UGENS AARHUSHISTORIE: Borgerskab og byvækst i år 1900
De danske byer oplevede i anden halvdel af det 19. århundrede en voldsom vækst som del af en europæisk urbaniseringsproces, hvor folk flyttede fra landet mod byen og arbejdspladserne der.
Billedtekst
Udsigt fra Bispetoften over kvarteret omkring Aarhus Å. I forgrunden ses Statsbibliotekets bygning på Vester Allé under opførelse.
Ukendt fotograf, ca. 1899, Den Gamle Bys billedsamling.
Af Asbjørn Skødt, cand.mag.
En ny tid
De danske byer oplevede i anden halvdel af det 19. århundrede en voldsom vækst som del af en europæisk urbaniseringsproces, hvor folk flyttede fra landet mod byen og arbejdspladserne der. Byvæksten fordelte sig ikke ligeligt i Danmark men forsamledes nær infrastrukturelle knudepunkter og medførte drastiske forandringer i fordelingen og størrelsen af de danske byer. Aarhus var i denne sammenhæng et helt exceptionelt eksempel på en dansk købstad, der sprængte vækstrammerne, og udviklede sig til et landsdelscenter for Jylland. En meget stor andel af det centrale Aarhus’ bygningsarv er i dag levn af denne tid.
Presset dvs. investeringslysten og –behovet for større private og offentlige bygninger i Aarhus blev håndteret på forskellige måder af bystyret. De forskellige strategier afspejlede en byplanlægning, der både forsøgte at rumme institutionsbyggerierne inden for det gamle domkirkekvarter men også planlægge nye områder, hvor de såkaldte monumentalbyggerier kunne placeres. I denne proces blev købstadens tidligere ubebyggede areal, Bispetoften, inddraget, og en ny monumental og symbolladet bydel tilføjet Aarhus’ mentale billede. Det var også her, borgerskabet fik plads til at manifestere sin kontrol over byen gennem forskønnelse og gennem samfundsværdier som retsvæsen, lærdom, kunst og kapitalisme.
Aarhus’ domkirkekvarter kom under pres
Bispetoften var ubebygget jord og var af samme årsag ikke påvirket af bevaringshensyn, eller de begrænsninger nybyggeri i den gamle bykerne kunne medføre f.eks. gadestruktur og komplekse ejerforhold.
Større institutionelt nybyggeri havde dog trange kår at indordne sig under i centrum, hvilket bl.a. kan læses i et dispositionsforslag for Bispetoftens bebyggelse fra 1896, hvor potentialet for aflastningen af den gamle bykerne blev fremhævet. Det betød dog ikke, at den gamle centrale bykerne ikke blev forandret gennem en stime af saneringer, ombygninger og nybyggeri, men presset på bykernen fandt også nye kvarterer og områder til aflastning.
Til det formål var Udvalget For Byens Udvidelse og Bebyggelse blevet nedsat i 1876. Udvalget koordinerede byvæksten, grundsalg og rådgivning af byrådet i byggesager. Udvalget forestod også korrespondancen med private bygherrer og forhandlingen af aftaler om bygherrernes medfinansiering af byrum såsom beplantning og gadeanlæg.
Bispetoftens bebyggelse som ideologisk afspejling
Byens ekspansion pressede på, og borgerskabets tilegnelse af rummet påbegyndtes med opførelsen af Pigeborgerskolen i Christiansgade i 1900 men blev cementeret med opførelsen af Statsbiblioteket i 1902, der på det tidspunkt blot var statens anden kulturinvestering i provinsen, og Bispetoften blev i løbet af de næste ti år udvidet med byretten i 1906, Den Danske Frimurerordenens logebygning i 1908, Ny Jydske Kjøbstad-Creditforenings hovedsæde i 1912 og fuldendt med kunstbygningen i J. M. Mørksgade fem år senere i 1917.
Bispetoftens gadenavne var i sin egen ret udtryk for nationalromantikkens tankegods og borgerskabets ideologi. (Kong) Christiansgade og (Dronning) Louisegade blev suppleret af den bogstavelige Biblioteksgade ved det ny Statsbibliotek, og den afdøde borgerlige politiker og købmand J. M. Mørk (1827-89) blev anerkendt med en gade.
Byens første stadsgartner
Kreditforeningens køb af byggegrund på Bispetoften blev fulgt af et mundtligt tilsagn til Udvalget for Byens Udvidelse og Bebyggelse om at yde et bidrag til beplantningen af den ubebyggede del af Bispetoften. Det skete sideløbende med oprettelsen af stillingen som byens første stadsgartner i begyndelsen af 1912. Det forfinede bymiljø, der i dette tilfælde søgtes opnået gennem beplantningen, var del af en proces drevet af den borgerlige elite som i et bredere perspektiv tilstræbte at renliggøre, forskønne, udrette og sanere byens offentlige rum. Denne tidsånd var formaliseret lokalpolitisk gennem byrådets udvalg for ”Byens og dens Omegns Forskønnelse”. Bispetoften er derfor et af de tydeligste eksempler på den udvikling, byen gennemgik fra provinskøbstad til provinshovedstad i en samtid, hvor borgerskabets samfundsstrukturer gjorde sig gældende.
Bymidtens pres og tiltrækning i år 2018
Over de senere år er der sket en række forandringer på Bispetoften og i bymidten som helhed. Danske Bank besluttede i 2016 at sælge sin eksisterende ejendomsportefølje i indre by, hvilket inkluderede Kreditforeningens tidligere hovedsæde og Aarhuus Privatbanks tidligere hovedsæde i Kannikegade. For første gang skal de to bygninger anvendes til andre formål end bankdrift.
Danske Bank har i stedet besluttet at opføre et nyt domicil på Sydhavnen på hjørnet af Jægergårdsgade og Spanien. Aarhus gennemgår i øjeblikket store forandringer, og Bispetoften er i dag en lige så væsentlig repræsentant for disse, som den var i årene 1890-1917. Når disse større skifter sker, er der underliggende, strukturelle forandringer, der er på spil, og det er interessant at se, hvor virksomheder og institutioner placerer sig i dag i et Aarhus, der hastigt forandrer sig.
Aarhus Stadsarkiv indbyder i denne og i de kommende uger gæsteskribenter til at skrive ugens historiske Aarhusartikel i samarbejde med Historisk Samfund for Aarhus Stift.
Foreningen har til formål at fremme interessen for Østjyllands lokalhistorie. Historisk Samfund er stiftet i 1907 og er en af landets ældste lokalhistoriske foreninger. Det udgiver hvert år Aarhus Stifts Årbog. Denne uges artikel kan læses i sit fulde omfang i årbogen for 2016.
Historisk Samfund har digitaliseret årbøgerne fra 1908 til 2012. Disse kan læses via foreningens hjemmeside.