Ugens Aarhushistorie: Kongen og kejseren lagde grundstensdokument i Paradisgade

Billede: Siden 1967 (halvandet år før pornografien i Danmark blev frigivet) har der været sexshop i Paradisgade 11. Ejendommen var i 2015 nedrivningstruet, men står endnu da det nye byggeprojekt ikke levede op til lokalplanens krav. Fotograf Poul Pedersen, ca. 1980, Aarhus Stadsarkiv.

Aarhus Kommune er i gang med en gennemgang af byens bevaringsværdige bygninger. Der skal laves vurderinger af alle ejendomme fra før 1970, dvs. 41.000 bygninger i alt. Det store register skal anvendes til at værne om det bevaringsværdige Aarhus, så vi kan udvikle byen i balance mellem nyt og gammelt. Det er Teknik og Miljø, Aarhus Kommune, der står for det store arbejde. Stadsarkivet bidrager med beskrivelser af de enkelte områder i kommunen. I den forbindelse fortæller Stadsarkivet i dag historien om Paradisgade. 

Paradisgade blev anlagt i 1861 som en gennembrudsgade mellem Studsgade og Nørregade. Navnet kom først i 1867 og blev valgt gennem lodtrækning mellem navnene Paradisgade, Nørre-Tværgade og Borgergade. Vindernavnet kom fra Paradisgården, der var en købmandsgård, der indtil midten af 1800-tallet lå ved nuværende Studsgade 27. Paradisgården tilhørte i slutningen af 1700-tallet apoteker Fr. Holmsted Høst fra Løveapoteket. Det var en stor gård med en have, der strakte sig mod Nørregade, og det var derfor relativt let at fjerne haven og anlægge en gade.

I 1910 fik Paradisgade, som den første i Aarhus, chaussébrolægning. Denne smukke belægning kan endnu ses i vifteform i Paradisgade og i buer i Studsgade ud for Paradisgade.

Skolen og den ildelugtende bæk

Paradisgade blev hurtigt hjemsted for to vigtige ejendomme, der samlede borgere i alle aldre. Allerede året efter gadens anlæggelse kunne den første af dem indvies. Det var Paradisgades Skole, som stod færdig i 1862 efter tegninger af arkitekt og murermester Carl Steinbrenner, der også havde været med til at opføre den såkaldte Bispegården på hjørnet af Fredensgade og Sønder Allé. Den nye skole blev bygget med udgangspunkt i en ny skolelov fra 1856, der blandt stillede krav til, hvor mange børn der måtte undervises i samme lokale ad gangen – et krav som byens tidligere friskoler ikke kunne leve op til.

Den nye skole, der var i to etager bygget af røde mursten og med nygotiske gavle mod gaden, viste sig dog hurtigt ikke at kunne følge med byens stigende børnetal. Derfor blev der allerede i 1868 bygget en ny sidebygning til skolens hovedbygning.

Dengang var det kutyme, at skolens overlærer boede i en dertil indrettet bolig på skolens grund, men Paradisgades overlærer nægtede dette. Årsagen var stanken fra den i dag forsvundne Borrebækken, som løb lige nord for skolen. Han flyttede i stedet ind i et hus i Tunøgade. I 1867 blev bunden af Borrebækken brolagt for at afhjælpe stanken, men det hjalp kun lidt. I 1884 begyndte Sundhedskommissionen at klage over stanken ved bækkens udløb, og man fremførte samtidig, at vandkvaliteten udgjorde sundhedsrisici. Herefter blev problemet taget alvorligt, og arbejdet med at rørlægge bækken blev påbegyndt, men først afsluttet mod slutningen af 1880erne. Paradisgades Skole holdt næsten 100 år længere end bækken, men blev lukket i 1972. Bygningen står endnu som byens ældst bevarede skolebygning og er i dag udpeget som bevaringsværdig.

Ud for bygningen står desuden to gamle lindetræer, der blev plantet i 1932.

