hans glansroller kan nævnes Volpone, Lucky i Mens vi venter på Godot, Pierre i Den Gale fra Chaillot, Werle i Vildanden, Fortælleren i Rocky Horror Show og Hertugen i Kameliadamen – foruden en perlerække af store roller i Holberg- og Shakespeareforestillinger.

Stenbjørns sidste forestillinger på Aarhus Teater var Gustav Wieds Dansemus og Lollikes Gensyn i Braunau i 2000/01.

Leo Carpato: Musiker og komiker

Leo Carpato (Leo Karpatoff) (1933-1988), Nordre Kirkegård, Litra R, nr. 76

Leo Carpatos gravminde er lavet i pommersk fyr og er fremstillet på Christiania som en kopi af hans kromatiske mundharmonika med en jødestjerne øverst. Leo Carpatos begravelse var et lidt anderledes, festligt indslag på kirkegården. Han havde ønsket at blive sænket i jorden til tonerne af Glenn Millers In the Mood, for derefter at få kisten hejst op og nedsænket til samme melodi; et sidste da capo.

Leo blev født i København som efterkommer af jødiske indvandrere fra Østeuropa og med efternavnet Karpatoff, som han siden ændrede til Carpato. Han blev uddannet skrædder og drev butik i København. Derudover medvirkede han allerede fra sin ungdom som virtuos mundharmonika-spiller og sanger og som entertainer og artist i forskellige sammenhænge og orkestre.

I 1977 trak Volmer Sørensen ham med ind i Nykøbing F. Revyen, hvor hans optræden i en Anker Jørgensen-parodi vakte stor morskab. Siden medvirkede Leo Carpato i flere revyer på bl.a. Amagerscenen og ikke mindst i tre sæsoner i Cirkusrevyen. I 1970 havde han debuteret på det hvide lærred med sin mundharmonika i filmen Tre slags kærlighed.

I en årrække boede Leo Carpato på Costa del Sol, hvor han drev en radiostation på dansk. Herefter slog han sig ned i Aarhus med sin butik Den Tapre Skrædder, som han dog lukkede efter et par år for helt at hellige sig musikken. Han spillede mundharmonika på en perlerække af albums og akkompagnerede kunstnere som Peter Belli, Toots Thieleman, Dorthe Kollo, Otto Brandenburg, Johnny Reimar og Four Jacks. Han var med på flere albums, bl.a. som den ene halvdel af duoen Wessberg & Carpato. Lige til det sidste optrådte han i en lang række musikalske sammenhænge, ikke mindst i Aarhus’ levende jazzmiljø.

Teddy Sørensen: Sprudlende multikunstner

Teddy Sørensen (1938-2002), Nordre Kirkegård, Litra F, nr. 771-833

Sammen med en stenhugger lavede Teddy Sørensen selv sin gravsten med katten på toppen. Den stod i en årrække i haven ved familiens sommerhus – allerede dengang med indskriften ”Tak for besøget”. Datoen blev hugget ind efter hans død.

Historien om gravstenen tegner i sig selv konturerne af, hvem Teddy Sørensen var som menneske og kunstner; humoristisk, morbid, kulørt og effektfuld. Han blev uddannet ved Kunstakademiet i Aarhus i starten af 1960’erne og arbejdede resten af livet som både maler, grafiker, billedhugger og installationskunstner.

På rejser til bl.a. Sydamerika, Spanien og Marokko hentede han meget inspiration, som smittede af på hans værker både i form og farver. Men Teddy Sørensen var i høj grad sin egen med stærkt personlige udtryk. Han fabulerede over både dyr og mennesker, hvor både hans frie forhold til farver og hans grafiske linjer viser et højt kunstnerisk niveau. Også som installationskunstner satte han sit præg op igennem århundredets sidste tre årtier – og ikke mindst på Aarhus by, hvor han bl.a. stod blandt flere kunstneriske happenings.

