Gå til hovedindhold

Ugens Aarhushistorie: Kunst i Kongelunden – Slotshaven

Slotshaven ved Marselisborg Slot er et rent mekka for kunstelskere. Placeret rundt i haven mellem bede, på de store vide plæner og sågar i en sø gemmer sig den ene skulptur efter den anden.

Indhold

    Billede: Hans Kongelige Højhed Prins Henriks skulptur Torso foran Marselisborg Slot. Foto Kongelunden.

     

    I Kongelunden kan du ikke kun nyde den smukke natur. På vide plæner og mellem bede, busker og træer kan du også opleve masser af forskellige monumenter og kunst. Stadsarkivet og Kongelunden tager i denne artikelserie dig med på en kunstrute, hvor du får præsenteret noget af den kunst, der kan opleves i Kongelunden. Næste stop på kunstruten er Slotshaven ved Marselisborg Slot.

     

    En folkegave til Kongehuset

    Marselisborg Slot blev indviet i 1902 efter at være blevet givet i bryllupsgave til landets kommende kronprinsepar – den senere Kong Christian 9. og Dronning Alexandrine – i 1898. Marselisborg Slot var ikke bare en ekstravagant bryllupsgave men et forsøg på at give kongefamilien en større tilknytning til Jylland. En plan, der lykkedes til fulde. Selve slottet blev tegnet af Hack Kampmann, der har tegnet nogle af byens smukkeste ejendomme som Aarhus Teater og den gamle Toldbod på havnen.

    Haven blev anlagt af anlægsgartner L. Chr. Diederichsen i samarbejde med Dronning Alexandrine. Siden er haven blevet både udvidet og omlagt af flere omgang. Det var især gennem Dronning Alexandrine, at den kongelige familie tilknytning til Aarhus blev stærkere. Hun blev så glad for slottet, at hun efter Kong Christian 10. død i 1947 valgte at tilbringe det meste af sin tid på Marselisborg Slot, og ved hendes død i 1952 blev der påkastet jord fra Marselisborg Slot på kisten. De næste 15 år stod slottet stort set ubrugt hen indtil 1967, hvor Kong Frederik 9. overdrog brugsretten af slottet til tronfølgeren Margrethe. Dengang blev slottet gennemrenoveret med midler fra endnu en folkegave. I 1974 blev slotshaven åbnet for offentligheden, og Aarhus Kommune overtog vedligeholdelsen af haven.

    Hendes Majestæt Dronning Margrethe og Hans Kongelige Højhed Prins Henrik har siden sat et stort personligt præg på haven, og i dag er den smukke have nærmest omdannet til en skulpturpark med over 20 skulpturer spredt rundt i haven.

     

    Prins Henriks skulpturer

    Flere af skulpturerne i haven er udført af Prins Henrik selv. Det gælder for eksempel skulpturen Torso, der i 2009 var en del af den første Sculpture by the Sea-udstilling i Aarhus. Her var skulpturen opstillet ved Hotel Marselis. Også prinsgemalens skulptur Åbent hjerte har været udstillet andetsteds, da den i 2013 blev udstillet på ARoS som en del af dronningens og prinsgemalens udstilling Pas de Deux Royal. Derudover findes der i slotshaven også skulpturerne Elskende Par og Masken og Sirene, hvor sidst nævnte har en tvilling på ved Havnepladsen.

    Billede: Hans Kongelige Højhed Prins Henriks skulptur Elskende par i Slotshaven. Foto Kongelunden.

     

    Marcelisa

    Et af Slotshavens markante kunstværker er skulpturen Marcelisa udført af den spanske billedhugger Miguel Berrocal. Skulpturen forestiller en abstrakt kvindeskikkelse og er udført i glasfiber patineret med bronze. Selvom hun vejer 1.700 kilo, ligger hun graciøst og slænger sig ovenpå en sokkel af hærdet glas, så det giver illusionen af, at hun svæver over jorden. Marcelisa flyttede ind i Slotshaven i oktober 1996, efter at Prins Henrik havde købt hende under en rejse til Italien, hvor kunstneren havde bopæl.

    Billede: Spanske Miguel Berrocals skulptur Marcelisa. Foto Kongelunden.

     

    Grand Passeurer

    I en lille sø vest for slottet mellem hængepil og åkander svæver en mand nogle meter over vandspejlet med fast tag i en lang stage, som en pramdrager på vej over søen, eller måske en akrobat, der svinger sig i et tov. Det er den franske skulptør Nicolas Lavarenne, der har udført skulpturen i bronze i 1994 og kaldt den Grand Passeurer. Prins Henrik købte skulpturen til Slotshaven i 1997, hvor Lavarenne udstillede sine værker i Kunstbygningen i J.M. Mørks Gade.

    Billede: Nicolas Lavarennes skulptur Grand Passeurer. Foto Kongelunden.

     

    Marselisborg-krukken

    I september 1998 fik Slotshaven tilført endnu et kunstværk, da en 4,78 meter høj og 6,5 tons tung krukke blev opstillet i haven. Krukken er udført af den autodidakte kunstner Peter Brandes og ligesom Brandes andre kæmpekrukker blev den skabt på Tommerup Teglværk. Krukken var en gave fra Toosbuys Fond.

    Billede: Peter Brandes kæmpekrukke i Slotshaven. Foto Kongelunden.

     

    Tre Løver og Ni Hjerter

    I anledning af Hendes Majestæt Dronning Margrethes 70-års fødselsdag i 2010 fik dronningen overrakt en lille bronzemodel i gave af Aarhus Kommune samt en række fonde og private donatorer. Bronzemodellen symboliserede den skulpturinstallation, som dronningen to år senere kunne afsløre på plænen foran Marselisborg Slot. Skulpturinstallationen bestod ved sin færdiggørelse af tre løver i spring, samt ni hjerter nedlagt i plænen – alt sammen udført i granit af billedhugger Claus Ørntoft. Motivet har Ørntoft fundet i rigsvåbenet, der netop er præget af tre løver og ni hjerter.

    Billede: Claus Ørntofts Tre Løver og Ni Hjerter. Foto Kongelunden.

     

    Læs mere om Marselisborg Slot på AarhusWiki

    Se arkivalier omhandlende Marselisborg Slot på AarhusArkivet

    Sidst opdateret: 4. juli 2024