Ugens Aarhushistorie: Byen og rutebilerne - Kapitel 2
Byen skal have en ny rutebilsstation. Der har længe været talt om det, men nu er det ganske vist, da den nuværende er nedstyrtningstruet. Aarhus Stadsarkiv fortæller i disse uger om rutebilsstationens historie og i denne uge, er vi nået til byens anden rutebilstation, som lå samme sted som den nuværende.
Billede: Byens anden rutebilsstation, der blev indviet på samme placering som den nuværende station i 1930, blev taget godt imod af aarhusianerne. Her er det rutebilen Randers-Spørring-Aarhus, der i 1934 bliver læsset med barnevogne og kufferter. Fotograf Aage Fredslund Andersen, 1934, Den Gamle By.
Rutebil-banegård havde kun sin lige i Amerika og London!
I vinteren 1929-30 begyndte arbejdet på en ny rutebilstation på Amtmandstoftens ”triangel” mellem Sdr. Allé, Fredensgade og Ny Banegårdsgade. Statsbanernes godsekspeditionsbygninger blev revet ned med undtagen af to, som blev bygget ind i det nye kompleks. En allé af lindetræer langs Sdr. Allé måtte også lade livet, og snart skød nogle lave, grå bygninger i enkel funkisstil op, hvor der før havde været et vildnis af rustne skinner og ukrudt. Arkitekten Wilhelm Klemann havde været på studierejse i udlandet og udtalte stolt, at den nye ”rutebil-banegård” ville blive den største og mest moderne på kontinentet, da ”tilsvarende kun findes i Amerika og London”.
Rutebilstationen på Amtmandstoften var fire gange større end sin forgænger i Rosensgade. Kommunen havde ønsket en facade ud mod Fredensgade, men hovedbygningen kom til at vende ned mod havnen på hjørnet af Sdr. Allé og Ny Banegårdsgade. Den havde restaurant, ventesal, toiletter, kontorer, pakhus med godsekspedition og en butik. Ud mod Sdr. Allé lå en længe med garager flankeret af indgang mellem to butikker på hjørnet til Fredensgade og en benzinstation på hjørnet til Ny Banegårdsgade. Omgivet af disse bygninger lå to perroner med holdepladser til fjern- og nærtrafik og med indkørsel fra Fredensgade og udkørsel fra Sdr. Allé. Al trafik med gods foregik via Ny Banegårdsgade, så passagerne kunne færdes trygt på perronarealet.
Dyrt, men godt
Byggeriet kostede 300.000 kr., og dertil kom en årlig leje af arealet til kommunen på 27.000 kr. i en tiårig periode fra 1930 til 1940, hvor rutebilsejerne skulle få forkøbsret til arealet. Kommunen brugte i alt 300.000 kr. på gaderne omkring stationen, som rutebilejerne havde insisteret på at få belagt med moderne asfalt og ikke gammeldags brolægning. Dertil kom en dyr udvidelse af rullebroen over åen ved Dynkarken, hvilket borgmester Jacob Jensen ikke kunne dy sig for at nævne i sin åbningstale ved indvielsen den 30. maj 1930.
Dette udtryk for socialdemokraternes modvilje mod rutebiltrafikken formåede dog ikke at drysse malurt i bægret ved den festlige indvielse. Et orkester anførte en kortege af spritnye rutebiler ind på stationen, som var pyntet med blomster, bøgeløv og flag. Ovenover svævede en flyver fra Aarhus Amtstidende, som kastede blomster og reklamesedler ned over stationen. Dagen bød på festtaler, festsange og til sidst en festmiddag på Hotel Royal. Kort efter åbningen meldtes også om tilfredse kunder. Dagligt blev op til 6.000 mennesker kørt til og fra stationen i 500 vogne. Snart valfartede delegationer fra ind- og udland for at bese den aarhusianske rutebilsucces.
I medgang og modgang
Rutebiltrafikkens ekspansion blev en alvorlig trussel for statsbanerne. For at klare konkurrencen havde man indsat motorlokaltog på strækningen til Brabrand i 1923 og i 1925 til Risskov. I 1930’erne begyndte statsbanerne at opkøbe ruter og oprettede endda sin egen rutebilstation ved Ilgodspakhuset mellem rutebilstationen og banegården med den begrundelse, at den private rutebilstation ved siden af var for lille. Rutebilerne fik også konkurrence fra Aarhus Sporveje, der på samme tid etablerede trambuslinjer til nabokommunerne Hasle, Viby, Åbyhøj og Vejlby-Risskov. En anden udfordring var Justitsministeriets rutebilnævn, som havde til opgave at regulere antallet af ruter, men i de fleste tilfælde holdt amtsrådene hånden over de lukningstruede ruter.
Værst var dog Besættelsen 1940-1945. På grund af mangel på benzin og gummidæk måtte kørslen halveres, så der heller ikke blev råd til at købe kommunen ud af rutebilstationen. Ikke desto mindre var der ved krigens slutning 37 private og 14 offentlige ruter på Aarhus Rutebilstation. Vognene var dog stadig små med et gennemsnit på 20 siddepladser. Men med 20 ruter mere end i 1930 var den førhen så imponerende rutebilstation allerede blevet for trang.
Læs mere på AarhusWiki.dk.