Gå til hovedindhold

Børnenes lokalhistorie i Beder-Malling og Mårslet

Grib mobilen og tag på lokalhistoriske tidsrejser i Beder-Malling og Mårslet! I en ny serie af byvandringsruter fra Aarhus Stadsarkiv kan man nu gå en tur gennem Beder-Malling og Mårslets fortid og møde personer, der rent faktisk har levet i byerne.

  • Læs op

Indhold

    Billedtekst: Lundshøjgård i Malling. Billedet er fra Danmark set fra luften, Det Kongelige Bibliotek.

    Ruterne er især egnede til børn i 10-13 årsalderen, men både yngre og ældre kan også lære noget nyt og spændende på ruterne. Har man lyst til at teste sin nytilegnede viden, kan man tage en quiz i slutningen af ruten.

    Det hele foregår på app’en, OpdagAarhus, som kan downloades gratis, hvor du normalt finder apps. Åbn app’en og søg efter ruterne ”Børnenes Lokalhistorie”.

    Find første stop ved byernes skoler, gå ruten og lær mere om livet i Beder-Malling og Mårslet i gamle dage. 

    Der er tre ruter i øjeblikket:

    Ruterne består hver af 10 stop. Hvert stop består af en tekstbaseret dialog med en historisk person, der engang levede i byen og havde tilknytning til det sted, man står. Gennem dialogen hører man deres personlige historie samt om livet og hverdagen i byen i gamle dage. Desuden får man en fornemmelse af, hvordan det danske samfund engang så ud – både hvad der engang var helt anderledes, og hvad der næsten er det samme som i dag. 

    Børnenes Lokalhistorie i Beder 

    Ruten tager dig på tidsrejse til Beder i 1910, hvor byen stadig var en lille landsby, der mest bestod af gamle gårde og småhuse. På ruten møder du præstedatteren, skolelæreren, gårdejerne, den skæve eksistens og mange flere ægte, historiske personer, der dengang havde deres daglige færden i Beder.  

    Billedtekst: Skolelæreren, Ole Christian Dybkjær Jensen, (tv.) og den skæve eksistens, Goliath (th.). Fotografer: Jensine Lund, 1915, Beder-Malling Egnsarkiv (tv.) og Ingeborg Carsted, ca. 1920, Beder-Malling Egnsarkiv (th.).

     

    Børnenes Lokalhistorie i Malling 

    På denne rute går du en tur gennem Malling i 1910, hvor anlæggelsen af jernbanen havde gjort byen til en blomstrende stationsby med industri og en voksende befolkning. På ruten møder du jordemoderen, handelsmanden, daglejeren, det lokale postbud og mange andre ægte, historiske personer, der dengang levede i Malling.

    Billedtekst: Jordemoderen, Hedvig Nielsen Fredsbo, (tv.) og det lokale postbud, Marius Madsen (th.). Ukendte fotografer, ca. 1915, Beder-Malling Egnsarkiv.

     

    Børnenes Lokalhistorie i Mårslet 

    Ruten fører dig gennem Mårslet i perioden 1938-1950, hvor Mårslet var blevet en stor og næsten selvforsynende oplandsby. På ruten møder du bestyrerinden på den lokale telefoncentral, smeden, skærsliberen, stationsforstanderen og flere andre ægte, historiske personer, der dengang havde tæt tilknytning til Mårslet. 

    Billedtekst: Bestyrerinden på den lokale telefoncentral, Gerda Christiansen, (tv.) og skærsliberen, A.P. Larsen (th.). Ukendte fotografer, ca. 1945 (tv.) og ca. 1960 (th.), Mårslet Egnsarkiv.

    Kan du ikke få nok historie? Prøv også de historiske byvandringsruter, ”Børnenes Aarhushistorie”, der fortæller Aarhus’ historie ud fra temaer som Besættelsen i 1940’erne, sportshistorie og fritidsfornøjelser i Kongelunden i 1920’erne samt livet langs Aarhus Å i midten af 1800-tallet. 

     

    Sidst opdateret: 8. november 2023