Ugens Aarhushistorie: Onkel Evald gav oplevelser og livsglæde til de handicappede

Billede: Onkel Evald i selskab to unge piger fra Stefanshjemmet ombord på toget på vej mod Norge. Fotograf Børge Venge, 1958, Aarhus Stadsarkiv.

En nystiftet demokratipris vil hylde de foreninger, organisationer eller enkeltpersoner, der gør en aktiv indsats for at styrke det lokale hverdagsdemokrati i Aarhus Kommune. Hverdagsdemokratierne udgør fundamentet i den danske demokratiske kultur. Om det er i skolebestyrelsen, i boligforeningen, i håndboldklubben, i fællesrådet eller i teaterforeningen mødes vi for SAMMEN at vedligeholde, udvikle og styrke det, vi er fælles om. Sådan holder vi vores fællesskaber i live. Demokratiprisen er indstiftet af Magistratsafdelingen for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune. I anledning af prisen ser Aarhus Stadsarkiv i en artikelserie tilbage på personer og foreninger, som har været med til at gøre en stor forskel for mange.

Læs mere på: https://aarhus.dk/demokrati/faa-indflydelse/demokratiprisen

Børnene skulle også opleve julen

Evald Boesen Pedersen var gennem 28 år ansat ved Falck, og det var gennem dette arbejde, at han kom i kontakt med en befolkningsgruppe, der for det meste var gemt væk på institutioner; nemlig folk med stærke fysiske handicap.

Det hele startede i julen 1951, hvor Evald under et juleoptog gennem Aarhus, kom til at tænke på, at det var ærgerligt, at de handicappede børn fra Stefanshjemmet for kronisk syge og institutionen Solbakken ikke havde mulighed for at opleve den julepyntede by. Evald var en handlingens mand, og ringede med det samme til de to institutioner, og allerede samme jul fik han stablet et arrangement på benene. Børn fra de to institutioner blev kørt til julekaffe og underholdning på Frederikshøj Kro og efterfølgende kørt gennem den juleudsmykkede by.

Turen lod sig blandt andet gøre med hjælp fra andre frivillige, ansatte fra institutionerne og ikke mindst med hjælp fra kollegerne fra Falck, der både stillede køretøjer og hjælp til at bære deltagerne ind og ud af bilerne til rådighed. Turen var en stor succes, og som Evald ti år senere udtalte til Jyllands-Posten: ”Da jeg så børnenes glæde, forstod jeg, at det nok var mit første, men ikke mit sidste arrangement af den slags”.

Et mirakel

Året efter blev det både til sommer- og juleudflugter, og nu fik voksne handicappede også lov til at komme med på turene. Onkels Evalds ture fik hurtigt berømmelse, og med berømmelsen fulgte flere muligheder. Der kom flere samarbejdspartnere: Eksempelvis DFDS, der stillede en af sine færger gratis til rådighed, så de handicappede sammen med Tonicaorkestret kunne tage på udflugt på bugten. Også forskellige kunstnere tilbød gratis optrædener, som eksempelvis Poul Reumert, der i 1955 underholdt på en sommertur til Ebeltoft.

Efter årets julefest i 1956, hvor den, udover optoget rundt i byen, stod på fællesspisning og underholdning for 235 handicappede aarhusianere i Rådhushallen udtalte formanden for hovedbestyrelsen for Foreningen af spastisk lammede, landsretssagfører Bjørn Mortensen: ”Det er et mirakel, at en ganske almindelig privatmand kan bringe et saadant arrangement i stand … selv om han har mange gode hjælpere, er det først og fremmest vagtmester Boesen Pedersen, vi kan takke for denne aften. Festen er et resultat af hans idé og arbejde”

Udlandsdrømme

I 1957 kunne Evald fejre 25-års jubilæum ved Falck og i stedet for at ønske gaver til sig selv, ønskede han penge til at arrangere en udenlandstur for de handicappede. I april 1958 blev ønsket til virkelighed og Evald kunne tage 14 kronisk syge – hvoraf ni var kørestolsbrugere – til Norge.