Billede: Forældredag på Paradisgades Skole, der indtil 1955 var en ren pigeskole. Fotograf Børge Venge, 1951, Aarhus Stadsarkiv.

Håndværkerforeningens klubhus

Grunden overfor Steinbrenners smukke skolebygning blev i 1865 købt af Aarhus Håndværkerforening, hvor de opførte deres nye ”klubhus”, tegnet af arkitekt og kongelig bygningsinspektør for Jylland, Wilhelm Theodor Walther, der også er arkitekten bag Sct. Pauls Kirke. I håndværkerforeningens lokaler blev der både plads til billardlokale, keglebane, restaurant og bibliotek med tilhørende læsesal. Hovedrummet i bygningen var laugssalen, hvor der blev holdt fester, arrangementer og udstillinger. Salen kunne også lejes af andre, hvilket gav en god ekstra indtægt til foreningen. I dag er de smukke paneler fra den gamle laugssal genopført i Den Gamle By.

Endeligt fik foreningen helt ud til Paradisgade også opført en asylbygning, der skulle huse enker efter håndværkere eller ældre, enlige håndværkere. Pengene til denne bygning kom fra Asylfonden, og nedlægningen af grundstensdokument foregik under pomp og pragt af kong Christian IX i allerfornemste selskab med kronprins Frederik (VIII) og den russiske kejserprins, senere kejser, Alexander (III) Alexandrovich Romanov samt borgmester Ulrich Christian von Schmidten og håndværkerforeningens bestyrelse. Hvor resten af håndværkerforeningens gamle bygninger i dag er stærkt ombygget, står den gamle asylbygning tilbage som en smuk historicistisk bygning og blev fredet i 1980.

Bygningen var i mange år ramme om Håndværkerforeningen og andre aarhusianske foreningers aktiviteter, indtil den en december-nat i 1944 blev udsat for schalburgtage, da en bombe sprang ved den side af bygningen, der vendte ud mod Borggade. En kvindelig ansat i restauranten blev dræbt og to tjenere såret, og en stor del af bygningen beskadigedes, ligesom sprængningen knuste ruder i resten af gaden, og de omkringliggende Borggade og Nørregade.  Bomben ødelagde store dele af ejendommens hovedfløj, som derfor måtte nedrives. Ejendommens sidefløj, der blandt andet rummede laugssalen, var stort set uskadt og blev derefter centrum for foreningens virke, indtil foreningen i 1950’erne flyttede til Klostergade.

Billede: Håndværker foreningens fredede asylbygning i Paradisgade. Fotograf Ib Nicolajsen, 2015, Aarhus Stadsarkiv.

Vaffelmutter Nielsine

I 1978 åbnede biografen Øst for Paradis i håndværkerforeningens overlevende fløj. Med åbningen ønskede initiativtagerne John Rosendorff, Flemming W. Larsen og Uffe Sloth Larsen at skabe et hyggeligt miljø med biograf i caféomgivelser, der satsede på ellers oversete kvalitetsfilm. Klassiske film, europæiske film og deciderede kunstfilm har således fra begyndelsen været omdrejningspunktet i et karakteristisk Art-cinema-miljø. I 1981 udtrådte de to førstnævnte af selskabet, og de blev erstattet af Ole Bjørn Christensen.

Gadens paradisiske karakter (i hvert fald for slikmunde) understreges af det, der er blevet kaldt dens ”tredje institution”, efter skolen og håndværkerforeningen, nemlig ”vaffelmutter” Nielsine Nielsen, der i foråret 1909 åbnede sin slikbutik i Paradisgade 1 på hjørnet til Studsgade. Fra begyndelsen var slikfigener en specialitet (figener klemt flade, dyppet i sirup og sat på en pind), men fra 1913 kom der isvafler til. Fra slutningen af 1930’erne blev Vaffelbageriet videreført af hendes søn H. Rosenlund Nielsen, der drev butikken indtil lukning i 1968.

Læs mere om Paradisgade på AarhusWiki

Se arkivalier omhandlende Paradisgade på AarhusArkivet