Ugens Aarhushistorie: Langenæs - ”En by i byen” - kolonihaver, højhuse, og en drøm om frisk luft
De første bebyggelser på Langenæs-området opstod i 1910’erne, da haveforeninger begyndte at leje sig ind på jorden mellem Skanderborgvej og jernbanen. Frem til 1950’erne bestod bebyggelsen i området primært af kolonihaver. Ideen var dog, at området med tiden skulle danne ramme om et nyt kvarter, som skulle udvikles ud fra en samlet bebyggelsesplan. Det nye bykvarter skulle både give plads til mange nye hjem og bevare de rolige og grønne omgivelser, som området var kendt for. Aarhus Byråd begyndte derfor at
Billede: Langenæs før etagebyggerierne, her i 1953 med boldbaner og kolonihaver. Til venstre i billedet ses Skanderborgvej og længere ude i forgrunden Kongsvang og Viby. Fotograf Hammerschmidt Foto, 1953, Aarhus Stadsarkiv.
Aarhus Kommune er godt i gang med en ny gennemgang af bevaringsværdige bygninger. Der skal laves vurderinger af alle ejendomme fra før 1970, 41.000 bygninger i alt. Det store register skal anvendes til at værne om det bevaringsværdige Aarhus, så vi kan udvikle byen i balance mellem nyt og gammelt. Det er Magistratsafdelingen for Teknik og Miljø, der står for det store arbejde. Stadsarkivet bidrager med beskrivelser af de enkelte områder i kommunen. I den forbindelse fortæller Stadsarkivet historier fra Langenæs.
Kolonihaver og tyske barakker
I 1930’erne kulminerede antallet af kolonihaver på Langenæs-området. Der var indrettet i alt 900 haver, som alle skulle give de aarhusianske arbejderfamilier mulighed for frisk luft og hjemmedyrkede grøntsager. Kolonihaverne indgik ikke i byrådets plan for området, men da krigen og besættelsestiden satte alle større byggerier i bero, blev haverne bevaret op igennem 1940'erne. Herefter blev planerne om at gøre Langenæs-området til et boligkvarter genoptaget, og i 1950’erne var det endegyldigt slut med kolonihaverne.
Under besættelsen brugte tyskerne også et stykke af Langenæs-området til at opføre barakker, som blev anvendt som kaserne. På hjørnet af Nordborggade og Langenæs Allé blev en firelænget murstensbygning kaldet Tøndergården opført til at huse kvindelige telegrafister. Boligmanglen var ikke blevet mindre i efterkrigstiden, og da der samtidig var indført byggerestriktioner, måtte der skabes husly til Aarhus’ mange indbyggere på andre måder. Den firelængede ejendom blev derfor indrettet som husvildebarakker med små 1- og 2-værelses lejligheder. Der blev også plads til en børnehave, et fritidshjem, og en fritidsklub. Heller ikke bygningen indgik i planerne for Langenæskvarteret, og Tøndergården blev nedrevet i 1957. Barakken lå på det areal, hvor vi i dag finder Lagkagehuset, den frivillige organisation DUI, og den gule boligblok på Nordborggade 5-9.
Billede: Husvildebarakkerne, som lå langs Langenæs Allé og Nordborggade, her afbildet kort før de blev revet ned i 1950’erne. Fotograf Poul Werner Olsen, 1950-1955, Aarhus Stadsarkiv.
Det moderne Langenæskvarter
I vinteren 1949 oprettede Aarhus Kommune en konkurrence, som skulle kåre den endelige bebyggelses- og gadeplan for området. I april året efter havde komiteen gennemgået alle forslag uden at være kommet frem til en vinder. Forslagene indeholdt blandt andet et udstrakt fokus på højhusbebyggelse, og det skabte en bekymring om, hvorvidt den type bebyggelse ville komme til at dominere området i for høj grad. Komiteen var også usikker på, hvordan danskerne ville reagere på at bo i højhuse, der på dette tidspunkt stadig var en ny boligform.