Teddy Sørensen er blevet kaldt ”Aarhus’ Asger Jorn”, og man kan opleve hans kunst på en lang række museer i hele landet. Alene på ARoS findes mere end tredive af hans værker. Men det var ikke kun som kunstner, Teddy Sørensen gjorde sig bemærket i bybilledet. Som menneske gjorde han sig bemærket og uforglemmelig for alle, der mødte ham og oplevede hans finurlige og frodige tilgang til livet. Han var en kendt og afholdt skikkelse i mange og brede kredse i det Aarhus, der var hjertet i hans liv og hans kunstneriske virke.

Maria Struzik-Krull: Kunstner og muse

Maria Struzik-Krull, (1951-2005), Nordre Kirkegård, Litra G, nr. 166-214

Maria Struzik-Krull ønskede en engel på sin grav. Hendes mand, kunstneren Hans Krull, skabte en engel. Det var et værk han allerede længe havde arbejdet på i anden sammenhæng, men som blev dedikeret til hans hustrus gravminde. Det er et to-hovedet dyr, måske et udyr, hvorfra der vokser en engel op. Ifølge Krull symboliserer værket både sammenhængen mellem den maskuline og den feminine energi og lyset og mørket. Englen er transformationen fra et stadie til et andet.

Den polskfødte kunstner Maria Struzik blev uddannet på Kunstakademiet i Krakow, hvor hun i 1974 mødte den danske kunstner Hans Krull. De blev gift og sammen rejste de til Aarhus efter at have færdiggjort uddannelsen i 1978. Her var Maria frem til sin død et sprudlende midtpunkt for en større, aarhusiansk kunstnerkreds. Sammen med Hans Krull og sønnen Carl Marius dannede familien Krull art Lab, der bl.a. stod bag udstillingen Nepotisterne – Krull og den polske forbindelse i Kunstbygningen i 2004 og samme år lavede de Kærlighedens Tempel, en levende udstilling, der hver dag i festugen gik gennem byen i procession.

Maria Struzik-Krull arbejdede primært med grafiske virkemidler i sine litografier og farveætsninger. Hendes primære motiver er hentet naturen og eventyrene, både i form af dyr og fabeldyr. Billederne er stærkt detaljerede og ofte med et stænk af surrealistisk dysterhed.

I 2011 åbnede ARoS Snapshots from Slumberland – 3 x Krull, der præsenterede Maria Struzik-Krulls billeder sammen med Hans og Carl Krulls værker.

Ruth Schmidt: Livsglæde, kunst og kærlighed

Ruth Schmidt (1926-2010), Nordre Kirkegård, Litra B2, nr. 83

På gravstenen er et portræt af Ruth Schmidt som ældre dame med stok. Det er – sammen med korset bag stenen – fremstillet af hendes søn, Troels Schmidt.

Ruth Lissie Schmidt f. Jensen var som ung skuespillerelev på Aarhus Teater, og det stod ikke i kortene, at hun skulle blive en af landets bedste naivistiske kunstnere. I sæsonen 1948/49 medvirkede hun i flere forestillinger på Aarhus Teater, men stoppede brat teaterkarrieren, da rygtet om hendes forhold til den noget ældre og gifte chefredaktør på Aarhus Stiftstidende, Erik Schmidt, begyndte at brede sig. De blev gift i 1951.

Senere uddannede Ruth Schmidt sig ved Det Jyske Kunstakademi i Aarhus, hvor hun bl.a. var elev af den tyske kunstner, Harald Isenstein. Fra sine første arbejder med tekstilskulpturer og kludetæpper udviklede hun et markant talent for naivistiske malerier.

Både tekstilværkerne og malerierne bærer et tydeligt præg af en kunstner med et såvel skarpt som optimistisk og humoristisk syn på menneskene og menneskelivet. Blandt hendes kendteste billeder er en række koloristiske gadelivsbilleder fra hendes rejser til Paris. På billederne ses altid en ældre dame med stok; det er hende selv.

