Ugens Aarhushistorie: Fra moser til skøjtesøer

Billede: I februar 1940 fandt de fleste af katedralskolen idrætstimer sted på de tilfrosne Stadionsøer. Her underviser skolen gymnastiklærer Aage Flatau elever i kunsten at stå på skøjter. Flatau havde desuden en danseskole i byen. Ukendt fotograf, bragt i Århus Stiftstidende 16.02.1940, Aarhus Stadsarkiv.

Selvom den mest bynære del af Marselisborgskovene, Havreballeskoven med Stadionsøerne, i dag flittigt bliver benyttet af aarhusianere i alle aldre, har det ikke altid været sådan. Indtil kommunen i 1896 opkøbte herregården Marselisborg med al dens jord, var skovene syd for Aarhus på private hænder.

I skovene boede der forskellige skovarbejdere, der var ansat af herregården, og herregårdens skiftende ejere lod også andre fine folk tage på udflugt i de grønne skove. Men indtil sidste halvdel af 1800-tallet var den almindelige aarhusianer forment adgang til Marselisborgskovene.

I stedet var det den kommunale Riis Skov, der var aarhusianernes foretrukne udflugtsmål. I sidste halvdel af 1800-tallet tillod godsejer Ingerslev dog, at der blev åbnet for besøgende i Marselisborgskovene; også for de helt almindelige arbejderfamilier. Den bynære del af Havreballeskoven blev hurtigt kendt som Friheden, og i 1904 åbnede en vaskeægte restaurationspavillon under samme navn.

Anlagt som skøjtesøer

Midt i den grønne herlighed lå nogle moseområder, og det var disse, der blev omdannet til Stadionsøerne. De blev dog ikke anlagt for hverken ændernes eller sommergæsternes skyld, men derimod som skøjtesøer.

Selvom skøjteløb tidligere var fuldstændig afhængigt af de få længerevarende frostperioder, som Danmark kan byde på, var sporten blevet umådeligt populær i sidste halvdel af 1800-tallet. Derfor var det også med glæde, at Århus Stiftstidende kunne meddele sine læsere 31. maj 1918, at det på byrådsmødet den foregående dag var blevet vedtaget at bruge 80.000 kr., svarende til godt 2.5 millioner kr. i dag, til anlæggelsen af en kommunal skøjtebane ved Friheden. Moserne blev udgravet til nogle mindre søer, der blev forbundet af kanaler, så de kom til at fremstå som én stor sø. Samlet set kom søerne til at hedde Stadionsøerne opkaldt efter Aarhus Stadion, der blev indviet i 1920.

Skjøt-Petersens naturstier

Stadionsøerne kom også til at indgå i de tidligere så populære naturstier, der blev startet 24. november 1929. Bag stier stod lektor ved Marselisborg Gymnasium, A. E. Skjøt-Pedersen, og stierne blev til gennem et omfattende samarbejde mellem kommunens skole-, skov-, park- og vejvæsen. Det var en rundsti med en længde på 2½ km som blev anlagt i Havreballe Skov, hvor lektoren og hans frivillige hjælpere ophængte sedler med oplysninger om det, der kunne iagttages på turen indenfor plante- og dyrelivet. Det blev til op mod 2000 sedler årligt, med tekster som var baseret på op mod 10.000 iagttagelser. Gule, blå, grå og røde sedler på tre sprog ophængt i hørgarnssnor langs naturstierne forsynet med to tekster skrevet med tusch på stedet. Denne primitive ophængning var overraskende modstandsdygtig mod vejr og vind, hvorfor en seddel kunne holde halve år. Men naturstiernes idé var også at følge naturens gang, hvorfor en seddel kun hang fra en uge til en måned, hvorefter den blev taget af snoren og udskiftet - undtaget 85 sedler, som hang der permanent.

Billede: Aarhus Byråds Skovudvalg deltog gerne personligt, når Stadionsøernes andebestand skulle holdes nede. Fra venstre ses skovfoged Nicolajsen, grosserer P. Adamsen, direktør L. Nathansen, købmand V. Kloster (der på skovudvalgets vegne fungerede som vært), købmand Thorup og skovrider Bang. Ukendt fotograf, bragt i Århus Stiftstidende 19.11.1940, Aarhus Stadsarkiv.

Plads til svaner og ænder

Det danske vejr taget i betragtning har søernes hyppigste brugere dog ikke været skøjteløbere, men svømmefugle, der både sommer og vinter kan kalde søerne for deres hjem.

I 1923 blev nogle unge svaner fra Vennelystparken flyttet til Stadionsøerne, hvor de fandt sig godt til rette. Omkring 1930 fik svanerne selskab af 10 kuld gråænder, der blev udsat i Ødam, der er den sø, der ligger øst for Stadion Allé. Ænderne stammede vistnok fra voldgravene ved Fredericia, og i Aarhus blev de ti kuld hurtigt til en fast bestand. Faktisk klarede bestanden sig så godt, at den måtte holdes nede af byrådets skovudvalg, der med bøsser og hunde glædeligt gik på jagt efter de halvtamme ænder samt deres vilde artsfæller i skovområdet.

Ved hårde isvintre har ænderne dog til tider haft det hårdt, og i februar 1951 måtte skovrider Ladefoged anmode Stiftens læsere om at hjælpe med at fodre stadionsøernes 300 ænder og 11 svaner, der efter to måneders frost sultede.

I starten af 1970’erne kneb det med forholdene for Stadionsøernes dyreliv. Vandet var blevet forplumret og ildelugtende, og vandstanden var for lav. Efter at skovrider Ladefoged i Stiften under overskriften ”Stadion-søerne er døende” i marts 1972 havde gjort opmærksom på problemerne, blev emnet taget op i byrådet, og i løbet af 1970’erne blev søerne oprenset og søerne tilført nyt vand.  

Stadsarkivet sætter fokus på Kongelundens historie

Vision Kongelunden handler om udvikling af det største sammenhængende storbynære rekreative område i Danmark. Salling Fondene og Henrik Lind bidrager med 500 millioner kr. Vision Kongelunden afspejler byrådets visioner om, at Aarhus skal være en by, hvor vi hele tiden gentænker mulighederne for at udvikle byen i fællesskab. Sammen skal vi skabe rammerne for det gode liv.

Geografisk dækker Kongelunden omtrent området fra Tivoli Friheden i nord til Varna og Den Uendelige Bro i syd.

Historien og fællesskaberne binder området sammen, og dem vil stadsarkivet og Århus Stiftstidende i samarbejde med Kongelundorganisationen fortælle om i de kommende år.

Læs mere på https://kongelunden.aarhus.dk/omraadets-historie/.