UGENS AARHUSHISTORIE: Når døden kommer i vejen

Billedtekst:
Den sidste del af den gamle kirkegård overgik 1. januar 1947 til byen, og Rådhusparken blev anlagt. 35 kirkegårdsmonumenter blev samlet i den vestlige del af parken, og vidner i dag om parkens tidligere anvendelse. På billedet er vi i 1954, hvor politibetjent Andersen inspicerer syv gravsten, der er væltet som følge af hærværk.

Fotograf Børge Venge, 1954, Århus Stiftstidendes arkiv, Aarhus Stadsarkiv.

Af Signe Vase Hinge, stud.mag., Aarhus Universitet

De første assisterende kirkegårde i Aarhus

I 1805 blev der udstedt en kongelig forordning, der forbød gravsteders indretning i kirkerne. Det var ikke sømmeligt, at der i de hellige bygninger blev hensat legemer til forrådnelse, en proces der også kunne have sundhedsskadelige konsekvenser for kirkens gæster. I Aarhus resulterede forordningen i oprettelsen af de såkaldte assisterende kirkegårde, hvor byens kirker skulle dele jorden. Disse kirkegårde skulle anlægges i byens periferi.

Den første assisterende kirkegård blev anlagt, hvor den nuværende rutebilstation er placeret. Det viste sig dog hurtigt, at det var en dårlig idé. Grundvandet stod meget højt, og der opstod dræningsproblemer. De døde blev mere druknet end begravet. Placeringen blev opgivet, og i 1818 blev en ny kirkegård anlagt på markjorden uden for bymuren. Området er i dag kendt som Rådhusparken og Park Allé. Selvom om døden skulle holdes adskilt fra byen, var der stadig et ønske om at gøre kirkegården til et behageligt sted for de besøgende, så de kunne mindes de efterladte i smukke omgivelser. Derfor blev den nye kirkegård anlagt som en rummelig park.

Byen vokser og Nordre Kirkegård etableres

I 1851 blev det plankeværk, der omkransede byen, pillet ned. Hermed var det fysiske skel mellem land og by ophævet, og bymarkerne blev taget i brug til bebyggelse. Efterhånden voksede byen frem rundt om kirkegården.

I 1862 blev banegården etableret i den sydlige del af byen, og området blev et nyt infrastrukturelt og erhvervsmæssigt centrum. Ryesgade blev anlagt i 1870’erne med henblik på at være bindeled mellem den nordlige og sydlige del af byen. Kirkegården var nu afgrænset mod syd af banegården og mod øst af Ryesgade, og derved var muligheden for udvidelse bremset. Stigende befolkningsvækst og et udbrud af kolera i 1850’erne betød, at byens kirkegårde var under pres. Kirken og byrådet indledte derfor et samarbejde med henblik på at etablere en ny kirkegård for byens borgere. Resultatet blev Aarhus Købstads Nordre Kirkegård, som blev indviet d. 9. oktober 1876, og kirkegården ved Ryesgade blev i den forbindelse navngivet Søndre Kirkegård.

De overfyldte kirkegårde

Størstedelen af byens begravelser fandt nu sted på Nordre kirkegård. Kirkegården blev grundet byens hastige vækst udvidet tre gange på blot 25 år. I 1890-91 overgik begravelsesvæsenet til kommunalt ansvar, og kommunen havde nu den fulde bestemmelse over byens kirkegårde. Det betød, at byrådet nu begyndte at undersøge mulighederne for etableringen af endnu en ny kirkegård placeret ved De Mezas Vej. Der blev arbejdet med planerne i otte år, inden de blev sat i bero. I stedet valgte byrådet at udvide Nordre Kirkegård en fjerde og sidste gang og genindførte begravelser på Søndre Kirkegård frem til 1927.

Kirkegården der lå i vejen

Som et produkt af det moderne samfund med nye opfattelser af død og religion blev ligbrænding legaliseret i Danmark i 1892, og kremering blev en måde at forebygge overbefolkningen af kirkegårdene. Sidste begravelse på Søndre Kirkegård fandt sted i 1927, samme år som Vestre Kirkegård blev indviet. Loven om gravfred dikterede, at Søndre Kirkegård skulle henligge ubenyttet i 20 år. Byrådet var dog uforstående over for at lade kirkegården henlægge så længe – tiden havde ændret sig, og man måtte tilpasse sig, og man mente, at en kirkegård i centrum var hæmmende for byens vækst. Byens administration var som byen vokset eksplosivt, og der var brug for et nyt rådhus. Placeringen på Søndre Kirkegårds jorde var ideel.

I alt blev 194 gravsteder nedlagt på Søndre Kirkegård efter forhandlinger med gravstedsejerne. Gravstederne blev hensynsfuldt flyttet med håndkraft til andre eksisterende kirkegårde. Den første del af nedlægningen skete blot 10 år efter, at den sidste begravelse havde fundet sted. Den del, hvor rådhuset var tiltænkt opført, havde dog ikke været anvendt til begravelser de sidste 70 år, hvilket var en afgørende forudsætning for Kirkeministeriets godkendelse af kommunens tidlige overtagelse af arealet.

Aarhus Stadsarkiv indbyder i denne og i de kommende uger gæsteskribenter til at skrive ugens historiske Aarhusartikel i samarbejde med Historisk Samfund for Aarhus Stift. 

Foreningen har til formål at fremme interessen for Østjyllands lokalhistorie. Historisk Samfund er stiftet i 1907 og er en af landets ældste lokalhistoriske foreninger. Det udgiver hvert år Aarhus Stifts Årbog. Denne uges artikel kan læses i sit fulde omfang i årbogen for 2016.

Historisk Samfund har digitaliseret årbøgerne fra 1908 til 2012. Disse kan læses via foreningens hjemmeside.