Onkel Evald kunne naturligvis ikke klare sådan en tur alene. Udover hustruen Matilde, der var sygeplejerske – for de fleste bedre kendt som Tante Tilde – fik han overtalt tre falck-folk, to sygeplejersker og to Røde Kors-folk til at tage med som hjælpere. Derudover deltog dr. G. Ring og hustru for egen regning også på turen. Det lykkedes desuden gennem Røde Kors at låne en hospitalsfløj gratis lidt uden for Oslo med en pragtfuld udsigt over fjord og bjerge. Turen til Norge foregik med tog og færge og både DFDS og DSB gav stor rabat på billetterne.

For alle deltagerne var det deres første udenlandstur, og som 20-årige og muskelsvindsramte Bodil Hansen, der til dagligt boede på Stefanshjemmet udtrykte det ”Det er et af mine store – jeg troede selv uopnåelige – ønsker, som er blevet opfyldt.”

Udlandsrejsen kom til at danne skole for et utal af udlandsrejser over de følgende årtier – og i 1970 blev det endda til en chartertur til Rhodos. Dengang var rejser udenfor landets grænser ikke en selvfølge, og hvis man samtidigt var handicappet, var det ligefrem en urealistisk drøm. Som den 44-årige sclerosepatient, Karl Jeppesen, udtalte forud for en tur til Rhinen i 1960: ”Jeg havde jo aldrig fået hverken råd eller hjælpere til selv at komme på en udenlandstur”.

Det var ikke sådan lige at arrangere en sådan tur, men som altid lod Evald sig ikke slå ud af udfordringerne. Da sengene på en tur til Harzen var for kolde til patienterne, og de lovede varmedunke ikke var noget steds at finde, blev senge varmet op med snapsflasker fyldt med kogende vand. Og da der var indbrud i bussen under en tur til Hamborg, blev der igangsat indsamlinger til at erstatte alt fra billige souvenirs til et dyrt kamera – for bare at nævne et par eksempler

Donationer muliggjorde drømmene

Det krævede ikke kun initiativ og frivillige hænder at arrangere de mange ture. Der måtte også penge til. Kommunen lagde nogle gange hus til Onkel Evalds arrangementer, men bortset fra det modtog han aldrig midler fra det offentlige. Pengene kom i stedet fra donationer: Det var alt fra småpenge fra byens børn samlet ind ved interimistiske cirkusser til større donationer fra eksempelvis julemærkesalg. Også flere af byens virksomheder bakkede op om Onkel Evalds initiativer, som eksempelvis et aarhusianske rejsebureau, der på deres skranke havde et skilt stående teksten ”De skal ud at rejse, men hvad med Onkel Evalds venner?”.

Erfaringerne med Onkel Evalds ture kom ikke kun aarhusianske handicappede til gode. Andre byer lod sig inspirere til at afholde lignende ture, og nordmændene, som Onkel Evald havde besøgt i 1958, var blevet så inspireret, at 12 norske handicappede med følge året efter besøgte Aarhus. En tur som Onkel Evald selvfølgelig hjalp med at planlægge.

Evald og Tilde fik aldrig selv børn, men viede i stedet resten af deres liv til at sprede livsglæde blandt de handicappede. Evald døde i år 2000, men hans arbejde lever videre – både igennem organisationen ”Onkel Evald's Arbejde for Handicappede i Århus og Omegn” og ikke mindst igennem hele den holdningsændring til handicappede, som han gennem sit arbejde var med til at få gennemført.

Billede: Ønskebrønd ved det store Ungskue, der i 1959 blev afholdt ved Skejby. Penge, der blev kastet i brønden, gik ubeskåret til Onkel Evalds arbejde. Fotograf Børge Venge, 1959, Aarhus Stadsarkiv.