Ugens aarhushistorie - Et liv i fagbevægelsen

Se hele interviewet på www.2017aarhusianere.dk, hvor du også kan se mange andre spændende interviews.

Et liv i fagbevægelsen

Jeg hedder Flemming Ovesen og jeg er født i 1953. Jeg startede på Ceres i 1974. Man starter altid først i serviceafdelingen. Man henvender sig her, og så står man i en lang række. Hvis der for eksempel er en sygemelding, eller hvis der kommer noget malt hjem, eller gartneren mangler folk nede i haven, så bliver du sendt ud på de forskellige afdelinger. Jeg har næsten været i alle afdelinger. Tapperi, gartneri, bryghuset.

I den kolde gærekælder

Lige pludselig, så manglede de en mand i gærekælderen, og de spurgte, om det var noget for mig. ”Det vil jeg gerne!” svarede jeg så. Der var to, der vaskede tanke nede i kælderen. Det var tanke på 220 hektoliter og 195 hektoliter. De skulle vaskes med en kost, og man hoppede ind igennem det her mandedæksel, og den anden mand stod og holdt vagt ude foran, for der var jo så meget kulsyre derinde. Der skulle stå en, for hvis du faldt om, kom du sgu’ aldrig ud igen. Så døde du, så var det sgu’ forbi.

Kældrene var kolde. Vi fik islændertrøjer, vi fik træskostøvler, hat, angoraundertøj, så vi kunne holde varmen. Når vi skulle have pause, sad vi på ølkasser i en gammel stue og for at holde på varmen, proppede vi varmt vand ned i en spand, og så støvlerne ned i, og så sad vi der. Der kørte nogle blæsere gennem hele kælderen. De skulle køre hele tiden for at holde øllet koldt. Jeg må indrømme, at jeg tænkte, at jeg bliver sat'me ikke gammel her. ”Det er sgu ikke sjovt, det her”. Jeg kunne se, at de andre så helt forfrosne ud. Deres hænder var fuldstændig røde, og de var helt røde i hovederne - ikke af øl, men af kulde.

Branden blev redningen

Så sker der det, i 1982, at det brænder ovre i det gamle bryghus, i magasinerne. Alle de gamle installationer var fra dengang, hvor der var stof på ledningerne. Selve fatningerne og kontakterne var af messing. Det meste af det, det brændte fuldstændig ned. Men det var så redningen. For så blev det hele bygget fuldstændigt nyt op. Rustfrit stål. Alt blev fuldstændig fornyet. Alle de gamle tanke blev brækket ned, og så kom der rustfri ståltanke på 1015 hektoliter. Det var kæmpestore tanke, helt vildt. De skulle ikke vaskes i hånden. Man skulle bare spænde en vaskepumpe på, og så kørte det automatisk. Det var jo let!

I de gode, gamle dage, var det jo også sådan, når man skulle bruge sukker nede i kælderen til tilsætning, lad os sige til Havskum, der er en meget sød øl, eller X-mas – den kender alle folk – da brugte vi meget sukker, eller glukose. Jeg kan huske, at i 70erne kørte vi hele paller ned, og de der 50 kilos sække bar vi på ryggen op ad en stige og hældte dem ned i en balje. Der var sgu’ noget slæberi dengang, det er helt sikkert.

Seks øl om dagen

På det tidspunkt skulle man have seks drikkeøl om dagen – nej altså, man skulle ikke – du var berettiget til at drikke seks øl om dagen, men du kunne også få seks vand. Når man fortalte om det, var der nogen, der sagde: ”Seks øl? Det kan man da ikke drikke.” Men der var nogle, der drak 20-30 øl om dagen, og man kunne ikke engang se det på dem.

I 70erne var der afstand, alt efter om man var funktionær, eller om du var bryggeriarbejder. Men det gled ligeså stille ud i løbet af '70erne og '80erne, og man blev ligesom mere en stor familie, eller hvordan man nu skal sige det. Før var der afstand, så hvis man først var funktionær, blev en bryggeriarbejder ikke regnet for en skid. Da forandrede tiderne sig så.

I '70erne blev jeg så valgt ind til i fagforeningen. Det krævede masser af tid. Men selvfølgelig synes jeg, at det er godt, at der er en fagbevægelse. Det er jo, derfor vi er nået så langt i dag, og i det hele taget, at arbejderne har bedre arbejdsforhold. Og løn, selvfølgelig! Men så kom jeg ud af det, og blev valgt som sikkerhedsmand i stedet for. Det var jeg i en syv-otte år.

En fantastisk arbejdsplads

Fagbevægelsen vidste jo godt, at de der bryggeriarbejdere, det har jo altid været sådan lidt specielle mennesker, og sådan var det også på Carlsberg og Tuborg, men så var det i det mindste bare at holde på dem. Fagbevægelsen … jo, dem havde man sgu’ respekt for, det kan der ingen tvivl være om. Man var ligeglad, for man havde nogle klubber på bryggerierne. Til de klubber betalte man kontingent. Kom man ud at strejke, havde man jo pengene i klubberne.

Det er da klart, at jeg føler mig som aarhusianer, især når man har været på bryggeriet, der har gjort meget for Aarhus. F.eks. cykelbanen. Ceres sponsorerede jo meget. Ceres Dortmund og Ceres Top spyttede jo en masse penge i det. Ligesom i AGF. Bryggeriet var jo det første, der gav dem et lysanlæg. Det er derfor, jeg siger, at Ceres har været meget for byen!

Meulengracht, direktøren - hvad han ikke har gjort for byen! For de fattige i byen har han jo gjort det sådan, at de kunne komme til lægen. Man burde faktisk være stolt af at have været på Ceres, for de har i hvert fald betalt penge til alverdens ting. Det er helt sikkert!  Det var en fantastisk arbejdsplads, det var det. Når først folk kom ind, kom de sgu ikke ud igen. De fleste havde 25-års, 40-års eller 50-års jubilæum. De skulle simpelthen bæres ud derfra. Så god en arbejdsplads var det!

Billedtekst: Der var langt fra de kolde gærekældre, hvor Flemming Ovesen arbejdede til den yndige Frøken Aarhus kandidat, som her reklamerer for Topci i Ceres-haven i 1965.

Fotograf Børge Venge, 1965, Aarhus Stadsarkiv.