Ruth Schmidts værker er udstillet talrige gange siden 1970’erne, bl.a. på Kunstnernes Sommerudstilling og Påskeudstilling, Den Frie samt en række jyske kunstmuseer og en lang række gallerier i både Danmark og udlandet. Hun var som katolik særligt knyttet til Galleri ved Kirken i Ryesgade i Aarhus ved Skt. Knuds Kirke, hvor der efter hendes død blev lavet en stor mindeudstilling med hendes værker. Hun modtog en dansk og to udenlandske kunstpriser for sit arbejde og var en del af Baggårdsatelieret i Jægergårdsgade.

I hendes hjem brugte hun sine klædeskabslåger som kladdebog. Blandt de notater, hun her havde gjort, var et ønske, som kan stå som et af hendes opnåede livsmål: ”Hold mig nogenlunde omgængelig. Jeg nærer ikke noget ønske om at være en helgen – nogen af dem er svære at holde ud – men et surt gammelt menneske er et af djævelens mesterværker.”

Peter Kjær: Den mangfoldige direktør

Peter Kjær (1886-1962), Nordre Kirkegård, Litra A1, nr. 0-3

Peter Kjærs gravsted består af en stor marmorsarkofag med hans og hans anden hustru Helvig Kjærs navne og datoer. For enden sidder en bronzestatue af en sørgende kvinde. Det er en nyklassiscistisk figur med inspiration antikken, som i 1700-tallet blev introduceret i Danmark for første gang. Både kvinden og sarkofagen er sjældent anvendt som gravminde i Danmark i anden halvdel af 1900-tallet.

Peter Kjær debuterede på Aarhus Teater i 1908, hvor han kom til at spille over 50 større og mindre roller i alt lige fra Holberg-komedier over tragedier til operetter og lystspil.

Under sine fire sæsoner på Aarhus Teater medvirkede han desuden i de Aarhus-producerede stumfilm Greven af Luxemburg og Den Hvide Slavehandel. Da han herefter blev han optaget på Det Kongelige Teaters Elevskole, hvor han læste hos stjernerne Olaf Poulsen og Peter Jerndorff, medvirkede han i yderligere seks stumfilm.

Efter en sæson på Det Kgl. Teater søgte han videre, først til Casino og siden ud i provinsen. I 1916 oprettede han sit eget turnéteater, der snart blev et af provinsens fremmeste, ikke mindst pga. sit folkelige repertoire.

I starten af 20´erne blev han i makkerskab med Aarhus Teaters tidligere direktør Jacob Jacobsen leder af Aalborg Teater. Det blev en hård økonomisk kamp, både kunstnerisk og økonomisk, og Kjær måtte i 1928 lade sig indlægge på en nerveklinik for at komme til hægterne. Efterfølgende forsøgte han sig igen med turnéteater, men kræfterne og succeserne manglede.

Da tonefilmen begyndte at vinde indpas i de danske biografer, så han en bedre mulighed for at tjene sit levebrød på den front og fik sin første biografbevilling i 1931. Herefter var han biografdirektør frem til sin død, først for Colosseum i Frederikshavn og siden Paladsteatret i Aalborg, som han drev resten af sit liv. Biografdrift kom til at fylde det meste af hans voksne liv. Men på sin gravsten ønskede han at blive mindet som teaterdirektør.

Som ældre indstiftede han et legat i sit eget navn, som gennem Skuespillerforeningen af 1879 stadig uddeles til fortjenstfulde skuespillere.

Jakob Bech Nygaard: De udstødtes fortæller

Jakob Bech Nygaard (1911-1988), Nordre Kirkegård, Afd. A, nr. 278-302, H. Paulsens familiegravsted

Jakob Johannes Bech Nygaard er begravet sammen sin hustru, Vivi Paulsen, i hendes farfar skomagermester H. Paulsens familiegravsted.

Bech Nygaard debuterede som forfatter med romanen Guds blinde Øje, der udkom i 1941. Han var uddannet mejerist, men droppede ud af sin videre uddannelse til landbrugskonsulent for at hellige sig forfattergerningen.

