Ugens Aarhushistorie: Industrierne gav farve og lugt til åen

Niels Stampes Klædefabrik og Farveri ved Mindebro. Ukendt fotograf, ca. 1902, Aarhus Stadsarkiv.

Billede: Niels Stampes Klædefabrik og Farveri ved Mindebro. Bygningen havde adresse på Fiskergade og lå helt ud til Aarhus Å. På grunden ligger i dag en større kontorbygning. Ukendt fotograf, ca. 1902, Aarhus Stadsarkiv.

 

I dag nyder vi synet af åen, der flyder stille gennem byen. Dyr og planter etablerer sig på et stadig mere bæredygtigt grundlag langs bredderne, og åstrækningen er en af byens vigtigste rekreative strækninger. I tidligere tider var havnen derimod vigtig for mølledrift, skibstrafik, udledning af spildevand og andre formål, som vi i dag heldigvis ikke anvender åen til. Værst var det under industrialismen.

 

Åens industrier

Aarhus Å har gennem store dele af sin historie tiltrukket håndværkere og andre erhvervsgrupper, der skulle bruge åvandet til deres virke. I 1600-tallet beboedes Fiskergade, Aagade og Mindegade af et stort antal skippere, handelsmænd og feldberedere. Feldberedere var håndværkere, der bearbejdede skind omtrent ligesom garvere. Også farvere dukkede op i husene omkring åen, og fortidige gadenavne som Farvergade og Garvergyde vidner om disse håndværks koncentration og placering ved åen.

Nogle af de større spillere inden for disse industrier var fabrikkerne, Flachs Garveri og Stampes Klædefabrik, der begge blev grundlagt i 1840’erne. Garveriet lå oprindeligt i Vestergade, men blev senere flyttet; først til Aagade og i 1863 til Fiskergade 51. Her voksede det sig til en stor virksomhed, der kom til at hedde Carl Flachs Læderfabrik og beskæftigede 25-30 svende. Fabrikken garvede huder og skind, så de blev smidige, stærke og vandtætte og ikke kunne gå i forrådnelse. Garvningsprocessen indledtes med, at skindene blev renset for fedt, blod og kødrester – affald der alt sammen endte i åen. Herefter blev de udsat for hønsemøg og kalk og skyllet af med åvand. Dernæst kunne selve garvningen starte. Oprindeligt blev der brugt bark til garvningen, men det blev senere erstattet med kemikalier. Uanset garvningsmetoden skulle skindene skylles igen efterfølgende, og fra start til slut bød garvningsprocessen således på flere etaper af forurening af åen.

Stampes Klædefabrik lå i Fiskergade 89-97 på hjørnet til Mindebrogade gennem hele siden levetid. Den blev startet som farveri, der sammen med andre, lignende fabrikker i bogstaveligste forstand kunne skifte åens kulør alt efter, hvilken farve der blev brugt i den igangværende produktion. Allerede i 1850’erne blev der også opstartet tøjfremstilling i fabrikken. I de følgende fire årtier udviklede virksomheden sig fra at være et farveri til at blive en stor klædefabrik og i 1890 var der hele 60 ansatte fordelt på syv bygninger. I 1901 opførtes en moderne fabriksbygning i røde mursten mod åen. Fabrikken ledte i alle årene forurenet spildevand direkte ud i åen, men da åen blev lagt i rør og overdækket i 1930’erne, blev fabriksbygningerne revet ned for at gøre plads til en udvidelse af Mindebroen. Derfor er alle spor efter klædefabrikken i dag væk.

 

Drikkevand fra åen

Billede: Aarhus Vandværk set fra gasbeholderen på Dollerupvej. Forrest i billedet ses vandværket, og bagved ligger Carl Blochs Gade med Hammelbanen. Fotograf: Ernst Christian Skabelund, 1941, Aarhus Stadsarkiv.

I anden halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet begyndte flere, store industrivirksomheder at bygge fabriksanlæg længere oppe ad åen. Blandt andet blev Ceres-bryggeriet anlagt nær Aarhus Mølle i 1856, og omkring 1908 byggede A/S Frichs et stort fabriksanlæg til produktion af lokomotiver nær den nuværende Søren Frichs vej.

Virksomhederne anvendte åvandet til deres produktioner og ledte det brugte vand tilbage i åen. Det skabte problemer, da man i 1872 byggede et vandværk over for Ceres og begyndte at bruge åen som drikkevandsforsyning. Før da havde man hovedsageligt hentet drikkevand fra brønde. Særligt bekymrende var oprettelsen af en limfabrik, der årligt forarbejdede 50.000 knogler fra kreaturer og dermed frembragte en masse råddent vand, hvoraf noget sikkert havnede i åen. Også afløb, der blandt andet blev ført til åen fra Aarhus’ møddinger, vakte betænkeligheder, og åen kunne især om sommeren blive en særdeles ildelugtende suppedas.

Fra 1902 begyndte man derfor at lave såkaldte artesiske boringer, så drikkevandet kunne hentes fra undergrunden. I et forsøg på at beskytte åvandet fra forurening blev flere kloakafløb ledt væk fra åen. Mange fabrikker fik dog fortsat lov til at benytte åvandet til deres produktion, da det var blødere og bedre end det kalkholdige vand fra undergrunden. Først i 1973 stoppede fabriksbrugen af åvandet helt.

 

Læs meget mere om Aarhus Å på AarhusWiki.dk.