Gå til hovedindhold

Ugens Aarhushistorie: De første år med aids i Aarhus

Den 22. november 1981 sendte Kræftforskningsinstituttet i Aarhus et brev til den aarhusianske afdeling af Foreningen af 1948 (F48). I dag hedder den LGBT+ Danmark. Instituttet ville gerne have lov til at undersøge nogle af afdelingens mandlige medlemmer for en sjælden kræftsygdom, kaposis sarkom, der ellers normalt overvejende ramte ældre mennesker.

Indhold

    Billede: Fakkeloptog på Bispetorvet i maj 1993 for at mindes aids-ofrene. Fotograf Jens Tønnesen, 1993, Aarhus Stadsarkiv.

    I USA havde læger opdaget, at et stigende antal mænd, der havde sex med mænd, havde udviklet den sjældne kræftsygdom – senere opdagede lægerne, at det var aids, der var årsagen. 

    I Aarhus var medlemmerne af F48 varsomme – det var ikke engang et år siden, at Sundhedsstyrelsen havde fjernet homoseksualitet fra listen over sindssygdomme, og flere var frustrerede over udsigten til, at deres seksualitet atter skulle kobles sammen med en sygdom. Flere meldte sig dog alligevel til undersøgelsen, efter der var blevet garanteret fuld anonymitet; på Instituttet eksisterede man således kun som et tal i kartotekerne, og efter endt undersøgelse var der ikke fundet den nye slags kræftsyge i Aarhus – der skulle gå lidt tid endnu, før aids kom til Aarhus. Alarmen var afblæst i denne omgang.

     

    Ikke kun en københavnersygdom

    I starten af aids-epidemien blev aids anset som en sygdom, der kun fandtes i København, og måske også med god grund – i april 1984 havde 22 af 24 registrerede aidspatienter bopæl i København. Ikke desto mindre begyndte man i Aarhus i oktober 1983 at forberede sig på at tage imod de jyske aids-patienter. Da aids af mange læger i begyndelsen fejlagtigt blev betragtet som en kønssygdom, fordi det også kunne smitte gennem sex, var det afdelingen for hud- og kønssygdomme på Marselisborg Hospital, der blev udpeget som ansvarlige for fremtidige aids-patienter. 

    I samme måned var Hotel Scanticon ved Skåde Bakker vært for en stor europæisk kongres, arrangeret af Peter Ebbesen fra Kræftforskningsinstituttet, der i 1981 havde været medafsender på brevet til F48. Hovedformålet med kongressen var at kortlægge, hvordan man i Europa ville bekæmpe aids og begrænse smittespredningen mest muligt. Ved kongressen blev vurdering for Danmark, at ”sygdommen ikke kan blive til en trussel mod normalbefolkningen”, hvilket dog hurtigt viste sig ikke at holde vand.

     

    ”Fire gange alarm for AIDS i Aarhus”

    Den 2. september 1984 kunne man i Århus Stiftstidende læse en artikel med overskriften ”Fire gange alarm for AIDS i Aarhus.” Fire gange var unge mænd nemlig blevet fejldiagnosticeret med aids på det nyåbnede aids-ambulatorium på Marselisborg Hospital. Det viste sig, at mændenes infektioner alle havde skyldtes andre årsager, og således havde Aarhus ikke fået sit første aids-tilfælde – endnu.

    På ambulatoriet kunne man komme igennem et hurtigt undersøgelsesforløb, hvis man havde mistanke om, at man var smittet. I takt med antallet af tilfælde på landsplan stødt steg, lod flere og flere sig teste for antistoffer på ambulatoriet. Der var dog langtfra den nødvendige kapacitet, idet kun to læger til at begynde med var tilknyttet ambulatoriet. I august 1985 var det ikke unormalt, at der stod over 300 mennesker i kø foran hospitalet for at blive undersøgt for aids. Det var lægerne utilfredse med, og professor Finn Trunk Black anmodede Indenrigsministeriet om flere penge til aids-bekæmpelsen. Denne ekstrabevilling kom først to år senere, i 1987. Inden da fik Aarhus i oktober 1985 sit første aids-tilfælde, registeret tilfælde nr. 53 i Danmark. Personen var faktisk død, inden man blev helt sikker på, at vedkommende havde haft aids, men ugen efter dødsfaldet fjernede gamle blodprøver tvivlen. Aids var kommet til Aarhus.

     

    Nye initiativer i Aarhus

    Fra 1986 og fremad gik det pludselig stærkt med nye initiativer. Aarhus Universitet indgik et samarbejde med Marselisborg Hospital og det, der nu hed Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, det tidligere F48, hvor de tilbød anonym rådgivning til dem der havde aids-antistoffer. Senere kaldte man det for hiv-positive. Aarhus Amt indledte i januar 1986 en mere målrettet strategi i bekæmpelsen af aids, hvor de tog fat i de mere udsatte grupper – amtet ville for eksempel gerne vide mere om ”bøssernes subkultur”, da homoseksualitet for mange stadig ikke var afmystificeret.

    Samtidig investerede Aarhus Amt også i sygestuer, hvor patienterne havde mulighed for at blive isoleret, og amtshospitalet blev det første i Jylland med speciale i infektions- og tropemedicin. På det frivillige område kom der også flere og flere initiativer, heriblandt AIDS-info og AktHIVhuset, der bidrog til oplysningen om hiv og aids og gav hiv-positive et sikkert sted at mødes.

    Med inspiration fra Norge begyndte man i 1987 i København at arrangere et årligt fakkeloptog i maj måned for at mindes aids-ofrene. Fænomenet spredte sig hurtigt, og i 1991 blev fakkeloptoget holdt i Aarhus for første gang. Der udsprang dog ikke kun succeshistorier fra Aarhus. I januar 1987 var en ung hiv-positiv mand blevet afvist på kommunehospitalet af en reservelæge, der straks havde taget beskyttelsesmaske på og sendt ham bort, da han fandt ud at manden var hiv-positiv. Den historie spredte sig på landsplan og helt til Folketinget, hvor konsensus blev, at selvfølgelig måtte læger ikke afvise hiv-positive.

     

    Sidst opdateret: 22. januar 2024