Hurtigt efter Guds blinde Øje udkom efterfølgeren Du blev Træl, der følger pigen Anne fra debutromanen ind i voksenlivet. Anne er opvokset på et brutalt børnehjem i mellemkrigstiden, og de overgreb og ar, fysiske såvel som psykiske, hun her fik, følger hende ind i voksenlivet og fortsættes i romanen I, som ihjelslår sjæle (1944).

De første værkers beske socialrealisme rummer en hård samfundskritik af det pæne borgerskabs magt og moralbegreber. Det skarpe blik for social uretfærdighed, for menneskets natur og for samfundets svage og skæve eksistenser kom til at præge hele J. Bech Nygaards forfatterskab.

Han skildrede storbyens sociale udskud og landsbymentalitetens fordømmelse og eksklusion af de utilpassede, den offentlige forsorgs svigt af magtesløse børn og fattigdommens forråelse og fornedrelse. Det var emner, han også behandlede i et par historiske romaner, herunder Guvernøren (1956) der handler om det 1700-tallets danske slaveri de vestindiske kolonier.

Bech Nygaard dykkede helt ned i de miljøer, han ønskede at skildre. Disse ”feltstudier” fik ham i 1946 ekskluderet fra Dansk Forfatterforening, fordi han i en kort periode under krigen havde været medlem af det nazistiske DNSAP. Da hans sag to år efter blev ført i en æresret, fik han oprejsning og blev genindmeldt i foreningen.

Bech Nygaards bøger og avisindlæg satte jævnligt dagsordenen for samfundsdebatten, og i 1963 modtog han Boghandlernes Gyldne Laurbær for romanen Natten er nådig, som han havde skrevet efter at have boet hos en familie på Grønland.

Bech Nygaard skrev mere end 35 bøger, heriblandt en enkelt novellesamling og tre børnebøger. Hans sidste værk, Hvad med i morgen, udkom i 1981.

Hans Christian Vartenberg: Fyrtårn i Aarhus’ musikmiljø

Hans Christian Vartenberg (1944-2018), Nordre Kirkegård, Afd. E1, nr. 55-56

Hans Christian Vartenbergs sten ligger på Vartenbergs familiegravsted på Nordre Kirkegård. Stenen er fundet af hans sønner på Helgenæs, som Vartenberg elskede, og hvor familien havde deres sommerhus.

Hans Christian Vartenberg var lidt af en multikunstner og kendt i Aarhus for sine mangfoldige musikalske talenter. Som dreng lærte han at spille klarinet og tog derefter fat i saxofonen, som siden skulle blive hans primære instrument.

Da han som ung student mødte musikeren Anders Errboe, indtog de først jazzklubben Paname i Rosenkrantzgade og Bent J. i Nørre Allé. Ved siden af jazzen studerede Vartenberg arkæologi, men musikken blev det afgørende for ham. I 1963 var han med til at danne Harmoniorkestret Kærne, der i 1972 blev til Østjysk Musikforsyning. Vartenberg spillede i samme periode med Peder Pedersens Big Band på Tagskægget, der dengang lå i Paradisgade.

Østjysk Musikforening blev en kæmpesucces, ikke mindst som revy-orkester og i en årrække som fast orkester på Pejsegården i Brædstrup. Vartenberg udvidede sine sceniske talenter og dyrkede foruden saxofonen også sit komiske talent og evner som sangskriver.

Fra 1989 optrådte han som musikalsk komiker og entertainer sammen med John Nørgaard, og sammen havde de stor succes med deres shows og monologer. Vartenberg medvirkede på en lang række indspilninger, både med ØM og Nørgaard.

Foruden hans livslange beskæftigelse som musiker, sangskriver og entertainer var H.C. Vartenberg medstifter og formand for Frivillighuset i Sankt Pauls Gade. I 2002 startede han Skt. Pauls Big Band, bestående af 25 seniormusikere, der slog sig løs med at spille jazz. Året efter modtog han Fatterprisen af Dansk Musikerforbund, og i 2016 fik han Gaffelprisen af Jazzselskabet Aarhus.