Ugens Aarhushistorie: Ny Hovedgade - en byplans storhed og fald

Billedtekst
Ny Hovedgade skulle være hovedfærdselsåren i Aarhus’ fremtidige citydistrikt. Den skulle skære sig på tværs af midtbyen som en boulevard gennem Frederiksgade, Immervad, Badstuegade og Studsgade.

Af Kristian Buhl Thomsen, arkivleder og museumsinspektør.

I 1950’erne drømte politikere og planlæggere om at skabe et gennemmoderniseret byrum. På byrådsmødet d. 11. februar 1954 vedtog byrådet enstemmigt en plan for omdannelsen af midtbyen til et moderne city med trafikveje, kontorhøjhuse og boliger til mere end 200.000 mennesker. Spektakulært var planens skitse til en 1,3 km lang ”Ny Hovedgade”, som var en strømlinet firesporet boulevard fra Rådhuspladsen igennem Frederiksgade, Immervad, Badstuegade og Studsgade. Pladsen skulle skabes gennem nedrivningen af 155 ejendomme beboet af 1.533 mennesker, og resultatet skulle stå klart 28 år senere i 1982.

Sådan kom det ikke til at gå. Midtbyen blev aldrig revet ned, og området inden for Ringgaden har i dag blot 60.000 indbyggere.

Der opstod nemlig hurtigt et stort problem: Hvordan skulle projektet finansieres? Samtidig blev Bernhardt Jensen i 1958 ny borgmester, og han stod hurtigt i spidsen for at redde byens bygningskulturelle værdier.

Med nutidige øjne kan byplanen synes chokerende. Selvom den aldrig blev til noget, kan det være interessant at se nærmere på de bevæggrunde, der lå bag planen. For en byplan er altid et produkt af sin samtid.


Tidens krav

I mellemkrigstiden blev det gradvist klart, at Aarhus’ eksisterende gadenet ikke kunne klare fremtidens biltrafik, særligt fra syd mod nord. Derfor fremkom adskillige forslag til gadegennembrud, der kunne løse problemet. I 1950’erne blev det yderligere klart, at Aarhus Kommune, der på den tid omfattede byområdet inden for Ringgaden samt Christiansbjerg, ikke kunne rumme et stigende befolkningstal. I stedet ville folk bosætte sig i forstadskommuner såsom Viby, Åbyhøj, Brabrand, Hasle og Risskov. Det ville svække Aarhus Kommunes skattegrundlag og dermed finansieringen af det spæde velfærdssamfund.

Planen om Ny Hovedgade skulle derfor sikre fortsat plads til boliger, handel og erhverv i Aarhus Kommune gennem en intensiv udnyttelse af grundarealerne. Med 5-12 etager skulle byggeriet eksempelvis være højt ved Rådhuspladsen og ved Lille Torv.

I Aarhus var man på linje med, hvad man i tiden drømte om i andre større byer. To år tidligere havde politikerne i Odense f.eks. vedtaget Thomas B. Thriges Gade-projektet, som i de følgende 20 år kom til at skære sig igennem hjertet af byen. På lignende vis var Vesterbrogennembruddet i 1930’erne blevet gennemført i Aalborg som en trafikal korridor til den dengang nye Limfjordsbro. Endelig arbejdede man i København fra 1958 til 1973 på den såkaldte City Plan Vest, hvor dele af Vesterbro skulle have været omdannet til et moderne højhuskvarter med undergrundsbane og motorvej videre langs de københavnske søer.

Inspirationen til sådanne storskalaprojekter kom ofte fra Sverige, hvor bykernerne effektivt blev nedrevet og nydesignet som forretningsdistrikter. I Danmark blev den slags byplaner dog for det meste aldrig til andet end planer.

 

Planens fald

I Aarhus håbede man på statsstøtte fra saneringslovens puljer og fra Statens Vejfond. Imidlertid var saneringsbehovet begrænset, og vejanlægget havde ingen regional eller national betydning. Derfor kunne statsstøtte ikke opnås. Hos byens handelsstand var der samtidig skepsis over for mulige eksproprieringer og et årtier langt byggerod lige midt i handelsområdet.

I 1958 blev Bernhardt Jensen (S) borgmester, og han viste hurtigt interesse for en kommunesammenlægning mellem Aarhus og forstæderne, hvilket da også blev virkelighed i 1970. Behovet for en intensiv udnyttelse af midtbyen forsvandt dermed. Samtidig løste Ringgaden allerede fra 1938 problemet med biltrafikken fra syd mod nord, hvilket helt synes at have været overset.

Bernhardt Jensen havde samtidig en stor historisk interesse, som han nu omsatte til praksis. I årene 1962-64 fik han et fagudvalg til at kortlægge byens kulturarvsværdier, og i 1967 stod han i spidsen for at oprette Foreningen for bykultur i Århus. Derudover fik han i 1968 gennemtrumfet, at Aarhus skulle have et fast udvalg for bygnings- og miljøbevaring, som i dag kendes som Aarhus Kulturmiljøråd.

Parallelt dermed vedtog Aarhus Byråd i 1965 en dispositionsplan for den indre by, hvor Ny Hovedgade endegyldigt var skrevet ud. Selvom andre gennembrudsplaner blev drøftet frem til midten af 1970’erne, endte Bernhardt Jensens kulturhistoriske initiativer dog med at slå stærkt igennem. Midtbyens huse blev skånet og restaureret til glæde for nutidens aarhusianere. Det kan vi et langt stykke ad vejen takke Bernhardt Jensen for.

Aarhus Stadsarkiv indbyder i denne og i de kommende uger gæsteskribenter til at skrive ugens historiske Aarhusartikel i samarbejde med Historisk Samfund for Aarhus Stift. 

Foreningen har til formål at fremme interessen for Østjyllands lokalhistorie. Historisk Samfund er stiftet i 1907 og er en af landets ældste lokalhistoriske foreninger. Det udgiver hvert år Aarhus Stifts Årbog. Denne uges artikel kan læses i sit fulde omfang i årbogen for 2016.

Historisk Samfund har digitaliseret årbøgerne fra 1908 til 2012. Disse kan læses via foreningens hjemmeside