Der gik dog ikke længe, før der blev kåret en vinder af den endelige plan for området, udarbejdet af ingeniør V. Malling og arkitekt Poul Erik Skriver. Planen blev udvalgt efter at have gennemgået et par ændringer. I den nye plan blev der fokuseret på kontrasterne mellem høj og lav bebyggelse, og på grønne og rolige områder, som blev afskærmet fra den omkringliggende trafik. Planen blev suppleret af arkitekt Steen Eiler Rasmussens forslag, som erstattede de mange lave huse med færre og højere huse. Dette skulle sikre, at der både var plads til de mange beboere og til de grønne områder mellem ejendommene.
Langenæskvarteret skulle ifølge viceborgmester I. C. Sørensen være kendetegnet ved ”Den lette luftige karakter, den vidunderlige udsigt, det smukke terræn med slugten mod vest og endelig manglen på massive veje i hele kvarteret”, og med dette mål for øje blev den endelige bebyggelsesplan vedtaget i 1952.
En blanding af beton og blomster
Byggeriet var så godt som færdigt i 1960’erne, og området bestod nu både af boligblokke på syv etager og højhuse på op til 17 etager, højhuset Langenæs. Det var ved opførelsen i 1971 Danmarks højeste murstenshus. Området har derudover et plejehjem, en række daginstitutioner, et butikscenter samt de selvejende kollektivhuse Langenæshus og Langenæsbo. Det var altså ikke helt ved siden af, da Aarhus Amtstidende i 1959 beskrev det nye kvarter som ”en by i byen”.
Snart begyndte diskussionen dog, om området nu også havde bevaret sin idylliske ro med lys og luft, og om det overhovedet var et vellykket projekt. Allerede i 1959 skrev Aarhus Amtstidende, at det nye bykvarter på ingen måde var en skønhedsåbenbaring, og at de mange forskellige byggeformer havde gjort området til en ”kras arkitektonisk cocktail”.
I dag har området byens højeste bebyggelsesprocent, og det er samtidig et af Aarhus’ travleste trafikknudepunkter. Inde på de mindre arealer er der dog stadig skærmet af fra det meste støj, de grønne områder mellem ejendommene er bevaret, og Langenæsparkens buske og træer, grillområder og legepladser skaber et brud i boligblokkene og indbyder til udendørsaktiviteter.
Langenæs – fra bykvarter til selvstændigt sogn
Efter anlæggelsen af Langenæskvarteret blev det i 1960'erne besluttet at oprette Langenæs som et selvstændigt sogn. Planerne om en sognedeling var dog blevet drøftet tidligere, da der allerede i årene omkring anden verdenskrig var udsigt til, at indbyggertallet i området ville vokse stærkt. Inden Langenæs Sogn blev selvstændigt, var det først en del af Skt. Pauls Sogn og senere Skt. Lukas Sogn. I takt med at Skt. Pauls Sogn voksede, besluttede byrådet at dele det i to. Ingerslevs Boulevard blev forlænget med Skt. Lukas Kirkeplads, og i 1926 blev den nyopførte Skt. Lukas Kirke indviet, og Langenæs faldt ind under det nye sogn. Omkring 30 år senere var dette sogn også blevet for stort for de to tilknyttede præster, hvorfor det blev endeligt besluttet at oprette Langenæs Sogn. I 1966 blev Langenæskirken indviet, sognet blev selvstændigt, og af de 33.000 borgere, som hørte til i Skt. Lukas Sogn, overgik godt 10.000 til Langenæs Sogn. Sognet er større end selve Langenæskvarteret og strækker sig forbi Skanderborgvej til Marselis Boulevard og fra Jyllandsvej ned til Dyrehavevej.
Billede: Udsigt over Langenæs fra Højhuset Langenæs, 1970. Til venstre i billedet ses det ene af Langenæshus-højhusene. Fotograf Preben Tolstoy, 1970, Aarhus Stadsarkiv.