Gå til hovedindhold

Ugens Aarhushistorie: Vårharen Borggade med den brogede historie

I yderkanten af Latinerkvarteret ligger Borggade, og modsat de fleste andre gader i kvarteret hører Borggade ikke til Aarhus’ middelalderlige gadenet. Borggade er tværtimod en vårhare i byens lange historie, og vi skal helt frem til 1930 før gaden blev anlagt.

  • Læs op

Indhold

    Billede: Borggade set mod Nørregade få år efter Borggades anlæggelse i 1930. Til venstre ses gadens fine funkisejendomme. Stadsingeniørens Kontor, ca. 1935, Aarhus Stadsarkiv.

     

    Aarhus Kommune er i gang med en gennemgang af byens bevaringsværdige bygninger. Der skal laves vurderinger af alle ejendomme fra før 1970, dvs. 41.000 bygninger i alt. Det store register skal anvendes til at værne om det bevaringsværdige Aarhus, så vi kan udvikle byen i balance mellem nyt og gammelt. Det er Teknik og Miljø, Aarhus Kommune, der står for det store arbejde. Stadsarkivet bidrager med beskrivelser af de enkelte områder i kommunen. I den forbindelse fortæller Stadsarkivet i dag historien om Borggade. 

     

    Kæmpehallen

    Selvom Borggade er yngre end 100 år, er området gennem historien blevet anvendt til andre formål.  Her er fundet keramikrester fra middelalderen og siden hen strakte baghaverne til Guldsmedgade, Klostergade og Paradisgade med diverse tilhørende små og store bygninger sig ind over området, hvor Borggade i dag har sit forløb.

    En af disse baggårdsbygninger var Aarhus’ første eventcenter. Historien bag denne knytter sig til Aarhus Håndværkerforening, der i 1869 fik opført et nyt domicil i nabogaden Paradisgade. I 1924 skulle Centralforeningen af Bagermestre i Jylland holde 50-års jubilæum, hvor over 700 mennesker skulle bespises. Til formålet blev derfor opført en kæmpehal i træ med plads til 1.000 siddende gæster i håndværkerforeningens baghave. Hallen blev efterfølgende benyttet ved mange forskellige begivenheder, men blev nedrevet seks år senere i forbindelse med Borggades anlæggelse.

     

    To gadeforkæmpere

    En af de store drivkræfter bag Borggades anlæggelse var arkitekt Christian Frühstück Nielsen. Allerede i 1913 foreslog han byrådet at anlægge en forbindelsesgade mellem Nørregade og Klostergade. På trods af det umiddelbare afslag arbejde Frühstück Nielsen ufortrødent videre, og i marts 1930 kom tilladelsen endeligt i hus. Det var også Frühstück Nielsen, der forslog navnet Borgporten. Med navnet ønskede han at knytte forbindelse til den gamle middelalderlige borgport, som i sin tid havde ligget mellem Lille Torv og Store Torv, og som sjovt nok også var navnet på den store ejendom som Frühstück Nielsen fik opført mellem Pustervig og Store Torv i 1915. Derudover forslog han også anlæggelsen af et nyt torv, der skulle kaldes Borgtorvet, mellem Volden og Badstuegade. Frühstück Nielsen anførte desuden under sit navneforslag, at fund af nogle store kampesten ved anlæggelsen af Borggade kunne tyde på, at der her havde ligget en borg. Sidstnævnte er dog aldrig blevet underbygget af arkæologiske fund.

    Frühstück Nielsen var dog ikke den eneste, der kæmpede aktivt for en forbindelsesgade mellem Klostergade og Nørregade. Også malermester Carl Christian Nielsen henvendte sig gentagende gange til Udvalget for Byens Udvidelse og Bebyggelse, og fik i 1916 at vide at udvalget ikke kunne give mere støtte til malermesterens sag, og han selv måtte arbejde videre med den, hvilket han gjorde. Blandt andet donerede C.C. Nielsen en del af jorden til anlæggelsen af gaden. Han døde dog pludseligt, inden Borggade blev realiseret. Aarhus Håndværkerforening havde dog ikke glemt hans indsat og anmodede byrådet om, at gaden skulle kaldes C. Chr. Nielsens Gade. Hvis byrådet ikke ville imødekomme dette ønske, forslog håndværkerforeningen, at gaden blev opkaldt efter kobbersmedemesteren A. Wilson

     

    Billede: Borggade under anlæggelse i 1930 set mod Nørregade. Til venstre ses en nu nedreven ejendom på Klostergade 14. Fotograf Emil Andersen Ebbesen, Den Gamle By.

     

    Schalburgtage og sexarbejdere

    Borggade blev fra begyndelsen et naturligt omdrejningspunkt for handel og butiksdrivende. Mange forskelligartede butikker har i løbet af årtierne haft forretning i gaden. Mest kendt var nok Jysk Cykle Lager på hjørnet af Borggade og Klostergade. Forretningen blev i 1950 udvidet til genboejendommen Klostergade 14 og begyndte også senere at forhandle radio og tv.

    Under besættelsen fandt flere voldsomme begivenheder sted i Borggade. Blandt andet blev Borggade 5 i september 1944 stormet og sat ild til. Aktionen blev udført af modstandsbevægelsen, og årsagen var, at adressen husede Det danske Arbejderfællesskab, der stod for at henvise danske arbejdere til arbejde i Tyskland. Tre måneder senere blev gaden voldsomt rystet, da håndværkerforeningen i Paradisgade blev udsat for et såkaldt schalburgtageangreb fra den tysk-sympatiserende terrorgruppe, Petergruppe. Bomben var placeret ved gavlen til foreningens restaurant, der vendte ud mod Borggade. Både gavl, gulv og loft styrtede sammen ved angrebet, der kostede den 30-årige Dagmar Krogh livet. Derudover skete der store materielle skader på andre ejendomme i Borggade.

    Noget andet, som Borggade blev kendt for, var prostitution. Efterhånden, som bymidten blev saneret og personlige telefoner udbredt, blev sexarbejdere i det aarhusianske gadebillede mere og mere sjældent. Langt de fleste sexarbejdere havde i midten af nullerne trukket deres arbejde indenfor, men Borggade var et af de sidste steder, hvor man stadig kunne møde de gadeprostituerede. Redens leder, Joan Fisker Hougaard, vurderede på daværende tidspunkt, at der var tale om 60-70 kvinder, som var narkoafhængige og dermed mere sårbare.

    Billede: Håndværkerforeningens restauration set fra Borggade efter schalburgtageangrebet 2. december 1944. Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.

     

    Bevaringsværdige funkisejendomme

    På trods af gadenavnets middelalderlige symbolik er Borggades oprindelse og arkitektur helt og aldeles moderne. Gaden rummer nogle af Aarhus’ tidligste eksempler på funkisstil. Flere af ejendommene er vurderet bevaringsværdige. Særligt Borggade 3-7 fra 1933 repræsenterer funkisstilens idéer om en sammenhængende og minimalistisk arkitektur.

    I 1969 flyttede Aarhus Maskinmesterskole ind i Borggade, efter at være blevet udskilt som selvstændig institution fra Aarhus Tekniske Skole. I 2014 flyttede Maskinmesterskolen til Navitas på Aarhus Ø, og de tidligere skolebygninger ud mod Borggade blev efterfølgende nedrevet. I dag er de erstattet med etageejendomme, der arkitektonisk læner sig op ad gadens gamle funkisejendomme.

     

     Læs mere om Borggade på AarhusWiki

    Se arkivalier omhandlende Borggade på AarhusArkivet

     

     

     

    Sidst opdateret: 24. september 2024